Referat – HB-møde den 28. marts 2022
Til stede: Britt Petersen, Jan Hoby (kl. 10.20), Pia Ludvigsen, Claus Reffstrup, Helle Haslund (kl. 10.55), June Andreasen, Bjørn Lind Lynge, Diana W. Jensen, Christa Hauser, Martin K.A. Rasmussen, Martina Wellm, Emil Solvind (kl. 10.00), Michael Monberg (kl. 10.00), Thomas Seider, Kirsten Løth (kl. 10.05), Elizabeth Thynov, Lisbeth Waidtløw, Sakse Ravnskov Andersen og Birgit Jørgensen.
Afbud: Pia Bah, Lillian Møller, Helle Bak Andersen, Majbritt Kronbøl, Ulla Krag, Gitte Thøgersen og Kasper Bøyen Kirk, PLS.
Ad 1. Godkendelse af referatet fra den 28. februar 2022
Referatet fra den 28. februar 2022 blev godkendt.
Ad 2. ”Indenfor murene”
Britt Petersen orienterede om, at der i fredags blev afholdt afskedsreception for Bent Juul, som har været ansat i LFS i over 30 år.
Bents arbejdsopgaver er blevet fordelt på flere andre ansatte i huset, og til de resterende arbejdsopgaver har vi opslået en 20 timers stilling.
Vores nuværende trykkerimedarbejder og vicevært, Ulf Retsloff, overtager en del af Bents it-opgaver, hvorfor den opslåede stilling primært er som vicevært.
Vi har modtaget mange ansøgninger og vil gennemgå dem senere på ugen.
På grund af situationen med A-kassens udflytning, som jeg tidligere har nævnt for jer, bliver der nogle lokalerokeringer i LFS. Når A-kassen flytter, bliver det meste af 4. sal og 5. sal ledig til udlejning. Én af vores nuværende lejere, Delogue, som lejer noget af vores 4. sal, ønsker mere plads, så de vil fremadrettet leje A-kassens lokaler på 4. og 5. sal.
PLS er fraflyttet deres lejemål på 3. sal. A-kassen vil derfor flytte ned på 3. sal, som forinden bliver istandsat, ligesom lokalerne på 4. og 5. sal istandsættes til Delogue.
Når håndværkerne er færdige på 3, 4. og 5. sal rykker de ned i sal A, som skal udvides, så vi får mere plads til afholdelse af TR-møderne. Det vil reducere udgifterne til TR-møderne, da vi dermed ikke skal booke lokaler eksternt i samme omfang som tidligere.
Det er planlagt at sal A istandsættes i sommerferieperioden, hvor der ikke afholdes så mange møder. Så der vil være håndværkere i huset det næste stykke tid.
Når Delogue flytter over i deres nye lejemål på 4. og 5. sal, bliver deres nuværende lokaler på 4. sal ledige. Det er et lejemål på 280 kvm, som vi så skal have udlejet. Hvis I kender nogen der leder efter gode lokaler, må I give lyd fra jer.
Martin K.A. Rasmussen: Hvor er PLS flyttet hen?
Britt Petersen: De er flyttet over til BUPL.
Pia Ludvigsen: PLS havde 300 kvm i LFS, men må nøjes med 80 kvm i BUPL.
Ad 3. Medlemstallet
Britt Petersen orienterede om at der er en svagt stigende kurve på almenområdet. Det er positivt og vi håber det fortsætter.
Det er fortsat svært at få pædagogmedhjælperne til at organisere sig.
Specialområdets fald kender jeg ikke årsagen til.
Der skal fokuseres på døgn- og omsorgsmedhjælperområdet i forhold til organisering.
I dagplejen er det svært at rekruttere, når dagplejere pensioneres. Der er dog en ret høj organisationsprocent i dagplejen.
Pia Ludvigsen: Der er åbnet op for at oprette stordagplejer i andre kommuner end København. Vi tror på det bliver den nye dagpleje, og måske vil det få situationen til at vende.
