Teksten kan være relevant, f.eks. når der henvises til gamle overenskomster
Referat - HB-møde 24. oktober 2016
Til stede: Britt Petersen, Jan Hoby, Pia Ludvigsen, Claus Refstrup, Olaf Christensen, Tina Malene Hansen, June Andreasen, Thomas Enghausen, Martin K.A. Rasmussen, Martina B. Wellm, Kirsten Løth, Elizabeth Thynov, Anne Angelsø, Jette Christiansen, Lisbeth Waidtløw, Sakse Ravnskov Andersen, Jesper Berring, Birgitte Langballe, Søren Lisberg, Gitte Thøgersen og Nikoline Sørensen.
Afbud: Helle Haslund, Katja Cecilie Sørensen, Annette Mortensen, Pia Bah, Nicki Lykke Jensen, Ulla Børgesen, Majbritt Kronbøl og Birgit Jørgensen.
Næste møde: Den 16. december 2016.
Ad 1. Formalia
Referatet fra det ordinære hovedbestyrelsesmøde den 26. september 2016 blev godkendt.
Ad 2. Status på medlemstallet
Britt Petersen orienterede om medlemstallet, som er det højeste nogensinde.
Vi har bedt om at Frederiksbergs medlemstal kommer særskilt på listen. Det er ikke sket endnu, da der er problemer med IT-systemet, der skal trække dataene ud.
Derfor kommer det først på et senere tidspunkt.
Vi har fortsat 2 faglige sekretærer der udelukkende arbejder med at gennemgå lønaftaler og forhandle løn for pædagogmedhjælpere på Frederiksberg. Deres arbejde er medvirkende til at der vælges flere TR’er, ligesom medlemstallet øges på Frederiksberg.
Vi har aftalt, at vi efter REP-mødet kigger på arbejdsfællesskabet, som også bør være et fællesskab i fagligt regi. Vi har en ambition om at øge vores medlemstal. Selvom det er højt, er det langt fra 100 pct.
Thomas Enghausen orienterede om seminariesamarbejdet. På Campus Carlsberg fungerer deres skemaværktøj fortsat ikke, hverken for de studerende eller for underviserne.
Vi holder normalt et oplæg for dimentenderne, hvilket vi ikke kan i øjeblikket, da vi ikke kan booke lokaler på Campus Carlsberg.
De datoer vi tidligere har modtaget, er blevet annulleret. De nye datoer vi har modtaget, falder sammen med FOA’s kongres og REP-mødet.
Jeg koordinerer med de øvrige områdeformænd om hvem der tager de forskellige møder.
Der er mange der gerne vil ind på Campus Carlsberg. SL og BUPL er ved at undersøge hvad de reelt har gang i derude. Det skal fremadrettet koordineres bedre.
LFS er der udelukkende i forbindelse med dimentenderne.
FOA vil gerne besøge PAU’erne derude. De planlægger et arrangement med en FOA-bus mm.
I forhold til de private institutioner er der kommer mange nye medarbejdere på blandt andet Tiny Tots. Daniel Dreyer og jeg tager en runde og besøger dem i november måned.
Ad 3. ”Indenfor murene”
Britt Petersen orienterede om at kantinen kører på halv kraft på grund af sygdom. Kokken Christian er her ind imellem, men ikke på fuld tid.
Vores kursussekretær, Ea Bram Jensen, er blevet syg. Vi ved ikke hvornår hun vender tilbage.
Iben Andersen, FTR, tager over indtil videre. Det medfører at FTR’erne på almenområdet har meget travlt.
Der starter et nyt TR-grunduddannelses hold i dag, så vi var nødt til at finde en vikarordning.
Ad 4. Kommunale budgetter / omprioriteringsbidrag / velfærdsalliancen
Britt Petersen orienterede om at medierne i dag bringer en del om satspuljemidlerne.
I 2013 blev der udarbejdet en opgørelse af de kommunale tilskud. Opgørelsen viste, at København blev skoldet ved tildeling af midler.
København har 24 pct. af landets misbrugere og hjemløse.
Der blev derfor lavet en varig aftale, som sikrede København 58 mio. kr. af satspuljemidlerne på grund af overrepræsentation af de 2 borgergrupper.
Umiddelbart før økonomiforhandlingerne opsagde ministeriet aftalen pr. 31. december 2016, selvom den var aftalt til at være uopsigelig.
