Referat – HB-møde den 26. september 2022
Til stede: Britt Petersen, Jan Hoby, Claus Reffstrup, Helle Haslund, June Andreasen, Bjørn Lind Lynge, Pia Bah, Diana W. Jensen, Christa Hauser, Martin K.A. Rasmussen, Emil Solvind, Michael Monberg, Thomas Seider (kl. 9.40), Helle Bak Andersen, Majbritt Kronbøl, Ulla Krag, Lisbeth Waidtløw (kl. 9.45), Sakse Ravnskov Andersen og Michael Stenholm Faurskov.
Afbud: Pia Ludvigsen, Lillian Møller, Martina B. Wellm, Elizabeth Thynov, Gitte Thøgersen, Birgit Jørgensen og Kasper Bøyen Kirk, PLS.
Britt Petersen startede mødet med at ønske tillykke til de nyvalgte i dagplejen og på almenområdet.
Ad 1. Godkendelse af referatet fra den 29. august 2022
Referatet fra den 29. august 2022 blev godkendt.
Ad 2. ”Indenfor murene”
Britt Petersen orienterede om, at sal A er blevet renoveret og nu står færdig.
Der er dog sket en fejl med gulvet, idet det er blevet olieret i stedet for lakeret, som aftalt. Der afholdes derfor møde herom med chefen for håndværkerne på onsdag. Det skal rettes og LFS vil ikke betale for det hele.
Majbritt Kronbøl er blevet genvalgt til områdeformand på dagplejens generalforsamling og Martin K.A. Rasmussen er blevet valgt til områdeformand på almenområdet på deres generalforsamling.
Kirsten Løth, tidligere områdeformand på almenområdet, stiller op som formand på LFS’ repræsentantskabsmøde og modtog derfor ikke genvalg på almenområdets generalforsamling. Kirsten vikarierer indtil REP-mødet som pædagogisk leder i institutionen Vartov.
Ad 3. FOA’s Løntræf den 6-7. september 2022
Britt Petersen: Løntræffet er blevet evalueret i FOA’s HB, ligesom der er sendt spørgeskemaer ud til deltagerne. Spørgeskemaopsamlingen kommer på FOA’s HB-møde i oktober måned.
Jeg har meldt ud til FOA, at jeg synes det var et godt løntræf. Jeg tror de nyvalgte TR fik mest ud af indholdet. Vores gamle TR ved rigtig meget og fik måske ikke helt så meget med hjem, men de deltog godt i samarbejdet i grupperne.
For egen regning har jeg sagt, at de ikke behøver gentage overnatning i telt.
Majbritt Kronbøl: Vores TR er dygtige og de fik ikke så meget med hjem. Jeg synes godt der kunne være brugt mere tid på OK-24 og var lidt skuffet over, at det ikke omhandlede aktivisme i forbindelse med OK-24.
Britt Petersen: Der er lidt problemer i forhold til OK-24. Det at læse en lønseddel er vanskeligt for mange og i KRL, hvor løndannelse registreres, ser det hæsligt ud for FOA’s grupper.
Der er desværre ikke mange uenighedssager og det tyder desværre på at mange TR accepterer, når lederen siger der ingen penge er og derfor undlader at forhandle lønstigninger.
Der skal derfor fuld damp på omkring OK-24, men det kan komme til at halte lidt, når dataene ikke er i orden.
Der er ikke opsamlet omkring aktivisme m.v., som var det vi brugte LFS’ gruppearbejde på, endnu. Det skal samles op, så vi kan bruge det til inspiration.
Dem der står med uløste problemer om lokal løndannelse, håber det er opfanget.
Bjørn Lind Lynge: Hvordan er det gået med LFS’ lønforhandlinger?
Britt Petersen: I statistikkerne opgøres lokale engangstillæg ikke.
Vi er lønførende i København, også selvom det dækker over at der er store udsving i socialforvaltningen. Handicap- og psykiatriområdet er rimelig lavtlønnede og myndighedsansatte er højere lønnede. Forvaltningen er bekendt med de store udsving.
På almenområdet ser det godt ud. Området er ikke så forskelligt grupperne imellem og lønnen er højere end statistikken på grund af engangstillæggene.