Britt Petersen: Vi er i dialog med dagplejens ledersektion om hvorvidt der er for strikse regler vedrørende pasning af børn i eget hjem. Måske er der regler der hindrer nye mulige dagplejere i at ansøge.
June Andreasen: Der er mange private dagplejere i mit område, netop på grund af de mange strikse regler i den kommunale dagpleje.
Vi mister diversiteten i dagplejen på grund af de strikse regler.
Britt Petersen: Vi håber vi kan få løst op for det.
På Frederiksberg er det stort set status quo. Vi kan ikke gøre mere end vi allerede gør. Mætningspunktet er nået.
Ad 4. FOA’s HB-møde den 14. marts 2022
Britt Petersen: FOA’s HB-møde den 14. marts blev afholdt på Teams og varede i 3 timer.
Årsregnskabet skulle godkendes. Kasserer Henning Brock er gået af, så afløseren fremlagde årsregnskabet og gjorde det godt.
Der er mange aktiviteter der har været aflyst på grund af Corona, så der var et stort overskud.
FOA frasolgte deres andel i forsikringsselskabet Alka for år tilbage. Pengene herfra blev investeret og det har givet et godt afkast. Af disse midler valgte man at donere 1 mio. kr. til Ukraine. Det har været kritik af denne støtte på de sociale medier, men støtten til Ukraine sker på grund af det uventede store overskud som gav mulighed herfor.
Der var en diskussion om hvad kompetencefondens midler bruges til. Det diskuterede vi også i 2019 og jeg synes det er en tåbelig diskussion. Det er medlemmernes penge og hvis vi kan uddanne medlemmer til det de ønsker, kan jeg ikke se problemet.
Minimumsaftalen ville have udløst uddannelsesmidler til området pr. 1/1-2024, men ingen ved hvad der sker med uddannelsesmidlerne, efter de Radikale forlod forhandlingerne.
Det værste scenarie er, at der lukkes for uddannelse af meritpædagoger pr. 1/1-2024. FOA og KL har begge indflydelse og jeg tror ikke KL vil være med til at droppe uddannelse af meritpædagoger.
Martin K.A. Rasmussen: Er FOA’s hovedargument, at de uddannes til et andet organisationsområde?
Britt Petersen: Ja og den pædagogiske assistentuddannelse gør, at man heller ikke skal pille ved meritpædagoguddannelsen.
Thomas Seider: I forhold til FOA’s støtte til Ukraine på 1 mio. kr. – hvad er pengene møntet til?
Britt Petersen: Til den ukrainske fagbevægelse der arbejder tæt sammen med de organiserede hjælpeorganisationer. Vi er dermed sikre på, at hjælpen kommer frem til de rette.
Thomas Seider: Der var rygter om at vi støtter en krigsmaskine, på de sociale medier.
Britt Petersen: Jeg ved at det er blevet meget detaljeret forklaret på Facebook.
Vi står jo til ansvar for de penge vi bruger og det går ensidigt til nødhjælpsarbejde og til at opretholde sundhedsvæsenet i Ukraine. Læger uden grænser kan ikke komme ind i Ukraine p.t.
Kompetencefonden skal diskuteres i sektorerne.
Meritpædagoguddannelsen skal dog op på et nyt HB-møde. Det koster kr. 47.000 at uddanne en meritpædagog, hvoraf kompetencefonden betaler 80% og arbejdspladsen 20%.
Sakse Ravnskov Andersen: Er der stadig ubrugte midler i kompetencefonden?
Britt Petersen: Ja, det er der. Det skriger til himlen! Men vi sætter vores lid til KL – tænk at jeg skulle sige det.
Martin K.A. Rasmussen: Det er vildt at den diskussion kan finde sted. Så forsvinder ideen jo med at uddanne folk. Det er absurd med den diskussion!
Britt Petersen: Jeg sagde på FOA’s HB-møde, at jeg var glad for at ingen af LFS’ pædagoger deltog på mødet.
