Referat – HB-møde den 25. september 2023
Til stede: Kirsten Løth (til kl. 11.30), Jan Hoby (fra kl.10.10), Majbritt Kronbøl, Helle Haslund, Claus Reffstrup, Thomas Bjerre, Martin K.A. Rasmussen, Emil Solvind, Martina Wellm, Thomas Seider, Maria Porse, Annika Bæk Vind (til kl. 13.50), Elizabeth Thynov, Natascha Steen, Ulla Krag (fra kl. 10.40), Lisbeth Waidtløw, Bjørn Lind Lynge, Birgit Jørgensen og Klara Hippe Hansen, PLS.
Afbud: Diana W. Jensen, Rasmus Tore Mortensen, Mette Marie Nielsen, Morten Hoier Morsing, Bettina Øster, Ditte Mundeling Samuelsen, Anne Angelsø og Sakse Ravnskov Andersen.
Ad 1. Godkendelse af referatet fra den 28. august 2023
Referatet blev godkendt.
Ad 2. Organisering
Temadrøftelse.
Medlemstal:
Medlemsudviklingen er ikke helt der, hvor vi kunne ønske.
Der var ingen kommentarer til medlemstallet og det blev taget til efterretning.
Plan for organisering i Almen- og Specialafdelingen v/Martin K.A. Rasmussen og Lisbeth Waidtløw:
Lisbeth Waidtløw orienterede om at der er et uforløst materiale i de omkringliggende kommuner, hvor der er mulighed for at organisere en del omsorgsmedhjælpere og pædagogmedhjælpere, som er fejlorganiseret i PMF’s afdelinger. Det er FOA der har fundet organiseringsfejlen og der skal rettes op på det, da det er LFS’ medlemmer. Der er et potentiale på mellem 1.000-1.500 medlemmer, inkl. dem der allerede nu er medlem.
Som tovholder på organiseringen i specialafdelingen kan jeg se, at den personlige kontakt gør en forskel og jeg har gode erfaringer med det.
Martin K.A. Rasmussen omdelte bilaget ”Strategi for medlemsorganisering almenområdet”.
Det forsøges at opbygge en relation til LFS via arbejdspladsbesøg. Vi besøger de selvejende institutioner uden TR og tager udgangspunkt i lønnen. De selvejende institutioner er vores fokusområde. Der er et stort potentiale i pædagogiske assistenter og pædagogmedhjælpere.
Vi laver opfølgende besøg og viser det nytter og giver mening at have en TR på arbejdspladsen.
På daginstitutionsområdet er der 800 pædagoger der ikke er organiseret.
Der er lavet en aftale med BUPL om fælles besøg de steder, hvor vi ikke har medlemmer.
Der er igangsat en indsats på elevområdet på KP, hvor vi har fået en hel undervisnings dag, da lærerne er på kursus. Vi glæder os til at prøve vores materiale af.
Ad 3. ”Indenfor murene”
Orienteringspunkt.
Den ledige trykkeri/vicevært stilling er opslået og der er nedsat et ansættelsesudvalg.
Processen med ansættelse af en faglig sekretær er i gang og det forventes at der udarbejdes stillingsopslag i denne uge.
Ad 4. OK-24
Drøftelsespunkt.
Som forberedelse til OK-24 er der afholdt et OK-arrangement hvor Astrid Elkjær Sørensen og Jonas Kylov Gielfeldt holdt oplæg.
FOA forbereder drøftelser omkring en eventuel strejke, lockout, konflikt samt reguleringsordningerne i regionerne, kommunerne og på det statslige område.
På det kommende HB-møde i FOA skal en økonomisk ramme for særligt lavtlønnede samt udtagelse af OK-krav drøftes.
Fristen for indmeldelse ifht. konflikt er rykket fra den 1/1-24 til den 1/2-24.
FOA’s HB afholder strategimøde den 12/10-23.
DSR’s formand har tidligere været forhandler på det Regionale område, men da formanden snart går af, er det FOA’s holdning at det er Mona Striib der skal være forhandlingsleder.
Regeringens ekstra kr. 2.500 pr. ansat til 4 faggrupper, som ikke er traditionelle kvindefag, samt trepartsforhandlingerne blev drøftet.
Den nye FH-formand udtrykker at man skal glemme opgøret med tjenestemandsreformen og Michael Ziegler, KL, fastslår at dem der får ved trepart, ikke får ved OK-24. Dermed er der lagt op til en intern slåskamp imellem FOA’s faggrupper.