Specialområdet er ikke sammenligneligt med de øvrige områder, hvor vi i forhåndsaftalerne har brugt de penge der blev afsat fra overenskomstforhandlingerne og dermed er vi afhængige af at der forhandles lokalt.
Pia Bah: Min TR fik meget ud af at deltage i løntræffet.
Britt Petersen:
Vi orienterer vores TR om at de skal søge hjælp, hvis de er usikre på lønforhandlingerne. De kan altid ringe herind og få hjælp. Men vi kan selvfølgelig godt se variationerne hos vores TR.
De bedste lønforhandlinger er dem, hvor det på forhånd er aftalt mellem leder og TR hvad der skal kigges på.
Diana W. Jensen: Er det muligt at få engangsbeløbene med i statistikken?
Britt Petersen: Nej og indimellem er det godt, det ikke figurerer i statistikken. Vi ved hvor meget der er forhandlet hjem i engangsbeløb og det er fint.
Helle Haslund: Selvom vi ligger godt i statistikken, skal vi lægge engangsbeløbene oveni.
Jan Hoby: Det er vigtigt I melder ind til os, hvis der er uligheder blandt TR, så vi kan støtte op om dem.
Der er ledere der ringer ind om deres TR, og det er fint.
Britt Petersen: Vi hjælper rigtig gerne med at fjerne sten på vejen for vores TR. Der er nogen der har brug for en ekstra hånd.
Ad 4. Kommunale budgetter
Britt Petersen orienterede om, at budgetaftalen på Frederiksberg indeholder mange besparelser.
Majbritt Kronbøl: Frederiksberg ville lukke dagplejen, men det er gudskelov taget af bordet og de vil nu åbne et gæstehus.
Tårnby og Høje Tåstrup fjerner deres gæstehuse og Albertslund dagpleje er genhuset på grund af skimmelsvamp.
I Furesø kommune er budgettet ikke lukket endnu.
Jan Hoby: Mange kommuner laver ansættelsesstop for resten af 2022.
Der er det laveste antal offentligt ansatte i mange år.
Nogen tænker at velfærden genoprettes, men det er ikke det der foregår. Det er specielt alvorligt på specialområdet.
Antallet af ansatte akademikere stiger i Statens område.
Vi kan ikke vende udviklingen, hvis vi ikke får flere penge til velfærd.
Britt Petersen: I øjeblikket står vi overfor to kriser – stigende energipriser og kommunernes økonomi. Der indgås budgetaftaler med skatteforhøjelser, som ikke er godkendt. Det vil ramme os alle sammen og alle kommuner bliver ramt af det. Det vil ramme os som en boomerang i forhold til budgetaftalen. Pengene vil eventuelt kunne tages af kassen, og det krydser vi fingre for vil ske.
Ad 5. REP – budgetforslag 2023-2024
Britt Petersen: REP-mødet nærmer sig med hastige skridt og vi skal drøfte budgetforslag 2023-2024.
Vores kasserer, Pia Ludvigsen, er på ferie, så vores bogholder, Lisbeth Bjørn Jensen, deltager under dette punkt.
Det finansielle marked er usikkert i øjeblikket.
I budgetoplægget er kontingentindtægterne det samme som sidst.
A-kassen fraflytter LFS den 31. december 2023, som er midt i en REP-periode. A-kassen finansierer flere elementer i LFS, så det vil medføre ændringer i budgettet at de flytter. Der er i FOA’s HB besluttet en overgangsordning, hvor pengene tages af FOA’s formue, og bruges som kompensation for husleje, løn mm. ved A-kassernes fraflytning fra lokalafdelingerne. Vi kender ikke det præcise beløb på refusionen.
Vi står overfor nogle omvæltninger, som kan medføre ændringer i LFS.
Vi har ½ ledig 4. sal, som ikke er udlejet. I budgettet er lejen dog indregnet.
Vi har fjernet de ”buffere” vi tidligere havde i budgettet. Tidligere havde vi to bogholdere og så har vi haft en elev, men nu har vi kun én bogholder. Det fungerer godt, fordi Lisbeth Bjørn Jensen er helt unik og arbejder meget. Tidligere var der afsat penge til to bogholdere i budgettet, men det er der ikke denne gang.