Der afholdes HB-møde i FOA ingen i næste uge. Her skal arrangementet Løntræf drøftes. Det er et FOA-arrangement med deltagelse af 2.000 tillidsrepræsentanter (TR). Der er bl.a. lige/uligeløn og OK-24 på programmet.
Vi har 143 pladser, men kun 55 tilmeldte. Det er udsendt 2 gange og har været på TR-møderne. Tilmeldingsfristen er blevet forlænget, men det bekymrer mig at vi har så få tilmeldte. Det vil være skidt, hvis vi ikke kan besætte vores 143 pladser.
Der er dog mange dagplejere tilmeldt, men vi skal sørge for at alle 3 områder er repræsenteret.
Kirsten Løth: Vi informerede om det på TR-mødet i februar måned, men der var der ikke åbnet for tilmelding endnu. Så TR er informerede. Vi følger op på det og gør det mere håndholdt på næste TR-møde.
Britt Petersen: Forbrugergrupperne i Pensam varierer i størrelse i sektorerne. Formelt er det Pensams bestyrelse der beslutter, men reelt er det FOA’s HB der beslutter. På det næste HB-møde skal der drøftes omkring en reduktion til 1 forbrugergruppe i stedet for 4. De forsøger sig udi en valgprocedure i alle 4 sektorer. Pia Ludvigsen fra LFS er med i forbrugergruppen sammen med nogle medlemmer.
Pia Ludvigsen: Der afholdes møde på onsdag, så vores holdning også kommer med på HB-mødet.
Britt Petersen: Jeg synes 4 grupper er unødigt, men man skal sikre valgmulighederne ved reduktion til 1 forbrugergruppe. Ved 1 forbrugergruppe vil omkostningerne til administration falde, så mest muligt går til pension.
HB skal også diskutere bekymringen for velfærdsudgifterne qua de stigende forsvarsudgifter. KL skal afbureaukratiseres og regelforenkles og det holder ikke.
De vil udvide budgetloven for at dække demografiudviklingen.
Sakse Ravnskov Andersen: Men nu kan det da lade sig gøre med ændringer.
Martin K.A. Rasmussen: Der er mange danskere der er enige i, at der skal bruges flere penge på forsvaret mm. På grund af situationen i Ukraine kan meget pludseligt lade sig gøre.
Britt Petersen: Det er bekymrende at pengene til øgede forsvarsudgifter skal tages fra andre områder, der allerede er udhungrede.
Vi må se om vi kan få udvidet budgetloven.
Forbundet anbefaler ingenting og forholder sig neutrale. De ved godt at Metal vil afskaffe samtlige forbehold, men FOA og 3F er neutrale.
Daglig ledelse i Forhandlingsfællesskabet (FF) skal beslutte hvad der skal udmeldes.
Jan Hoby: Det er et stort problem at FTF-organisationerne blev lovet, ved medlemskab af LO, at de ikke blev socialdemokrater.
Den britiske fagbevægelse taler om flere midler til deres medlemmer, mens FF taler om afskaffelse af EU-forbeholdene.
Det har store konsekvenser for lønmodtagerne at inflationen er så høj.
Britt Petersen: Det er jeg enig i. Men bestyrelsen i FF gør nok noget andet.
Ad 5. HB-støtte til Ukraine
Britt Petersen: LFS’ HB har støttet med kr. 10.000 til Ukraine.
Vi har modtaget et takkebrev, hvori der informeres om at pengene går til mad/babymad, medicin og medicinsk udstyr, senge, tæpper, evakuering og assistance til familier til rehabilitering og øvrige fornødenheder. Pengene er sendt til samme sted som FOA’s støtte på 1. mio. kr.
I forrige uge havde København modtaget ca. 500 flygtninge fra Ukraine. Nu er antallet over 1.000, hvoraf 49 har fået opholdstilladelse og er visiteret til København.
De indkvarteres forskellige steder, bl.a. på Ottiliavej i Valby, hvor der tidligere har været flygtninge.
Det forventes at Danmark vil modtage ca. 100.000 flygtninge fra Ukraine.