Vi har derfor udarbejdet en fælles udtalelse. Vi ved ikke om det er en kamp vi kan vinde. De 58 mio. kr. er brugt til mange forskellige tilbud.
Der vil være væresteder mm. der skal lukke, hvis finansieringen ikke findes.
Satspuljeaftalen er også aftalen der rummer puljen til psykiatrien. Ved budgetforhandlingerne i København lykkes det kommunen at finde midler til at håndtere 36 farlige borgere, som er udad reagerende og farlige for personalet og andre.
Regeringens bud i forhold til psykiatrien giver slinger i valsen. Kommunerne og Regionerne er ikke enige og det er endt med at høre under Regionerne. Dermed kommer det ind under hospitalslovgivningen.
Der er intern fnidder i regionerne.
Selvom aftalen er landet, er der ikke klarhed omkring retssikkerheden.
Aftalen om et akut psykiatrisk udrykningshold, udføres af Regionerne. Udrykningsholdet kan tilkaldes til håndtering af borgere.
Region Hovedstaden har fjernet udrykningsberedskabet. Nu kan de kun rykke ud fra torsdag-søndag.
Al presse mm. herom er startet herfra. Vi var de eneste der fandt ud af det. Der er ingen tvivl om at aftalen bør ændres.
Sakse Ravnskov Andersen: Der afholdes møde med Sophie Hæstorp Andersen i dag. Forhåbentlig tilbagerulles aftalen enten i dag eller i morgen (hvilket den så også blev!).
Jan Hoby: Der afholdes et landsdækkende møde i Velfærdsalliancen på onsdag.
Der arrangeres demoer i København og Aalborg og der er fastsat en dato for en ny landsdækkende aktion - den 10. maj 2017.
Vi ønsker blandt andet fjernelse af effektiviserings- og produktionskravet på 2 pct.
Op til kommunalvalget den 21. november 2017 vil politikerne formentligt gerne udtale sig.
Det er vigtigt vi handler på budgetterne. Mange af de mindre byer er begyndt på det.
I manges optik er dette budget, budgettet som politikerne går til valg på.
Det er vigtigt der handles lokalt og at fagbevægelsen kommer ud af hængekøjen.
Der er FOA-afdelinger der er meget aktive og afdelinger der ikke er så aktive. Vi må prøve at snakke med dem på FOA’s kongres.
Der skal laves en større arbejdsgruppe, så det hele ikke hænger på os. Velfærdsalliancen er en paraplyorganisation, hvor der ikke er en central ledelse. Lederskabet skal finde sted ude lokalt. Det eneste der bestemmes og er fælles, er datoerne for aktiviteterne.
Omkring ”De syge tar’ ordet”, er 75 pct. for syge til at arbejde, men de tvinges alligevel til det.
Der kan afholdes debatmøder om mange ting under Velfærdsalliancens paraply. Det handler om alt der er et angreb på velfærden.
Vi er begyndt at kræve penge ind. Førstegangspuljen lyder på kr. 140.000. Kr. 30.000 dækker vi selv, men vi har samlet kr. 300.000 ude og svømme. Vi satser på at få kr. 110.000 samlet ind.
Vi er ved at sende breve ud. Velfærdsalliancen har virkelig rykket og udgifterne vil fremadrettet blive minimale.
Der skabes nye traditioner i Velfærdsalliancen.
Birgitte Langballe: God pointe vedrørende socialpolitikken. Det er problematisk med retorikken på området og måden borgerne omtales på og normaliseres. Det er vigtigt at vi fortsætter debatten.
Britt Petersen: Det gør vi. Både i forhold til de psykisk syge og de handicappede. Vi kigger på det fra flere vinkler. Selvom personalet sikres, er ressourcerne utilstrækkelige i forhold til borgerne.
Pia Ludvigsen: I Gentofte kommune havde kommunalpolitikerne i sidste måned besluttet at lukke dagplejen. Forældrebestyrelsen indkaldte derfor til borgermøde og ved 2. behandlingen sker der det fantastiske, at dagplejen alligevel får lov at bestå. Det er et tydeligt bevis på, at det kan betale sig at råbe højt.
Der skal fortsat spares 2 mio. i dagplejen, men den får lov til at fortsætte.
Jan Hoby: Det er interessant med dagplejen i Gentofte. Tiderne ændrer sig. Folk vil ikke finde sig i mere! Der sker virkelig noget i vores samfund i disse år.
Lindegårdens strejke gav også pote. Det er meget positivt.