Vi har forsøgt at være forudseende. 3. sal bliver ledig, når A-kassen flytter. Præsteforeningen har været herinde til møde og de vil meget gerne leje 3. sal, når den bliver ledig. Så vi laver et tilsagn om at lejemålet er deres pr. 1. januar 2024. Det er positivt.
Vi har en fordelingsnøgle til kontingenter og årsbidrag. Vi betaler kontingent til FH med flere.
Vi modtager refusion fra AKUT-Fonden, idet vi indberetter TR-kurser og grunduddannelser.
TR-møderne er flyttet ned i kursusregnskabet, da der undervises rigtig meget på TR-møderne.
Omkring kursusaktiviteter har FOA forlænget regnskabet for AKUT-midler på grund af Covid-19. Måske vil det medføre at vi får flere penge derfra, men vi ved det ikke med sikkerhed.
Vi skal reducere vores mødeudgifter, og det kan blandt andet ske ved at vi benytter vores større mødesal A, så vi ikke skal holde mange eksterne møder på grund af pladsmangel.
Martin K.A. Rasmussen: Vi har ofte afholdt TR-møder ude af huset, men det ændres nu med en større sal A.
Britt Petersen: Det er klart at foretrække, at vi afholder TR-møderne i LFS. Der er flere fordele ved det. TR lærer LFS hurtigere at kende og omvendt, og så er der lavere udgift til forplejning m.m.
Vores kantine er en udgift, men det er vigtigt vi har den, blandt andet på grund af afholdelse af uddannelse, møder m.m.
Vi har for første gang i 11 år hævet priserne i kantinen, men det dækker ikke hele udgiften.
Pia Bah: I forhold til de nye lejere, er der færre brugere af kantinen?
Britt Petersen: Nej, der er ikke færre brugere af kantinen. Vores lejere Deloque udvider og deres ansatte har gratis frokost, så de har mange brugere af kantinen.
Vores anden lejer, Deltager Danmark, afholder mange møder i LFS og gør også god brug af kantinen.
Lisbeth Waidtløw: Vi har tidligere afholdt møder ude i byen, men disse afholdes nu i LFS.
Britt Petersen: LFS-Nyt har annonceindtægter og det er positivt. Der er ansat 1,5 person på redaktionen.
Vi er færdige med at afskrive vores ejendom i 2056. Vi har en stor værdi i ejendommen, men det er jo ikke penge til et driftsbudget.
4. sals lejeindtægt er indregnet, selvom det hele ikke er udlejet.
El og varme er en joker i disse tider. Vores MED-udvalg laver en brainstorm om spareforslag. Der bliver tænkt meget over varmeudgifterne.
På vores områder m.m. skal man leve med 19 grader indendørs, så det klarer vi nok også med de hensyn der nu skal tages når det er et gammelt hus.
Helle Haslund: For at varme de øverste etager op i huset, skal der være lidt varmere på de nederste etager, da vi har et gammelt varmeanlæg.
Britt Petersen: Vi ender med et underskud i 2023 på 1,3 mio. kr. og 2,6 mio. kr. i 2024. Underskuddet dækkes af egenkapitalen.
Sakse Ravnskov Andersen: Hvad er egenkapitalen?
Britt Petersen: Den var på 16 mio. kr. Vi har allerede brugt 3 mio. kr. af egenkapitalen til ombygningerne i huset og 2 mio. kr. til dækning af underskud fra sidste REP-periode.
Vi skal bestræbe os på, at udgifter og indtægter matcher i fremtiden.
Vi skal have nogle flere medlemmer. For at skaffe 3 mio. kr. kræver det 1.013 nye fuldtidsmedlemmer.
Sakse Ravnskov Andersen: Det er en medlemsforøgelse på 10%.
Britt Petersen: Vi har gjort det før.
Claus Reffstrup: Det er ikke urealistisk. Vi har været oppe på 12.000 medlemmer inden konflikten.
Ulla Krag: Er det virkelig muligt?
Britt Petersen: Ja.
Majbritt Kronbøl: Dagplejen har en høj organiseringsgrad.
Britt Petersen: Man behøver ikke spare sig ud af det, der er andre muligheder.