I BUF har man besluttet, at man tager hånd om alle børn, uanset hvor de fremadrettet skal bo. Det er dog ved at knibe med pladsen nu og lejligheder i udsatte boligområder bliver også taget i brug.
Der er ingen tomme lejligheder i København, og nu har den store ildebrand i Vanløse afstedkommet at 90 familier herfra skal genhuses. Det kræver en stor indsats og alle gør hvad de kan.
Den administrerende direktør i økonomiforvaltningen ringede i sidste uge. De kan ikke følge med, så man vil benytte ”man er ansat i København” og flytte folk fra én forvaltning til en anden.
Lige nu har vi ubesatte pladser på Amager og BUF forsøger at lave modtagergrupper i institutionerne.
De screener familierne, når de registreres, da der er behov for arbejdskraft. Forældrene er ikke så gode til engelsk, så vi har en sprogbarriere.
Vi kan ikke bruge russere til at hjælpe – det kan ukrainerne ikke magte.
Der må skrives rundt til lederne med spørgsmål om hvorvidt nogen kan hjælpe med sproget.
Martin K.A. Rasmussen: En del fra Balkan, kan også tale russisk.
Sakse Ravnskov Andersen: Min kone er fra Polen og de undervises i russisk i skolerne. Så de må kunne hjælpe.
Britt Petersen: Der er kommet klubansatte til flygtningene på Ottiliavej i Valby, for at aktivere børnene der keder sig.
Det er en humanitær opgave der skal løses.
Lisbeth Waidtløw: Frederiksberg kommune opererer med 3 scenarier: At der modtages 20.000, 30.000 eller 100.000 flygtninge.
Britt Petersen: For hver 10.000 flygtninge der kommer til Danmark, skal København huse 500.
Lisbeth Waidtløw: Ved 100.000 flygtninge regner Frederiksberg kommune med at skulle huse 1.500.
Emil Solvind: Frederiksberg har forberedt hvilke institutioner der kan bruges.
Lisbeth Waidtløw: På hjemmesiden er der information om flygtninge mm.
Britt Petersen: FOA har skrevet til ministeriet og foreslået at frivillige pensionister og efterlønnere bruges i arbejdet med flygtningene, uden de trækkes i deres ydelser.
Ad 6. Socialområdet - status
Britt Petersen: Socialområdet er på dagsordenen på FOA’s næste HB-møde, for at beslutte et indsatsområde.
I den forbindelse bliver min primære opgave at holde SOSU væk fra socialområdet.
I næste uge skal Helle Haslund og jeg mødes med Karina Vestergaard, den nye socialborgmester i København. Vi skal bl.a. tale om uddannelse, men også om levering på socialområdet, da der tales for meget og handles for lidt.
Lisbeth Waidtløw: Jeg er i kontakt med FOA om følgegruppen på socialområdet.
Der er udarbejdet en fortrolig rapport, som formændene i pædagogisk og SOSU-sektoren skal kommentere. Disse kommentarer bliver FOA’s svar på rapporten.
Helle Haslund og jeg har leveret bemærkninger til deres kommentarer, selvom vi ikke måtte få udleveret den fortrolige rapport. Rapporten indeholder 6 punker, bl.a. flerfaglighed, som vi ikke altid er enige i.
Vi synes ikke det er tilfredsstillende at vi skal kommentere på en rapport, som vi ikke kan modtage, fordi den er fortrolig.
Martin K.A. Rasmussen: Hvad er uenigheden om flerfaglighed?
Lisbeth Waidtløw: FOA taler med 2 tunger. De mener SOSU har store kompetencer på det sociale område, hvilket vi ikke er enige i.
Helle Haslund: Tværfaglighed er godt, men det skal give mening.
Britt Petersen: Min reaktion på at vi skulle kommentere en rapport, som vi ikke må modtage fordi den er fortrolig er, at det er helt uhørt og misforstået.
Jan Hoby: Det er en politisk vurdering, at LFS m.fl. ikke skal modtage rapporten fordi den er fortrolig.