Ad 5. Revideret udkast til budget 2017-18
Pia Ludvigsen orienterede om det reviderede forslag til budget 2017-2018, hvor ændringen består i en merudgift til rengøring på kr. 100.000.
Dette skyldes at kantinepersonalet ikke mere rengører kantinen, efter udvidelsen heraf, samt at der nu også dagligt skal gøres rent i opgang B, hvor vi nu har 2 lejere.
Hovedbestyrelsen godkendte det reviderede udkast til budget 2017-2018.
Ad 6. REP-mødet den 25.-26. november 2016
Bevilling kr. 25.000 til International Børnesolidaritet
Britt Petersen orienterede om at FU indstiller at International Børnesolidaritet støttes med kr. 25.000 i forbindelse med REP-mødet.
Vi har støttet International Børnesolidaritet i mange år. Alle midler omsættes direkte til gavn for børn og unge i den 3. verden, hvor de arbejder for at styrke børnene til selv at kæmpe for deres rettigheder og bedre livsbetingelser.
International Børnesolidaritet vil gerne deltage på REP-mødet og præsentere noget af deres arbejde.
Hovedbestyrelsen godkendte bevillingen til International Børnesolidaritet.
Fremtidigt arbejde:
Britt Petersen orienterede om at ændringerne nu er kommet med i det fremtidige arbejde.
Jan Hoby: Jeg sender spørgsmålene til gruppearbejdet til hovedbestyrelsen i denne uge.
Kirsten Løth: Det er vigtigt vi har spørgsmålene i god tid. Det fik vi ikke til det sidste REP-møde.
Jan Hoby: I forhold til gruppearbejdet i vandfaldsmodellen, så samler vi gruppearbejdet. Herefter kigger Hovedbestyrelsen på det efterfølgende, på HB-mødet den 16. december 2016.
Ændringsforslag til det fremtidige arbejde afleveres skriftligt til dirigenterne.
Lisbeth Waidtløw: Det er en god idé. Det vil give mere debat i hovedbestyrelsen.
På specialbestyrelsens sidste bestyrelsesmøde meldte Sakse og Jesper sig til gruppearbejdet med vandfaldsmodellen.
Britt Petersen: De fleste af os er sammen i ugen før REP, når vi deltager i FOA’s kongres, så her vil vi også kunne drøfte detaljer i forhold til REP og gruppearbejdet.
Ad 7. Drøftelse af bogen ”Mere bevægelse - fagbevægelsen i fremtiden” ifht. REP 2016
Jan Hoby orienterede om Bjarne Henrik Lundis bog ”Mere bevægelse - fagbevægelsen i fremtiden”, som indeholder flere spændende interviews og giver et godt billede af fagbevægelsens udfordringer.
Vi har ikke tradition for at give gaver på REP, men denne bog kan være en mulighed herfor. Det er interessant læsning og viser hvad fagbevægelsens store problemer er.
Bogen kan indkøbes til REP til en specialpris. Kr. 100 pr. bog.
Olaf Christensen: Jeg stemmer for at vi indkøber bogen til REP-deltagerne. Så kan vi følge op med en temadiskussion i hovedbestyrelsen.
Britt Petersen: Vi har også interesse i at nogen interesserer sig for fagbevægelsen og vil skrive om den. Mange er afhængige af at der skal ske forandringer.
Hovedbestyrelsen godkendte at bogen indkøbes til deltagerne på REP.
Ad 8. HB godkendelse af vedtægtsændring i Standardvedtægterne for fagområderne 2012
Britt Petersen orienterede om at de 3 områders generalforsamlinger foreslår at generalforsamlingerne afholdes i september måned, fremfor i perioden den 15-25. september i lige år.
Hovedbestyrelsen godkendte vedtægtsændringen.
Ad 9. Forslag til HB-mødedatoer i 2017
Britt Petersen orienterede om bilaget med forslag til HB-mødedatoer i 2017.
Hovedbestyrelsen godkendte mødedatoerne.
Ad 10. Gensidig orientering
Britt Petersen orienterede om FOA’s HB-møde den 4.-5. oktober 2016. På dagsordenen var FOA’s oplæg vedrørende organisering, hvori der indgår et velkomstprogram som er helt hen i vejret.
Det er et brandingfirma som har udarbejdet oplægget.
Oplægget er blevet 1. behandlet i HB og vil formentligt blive stemt igennem.
LFS har fået tilføjet YouTube i oplægget, hvilket HB synes var en god idé.