Jan Hoby: Antallet er pædagoger falder, mens antallet af pædagogmedhjælpere stiger.
Vi skal alle arbejde med organisering. Der er 3-4.000 potentielle nye medlemmer til LFS.
Britt Petersen: Med HB’s beslutning om det 2-årige forsøg med projektansættelsen på LFS-Nyt, får vi samlet et minus på 5,3 mio. kr. i denne REP-periode, hvis forslaget går igennem.
Ulla Krag: Den projektstilling kan medvirke til at vi får flere medlemmer.
Britt Petersen: Vi bryder os ikke om at budgettere med et minus, og vi har ikke ønsket at fyre folk, men i stedet at sætte fuld damp på organiseringen, så vi får flere medlemmer i LFS. Dermed vil budgetterne kunne hænge sammen.
Ulla Krag: Kunne det være en idé at nedsætte et udvalg?
Britt Petersen: Jeg tænker det nye FU vil have dette som fokuspunkt, så alle kommer til at arbejde med det.
Jan Hoby: For første gang i det fremtidige arbejde på REP, foreslår vi at der oprettes arbejdspladsklubber med fælles fokus. Det er vigtigt alle kommer til at arbejde med det og at vi står sammen. Alle skal gøre lidt mere og strategien er tydelig.
Sakse Ravnskov Andersen: På specialområdet har vi i bestyrelsen afsat penge til organiseringsprojekter m.m.
Britt Petersen: Er der enighed om at budgettet indstilles til REP?
Alle i Hovedbestyrelsen tilsluttede sig at budgetforslaget indstilles til REP.
Britt Petersen: Senere i dag vil I på mail få tilsendt beretningen til REP. Hvis I har rettelser hertil, skal vi have dem senest fredag morgen.
Ad 6. Socialområdet - status
Lisbeth Waidtløw: Hvis vi kan få specialområdet på dagsordenen i forbindelse med Folketingsvalget, vil det være flot.
Psykiatriplanen ventes snart at være færdig.
I min optik burde handicapområdet fylde meget mere end udlændinge i den politiske debat. Det er langt vigtigere.
Helle Haslund: Jeg vil gerne deltage på et bestyrelsesmøde i specialbestyrelsen, så vi kan drøfte kvalificeret fagligt personale til området. Det er svært at fastholde folk, når området tales ned alle vegne.
Jeg håber I forstår dilemmaet med, at vi ikke skal tale området ned hele tiden.
Vi er glade for at hele LFS er med til at løfte specialområdet, da vi ikke kan gøre det alene.
Britt Petersen: Vi kan få hjælp fra vores egne journalister og også fra forbundet.
Jan Hoby: Ja, det er dilemmafyldt. De folk der står i situationen, forsvarer de borgere de passer på.
Vi har et af de mest underprioriterede områder. Nedskæringer, dårligt arbejdsmiljø og en ringe løn, er ikke hvad de unge mennesker søger.
Vi er dog nødt til at reagere, ved forråelse af medarbejdere. Rammevilkårene er for ringe på området.
Jeg taler ikke området ned. Men vi har et rekrutteringsproblem og det skyldes primært politikernes besparelser.
Det er vigtigt vi også taler om det, der gør ondt. Vi skal ikke feje noget ind under gulvtæppet.
Britt Petersen: Vi skal tænke over, hvordan vi gør det smart at kommunikere omkring det. Det er hvad jeg hører.
Lisbeth Waidtløw: Specialbestyrelsen arbejder videre på hvidbogen på handicapområdet. Vi når desværre ikke at lave den færdig inden Folketingsvalget. Det er ærgerligt, for vi har mange gode bud på løsningsforslag.
Britt Petersen: Det ville have været rart, hvis den blev færdig til Folketingsvalget.
Pia Bah: Jeg har arbejdet på almenområdet i 40 år. Som borger hører jeg, at der er tilsagn om at handicap- og psykiatriområdet er udsultet. Men der er, som jeg ser det, gang i noget som vi skal spille med på.
Vi skal hænge medarbejdernes vilkår ud, men ikke medarbejderne.