Selvom trepartsforhandlingerne ikke umiddelbart har noget med OK-24 at gøre, hænger det alligevel lidt sammen.
Det er vigtigt vi fokuserer på de vigtigste områder for os ifht. trepartsforhandlingerne og får det kommunikeret klart og tydeligt ud, via kommunikationsafdelingen.
LFS har kontaktet de øvrige organisationer ifht. ”skulder-ved-skulder” solidaritet mm., men desværre er der ingen der er vendt tilbage.
Ad 5. Information og status fra kommunikationsafdelingen
Orienterings og drøftelsespunkt.
Tidligere lagde flere personer opslag på vores Facebook (FB). Da vores opslag skal ses af flest mulige, er det nu udelukkende kommunikationsafdelingen der poster opslag. Der postes et opslag om dagen, der er delbart, og det har øget hvor mange der ser vores opslag - tidligere var der 48 der så vores opslag, nu er det oppe på 8.000.
Hvis man ikke betaler for indlæg på Instagram, skal man lægge virkelig meget op hver dag og det vil kræve en fuldtidsstilling i kommunikationsafdelingen. Derfor benyttes det ikke.
Da kommunikationsafdelingen afholdt sommerferie og der ikke blev postet opslag, var der en stor nedgang i aktiviteten på hhv. FB og hjemmesiden.
Måske skal det overvejes om nogen fra ledelsen kan poste i sommerferieperioden.
Der laves en læserundersøgelse omhandlende LFS-Nyt i løbet af næste måned.
Man kan overveje at poste vores sociale arrangementer, f.eks. fredagsbar, så det hele ikke er aktivisme og der kommer andre aspekter på.
Ad 6. Status på arbejdspladsklubber på de 3 områder
Orienteringspunkt.
Dagplejen: Det kører fortsat rigtig godt i dagplejen.
Almen: Der er 55 forskellige arbejdspladsklubber på almenområdet. Der er en lille afmatning ifht. nye arbejdspladsklubber og mødeafholdelse.
FTR’erne inviterer sig selv ud, når der er nye TR’ere. Det prioriteres, også i forhold til organisering.
Specialområdet: Det er en jævn succes med arbejdspladsklubber på specialområdet.
Ad 7. Regnskabsstatus
Orienteringspunkt.
Regnskabet ser lidt bedre ud nu, end det gjorde ved vores fremskrivning i foråret. Hvis kontingentindbetalingerne, som de er nu, holder året ud, mangler vi stadig ca. 1.000 medlemmer. Stiger medlemstallet og vi kommer op på de 2,5 mio. kr. i kontingentindtægt som der er budgetteret med, vil vi dog stadig mangle 695 medlemmer pr. måned.
Vores eneste indtægtskilde i forhold til betaling af løn er medlemmernes kontingentindbetalinger.
De tiltag forretningsudvalget (FU) tog i foråret, er der fortsat tilfredshed med i FU.
FU er ved godt mod, men håber på flere medlemmer.
Nogle HB-medlemmer gav udtryk for, at det stadig er holdningen at det virker drastisk at personalereducere, når udsvinget i indtægterne er så relativt små. Det fremgår af den udleverede budgetrapport, at det nuværende underskud ikke kommer fra manglende kontingentindtægter, men hovedsageligt fra overforbrug på ejendommen.
Der blev stillet spørgsmål til regnskabet og der er bedt om at få udspecificeret nærmere omkring happenings og øvrige faglige aktiviteter.
Der planlægges en budgetrevision i november måned.
Regnskabet blev taget til efterretning.
Ad 8. FOA’s ekstraordinære kongres den 1. september 2023
Orienteringspunkt.
Der var enighed om at det til FOA’s kongres i november skal koordineres, hvem der går på talerstolen og hvem der siger hvad.
Det er vigtigt det koordineres, så vores budskaber vinder indpas og vi ikke opnår den modsatte effekt på de øvrige delegerede.
Ad 9. FOA’s HB-møder den 29-30. august og 18. september 2023
Orienteringspunkt.
På FOA’s HB-møde den 29-30. august blev budgetloven drøftet og der kommer en justering af teksten.
Kongressen i november bliver en arbejdende kongres, så det fremtidige arbejde bliver opkvalificeret. Det kræver forberedelse, også skriftligt.
Kirsten Løth sender et notat med info om HB-mødet den 18. september ud sammen med referatet (bilag til referatet).
Ad 10. Støbeskeen
Budgetkamp: Der er en markering ved trepartsforhandlingerne den 27. september kl. 12.45-14.00 ved Finansministeriet.