TR er stort set fraværende i oplægget. Vi foreslog at det blev indskrevet, at man kontakter TR på arbejdspladsen.
Jan Hoby: Det er et problem at FOA fortsat entrerer med eksterne firmaer og gentager deres fejl gang på gang. Hvorfor forholder de sig ikke til det primære? Det er altid sekundære emner de beskæftiger sig med.
Man burde presse kandidaterne og spørge ind til hvad vi fremadrettet skal styrke på vores medlemmers arbejdspladser.
Tina Malene Hansen: Jeg bliver irriteret, når jeg hører om det her. Det slår helt skævt ind i vores måde at tænke, arbejde og organisere på. Det provokerer mig. Det kan ødelægge vores arbejde.
Det handler ikke om tykke bøger, men om arbejdet lokalt med TR’erne.
Martin K.A. Rasmussen: Jeg er ikke uenig. Er vi alene med den holdning? Det er problematisk hvis FOA’s HB synes det er en god idé.
Britt Petersen: De aner ikke hvad de skal gøre og gribe i. Derfor ser de andre afdelinger det som en gave, når FOA centralt kommer med sådanne tiltag.
Vi står ofte alene med vores holdninger i FOA.
LFS er den eneste afdeling med stigende medlemstal. Jeg undres over at de ikke er nysgerrige over hvordan og hvad det er vi laver.
Jesper Berring: Tilskrives det ikke at København er en rød kommune?
Britt Petersen: Måske.
Olaf Christensen: Der er forskelle, også holdningsforskelle i FOA’s HB. Der er både små og store afdelinger. Vores afdelings størrelse er meget homogen.
De har et anderledes behov for ting fra centralt hold. Det afspejler sig i diskussionerne i FOA’s HB.
Vi tænker anderledes i LFS. Vores tilgang er anderledes end de øvrige afdelingers.
Kirsten Løth: Strukturelle forskelle. Man kan også kalde det københavneri.
Det er dumt ikke at gøre det, der virker. Københavneri dækker over noget andet.
Jan Hoby: Det handler om forskellige tilgange. Der er plads til forbedringer.
Jeg deltog i et TR-træf i Frederikssund og de ville meget gerne høre om vores erfaringer.
Tingene sker ude på arbejdspladserne og det har de gjort i de sidste 150 år!
Online-aktivisme har sine begrænsninger, specielt hvis folk ikke også mødes face-to-face ved demoer mm.
BBC laver instagram nyhedsopdateringer til unge mennesker. I fremtiden er man nødt til også at være på de medieplatforme, for at fange de unge. Men det kan selvfølgelig ikke stå alene.
Tina Malene Hansen: Når jeg møder andre fra de øvrige afdelinger, ser de os som nogle ”bisser” og ja, måske, men det har vi været nødt til. Vi fastholder aftalerne med arbejdsgiverne og skal være fremme i skoene.
Søren Lisberg: I forhold til forslaget - er det FOA centralt der kontakter nye medlemmer?
Kan vi miste medlemmer ved det? Er vi bundet op på det?
Britt Petersen: Jeg ved ikke hvor det ender. Det er tænkt som en central enhed i FOA, der udsender ting i lokalformændenes navne. Jeg ved ikke om man kan forhindre at de skriver ud, men de skal ikke bruge mit navn - med mindre jeg er enig i det der udsendes.
Vi vil gerne have mailadresse og telefonnumre på vores medlemmer, så vi kan kommunikere med dem. Men disse oplysninger kan andre i FOA også gøre brug af.
Ved indmeldelse gives der tilladelse til kontakt og jeg tror ikke man kan lukke af for det.
Jeg mener det kommer på dagsordenen til FOA’s HB i december måned. Jeg sender oplægget til Jer, når jeg modtager materialet til 2. behandlingen.
Olaf Christensen: Jeg vil opfordre til at en FTR fra LFS går på talerstolen på kongressen.
Britt Petersen: Kongresmaterialet er udsendt. Psykiatrioplægget ved Dennis Kristensen godt at vi er utilfredse med. Dennis spurgte om vi ville rette oplægget til, efter jeg havde været på talerstolen.
Jeg har rettet i oplægget, så det nu kan udsendes. Jeg har meddelt FOA, at det er ok til at være et debatoplæg, men at psykiatrigruppen i LFS er meget utilfredse med det.
Jan Hoby: Forbundet består af mange fagligheder. SOSU kan sagtens trumfe det igennem, men hvilket signal sender det? Det er en vigtig prøve på om SOSU’s medlemstal kan tilsidesættes for psykiatriens velbefindende.