Ad 7. Gensidig orientering
Britt Petersen: Er der nogen der vil fortælle om arrangementerne ”faglige fredage”, som afholdes i LFS?
Kirsten Løth: Ideen opstod i almen og der er foreløbig planlagt 4 faglige fredage.
Til det første arrangement var der ikke så mange deltagere, men i fredags var det pænt besøgt.
Man skal ikke nødvendigvis være medlem af en fagforening for at deltage, og vi arbejder ud fra ”de små dråbers” princip, hvis der er noget der hedder sådan. Det er et forsøg på at samle folk efter 2 år med Corona.
Selvom vi indtil videre kun har planlagt 4 faglige fredage, er tanken at det skal fortsætte. Vi forsøger at tematisere arrangementerne.
I fredags deltog Benedicte Toftgaard fra HK, som fortalte om bl.a. OK-23, og uddelte nogle flyers.
Vi lavede en aktion og solgte ting til fordel for flygtningene i Ukraine. Det var en succes og der blev solgt mange forskellige ting.
Lisbeth Waidtløw: Hvor meget blev der indsamlet?
Kirsten Løth: Vores bogholder er ved at gøre tallet op. Almenafdelingen giver 1 krone pr. 2 kroner der er solgt for.
Lisbeth Waidtløw: På specialområdet afholder vi arrangementet Fremtidscafé.
På TR-møderne i uge 17 besluttede vi, at der i forlængelse af TR-møderne skal afholdes Fremtidscafé. Der skal ske meget i forhold til det fremtidige arbejde.
Der vil være kaffe og kage til alle, alle 3 dage.
Vi laver et oplæg til debat, så vi kan få en diskussion i gang.
Jan Hoby: Der afholdes møde på torsdag omkring en 30-timers arbejdsuge. Vicedirektøren fra Cevea m.fl. kommer og taler. Der er mange talere på talerstolen.
Jeg fremsender atter invitationen til jer. Det er kl. 17.30-20.00.
Pia Ludvigsen: I år kan vi igen afholde vores 1. maj arrangement i gården, efter 2 års pause. Helle Haslund er primus motor på arrangementet i år.
Birgit Jørgensen: Jeg vil gerne takke for gaven til seniorklubben i anledning af klubbens 40-års jubilæum. Pengene vil gå til et godt foredrag for klubbens medlemmer.
Vi havde en meget dejlig dag.
Lisbeth Waidtløw: Der afholdes også 1. maj i Fælledparken i år. Det bliver dog uden politiske taler.
Vi har vores telt, som vi plejer, og hvis man gerne vil hjælpe til i baren, er der stadig ledige vagter. Det er ret hyggeligt at stå i baren. Hvis man har tid og lyst til en barvagt, kan man kontakte mig.
De næste 2 faglige Fredagsarrangementer har følgende temaer. Den 29/4 er emnet arbejdersangaften og den 3/6 er emnet arbejderbanko.
Jan Hoby: Arbejderbanko brugte jeg en del af min ungdom på. Det er sjovt.
Den 19/5 er demo-dag. Vi skal have afstemt om andre faglige organisationer vil lave åbent møde den 5/5 for at genstarte aktivismen. Vi arbejder på mobilisering.
Vi afholder et møde med forbundet, så de kan være med til at sprede budskabet.
For initiativet ”Skrot budgetloven” er der lidt smalhals fremadrettet. Det bliver op ad bakke, så der er brug for mobilisering.
Vi kræver 6 mia. kr. til velfærd, 6 mia. kr. handicapområdet og 6 mia. kr. til klimaet.
Der bliver udarbejdet 3 forskellige plakater til formålet.
Vi håber at kunne tænde en ild – noget skal der gøres!
Ad 8. Eventuelt
Lisbeth Waidtløw: LFS-koret leder efter en ny korleder. Hvis nogen kender til én, må I gerne kontakte mig.
Jan Hoby: I denne uge udsender jeg et udkast til emner til det fremtidige arbejde til REP-mødet.
Referent: Heidi Holmbjerg