Martin K.A. Rasmussen: Som faglig organisation skal vi balancere. Det ser værre ud på specialområdet, men almenområdet har også svært ved at rekruttere fagligt dygtigt personale.
Vi skal tænke over hvad vores rolle er. Vores fag giver mening. Det handler ikke om at gå politikernes ærinde. Der er to retninger, som er nødt til at gå hånd i hånd.
Vi skal passe på med at tale arbejdet ned.
Pia Bah: Forskellen på områderne er, at almen i mange år er blevet tilført ressourcer. Det er specialområdet ikke, det er blevet udsultet.
Det handler ikke kun om lønnen.
Jan Hoby: Bevågenhed på området er vigtig. Psykiatriområdet koster 4,5 mia. kr. om året. Politikerne sidder nu og fedter med 600 mio. kr.
Hvor er FOA og alle de andre organisationer? Alle dem der kan gøre noget ved det, handler ikke. Der er larmende tavshed i forhold til at lave ændringer.
Vi skal også tænde lys for området, så det ikke knækker. De gode historier skal selvfølgelig også fortælles.
Det handler om rammevilkårene på såvel handicap- som psykiatriområdet.
Vi har brug for hjælp. Vi kan ikke løfte opgaven alene.
Britt Petersen: Jeg er ikke enig med Pia i, at handicapområdet fylder. Men det gør psykiatrien. Her er de andre organisationer også i gang. Psykiatriplanen bliver formentlig ikke god nok.
Psykisk sygdom kan ramme os alle. Handicap håber man kun rammer naboen.
Psykiatri er ikke længere farligt at tale om, men voksenhandicap er der ingen der taler om. Handicappede fylder ikke og er ikke en magtfaktor her i landet.
København har de ringeste vilkår i 6-by sammenligningerne. Vi har ikke fået tilstrækkeligt og har heller ikke hævet området.
På uddannelsesinstitutionerne fraråder underviserne eleverne at søge ind på handicapområdet, og de unge fravælger området.
Hvordan løser vi problemet? Nogen skal hjælpe med at sælge området, som ikke kun indeholder negative ting. Vi skal finde nogen at sparre med og vi skal have nogle kommunikationsfolk indover. Og så er vi nødt til at få politikerne i tale.
Lisbeth Waidtløw: Har vi gang i noget i forbindelse med Folketingets åbning?
Jan Hoby: Der er planlagt noget før åbningen.
KP er i gang med en uddannelse til specialområdet.
Helle Bak Andersen: Hvis noget skal startes op, er det i aften på jeres generalforsamling det skal aftales.
Lisbeth Waidtløw: Vi har altid aktivisme på dagsordenen.
Ad 7. Gensidig orientering
Britt Petersen: Der er indkaldt til ekstraordinært FOA HB i dag. Der er 2 punkter på dagsordenen; Sammen om Danmark 3 (forslag fra Statsminister Mette Frederiksen) og lønkommissionen. Jeg kender ikke indholdet.
I forbindelse med charteret for arbejdsfællesskaber i Københavns kommune besluttede vi at afholde en konference i 2020. Den er blevet udskudt 6 gange på grund af Covid-19. Den blev så endelig afholdt i fredags. Carsten Brask, som er tidligere FOA-ansat og nu selvstændig konsulent, afholdt et oplæg om relationer, og så havde vi bl.a. leder og 2 personaler fra Støberigade, de gjorde det super, 2 paneldebatter og så afsluttende oplæg med Maja Hasselbo.
Siden charteret, hvor politikerne forpligtede sig til flere ting, er der sket et skred på det sidste, politikerne tager for mange detail beslutninger. Og det er bl.a. gået hårdt ud over skolerne.
Politikerne må gerne tage overordnede beslutninger. Politikerne skal holde sig fra detailbeslutninger og kun beslutte overordnet. Det var mit budskab og det var vigtigt for mig at få det ud.
Sakse Ravnskov Andersen: Jeg har besluttet at jeg på REP-mødet stiller op til kassererposten i FU, og ikke til områdeformand i specialafdelingen.
Jan Hoby: Uge 45 er TRIO-uge på almenområdet.
Deltagere fra specialområdet er velkomne.
Ad 8. Eventuelt
Intet at referere.
Referent: Heidi Holmbjerg