Folketingets åbning: Der er en markering i forbindelse med Folketingets åbning - ”Nødråb fra de kommunalt ansatte i Danmark” den 3. oktober kl. 8.30-10.00, hvor bl.a. fire Borgmestre holder taler. Vi forventer at mange møder op og tror det bliver stort.
Der afholdes en cykeldemo den 5. oktober kl. 15.30 med start fra Christiansborg, over Nordhavn og med afslutning på Københavns Rådhus. Det er et initiativ fra skulder-ved-skulder og er også en Facebookbegivenhed.
Ad 11. Gensidig orientering
I forhold til forhåndsaftaler og lokal løndannelse i BUF, har forvaltningen orienteret om, at de vil bede udvalget om at tage stilling til, om alle aftaler med LFS og BUPL skal opsiges.
Paraplyorganisationerne vil gerne indgå som forhandlingspartner. Dette har dog ikke været muligt i Frederiksberg kommune.
Det selvejende område kan indgå aftaler med kommunerne og kompetencespørgsmålet skal afklares, før aftaler tiltrædes.
Man er blevet opmærksom på, at der i praksis har været forskellige aftaler i forhold til arbejdstidsaftaler mm.
LFS’ tilgang til det er, at det er besynderligt vi inddrages, når det er BUPL’s område og det er problematisk at det kommunale og selvejende splittes op. Der er risiko for at lønnen sættes fri og det kan medføre store lønforskelle og intern konkurrence om at tiltrække pædagoger og ledere.
Der afholdes formøde på onsdag og møde på fredag.
Rammeaftalen skal overholdes. 12.900 tillæg er overenskomstaftalt.
Budgetmodellen på 0-6 års området i BUF – fordeling sker nu ud fra klyngestrukturen. Der er taget en politisk beslutning i Københavns kommune om tilførsel af flere penge til lederne.
Vi har interesse i at budgetmodellen bliver mere gennemsigtig og vi har afgivet et høringssvar. Beslutningen træffes den 11. oktober.
Der er indgået budgetaftale i BUF. Der skal findes ekstra effektiviseringer og der kigges på 50% på uddannede og 50% på ikke-uddannede personer, reduktion i åbningstiden og sommerferielukning.
SOF: Store dele af det specialiserede område er ikke fordelt ifht. demografiregulering. I budget 2024 har området fået tilført flere penge, men på trods af det, kan serviceniveauet ikke overholdes.
I 2023 skulle området finde besparelser for 200 mio. kr. og der vil fortsat ske forringelser på området.
SUF vil om få år få store økonomiske problemer.
Frederiksberg kommune hæver skatten næste år og det redder vores område.
Det er klubberne der står for skud og skal spare rigtig mange penge. Antallet af klubber nedsættes fra 13 til 7.
Handicap Hvidbogen er offentliggjort og der har været et indslag i TV-2 Cosmopol om den. De viste en fin grafik der viser, at der mangler 500 mio. kr.
Vi kæmper for at få medierne til at interessere sig for handicapområdet og der foregår et stort formidlingsarbejde. Hvidbogen kan downloades på hjemmesiden.
Vi har møde med Socialministeren den 11. oktober.
Ad 12. Eventuelt
LFS’ vægkalender for 2024 er trykt og ligger til fri afhentning i trykkeriet. Der står paprør ved siden af til at pakke dem i.
Der blev stillet spørgsmål til REP-beslutningen om ”Broen til fremtiden”. Vi skal have etableret et samarbejde med dem. Hvor langt er vi med det?
Der var dialog om budgetloven. Revision af budgetloven er udsat til 2033.
Flere og flere medarbejdere chikaneres i deres privatliv. Ansattes navne står nævnt flere steder og det er problematisk.
Alle medarbejdere har et medarbejdernummer – kan det bruges i stedet?
LFS har rejst problematikken flere gange i socialforvaltningen. Ombudsmanden bør involveres.
Der er også mange voldsepisoder på arbejdspladserne der ikke bliver anmeldt.
Hoved-MED drøfter det jævnligt. Sidst det skete, var i forbindelse med det sidste drab på en ansat i psykiatrien.
Ofte står medarbejderne alene når de skal give borgerne besked om flytning eller andet der kan medføre en reaktion fra borgeren.
Udsatte og handicappede borgere har stort set ingen rettigheder og kommunerne fritager sig selv. Vi og Borgernes Talerør afholder en konference herom. Der deltager en konservativ politiker og én fra Liberal Alliance. Mange eksperter på området vil også deltage og der sættes fokus på retssikkerheden.
Referent: Heidi Holmbjerg