Britt Petersen: Det er ikke SOSU der har udsendt oplægget.
Hospitalstilgangen skal droppes. Der er så mange andre indfaldsvinkler for borgerne. Det er ikke patienter det handler om - det er borgere! Det er vigtigt at vi ikke tænker på ”syge” i et patientforløb.
Hvad er det du ser, når du møder borgeren? Der er sundheds-, patient- og borgertilgangen.
Det bliver en kongresdiskussion ved bordene. Vi indtager talerstolen, hvis det viser sig kun at være en rundbordsdiskussion.
Oplægget skal opsamles af FOA’s HB.
Olaf Christensen: I mange år har vi kæmpet for at få folk fra pædagogisk sektor til at forstå, at SOSU ikke har patent på området.
Dennis Kristensen har faktisk rykket sig på området. Voldspolitikken har han også rykket sig på.
Det er vigtig vi har Dennis som en alliancepartner på dette felt. Den kommende sektor skal diskutere dette fremadrettet. Det kunne have været meget værre.
Jan Hoby: Det er på sin plads at sige, at det er forkert at diskutere på kongressen, da 90 pct. ikke ved hvad det handler om.
Det er vigtigt at alle tager ejerskab. Der skal findes en løsning. Der bør være eksterne eksperter indover, så vi ikke bliver til grin overalt.
Sakse Ravnskov Andersen: Jeg er glad for at vi har fået rettet i det. Oplægget kunne godt være mere modigt - det er et tamt oplæg.
Det er også en stor problematik på arbejdspladserne, så det er fint vi får tydeliggjort at der mangler ressourcer på området.
Britt Petersen: Problemet er at oplægget har været udsendt til eksperter, blot ikke den slags eksperter som vi ville benytte.
Jeg håber at vi efter kongressen kan få flere rettelser ind i det.
I forhold til at de valgte i FOA, skal de afgå ved folkepensionsalderen i henhold til FOA’s vedtægter. Det har vi stillet et ændringsforslag til.
En professor har konkluderet at der ikke er tvivl om at denne vedtægtsregel er i strid med forskelsbehandlings- og ligestillingslovgivningen. Konsekvensen heraf kan være at det udløser 6-9 måneders løn, hvis der kæres sager.
HK har en sag herom i Højesteretten i øjeblikket.
I LFS mener vi at man skal følge professorens anbefalinger. FOA’s HB vil derimod blæse på professorens rapport, idet de mener det står udmærket i vedtægterne i dag.
FOA’s HB vil ligeledes indstille vores forslag til forkastelse. Det er uforståeligt for mig.
Mona Striib spurgte HB om professorens oplæg skulle udsendes til kongressen. Det skabte røre, men det blev trods alt besluttet at oplægget sendes med ud.
Martin K.A. Rasmussen: Hvorfor skal lovgivningen ikke overholdes?
Olaf Christensen: Det har kostet kr. 250.000 at udarbejde rapporten. Vi er meget uenige med FOA’s HB.
Sakse Ravnskov Andersen: Hvornår falder der dom i sagen i Højesteret?
Britt Petersen: Dommen bliver desværre først afsagt efter kongressen.
I forhold til de valgtes løn i FOA er der blevet nedsat et lønudvalg, hvor jeg er blevet medlem.
Vi håber det ender op med at lønnen bremses. Lønnen bliver formentligt ikke sat ned, men et rimeligt lønniveau vil være et godt skridt på vejen.
Vi ved ikke hvor det ender og det kan stadig godt falde til jorden.
Olaf Christensen: Det er ikke sket tidligere, at man har diskuteret et reelt lønstop og det er helt uhørt at Britt er kommet med i lønudvalget.
Det er meget positivt, at der endelig sker noget på dette felt.
I dag deltager jeg i mit sidste Hovedbestyrelsesmøde i LFS. Jeg har været i LFS i 37 år og har valgt at stoppe for at gå på pension.
Jeg afholder afskedsreception den 9. november kl. 14-17.00, hvor jeg håber I har tid og lyst til at komme.
Efter receptionen fortsætter jeg med at arbejde 3 dage om ugen, indtil den 1. april 2017. Der vil finde et overlap sted i et par måneder, med dén der ansættes som min afløser.
Jeg synes at den nuværende struktur i LFS er den mest bæredygtige vi har haft. Vi skal være opmærksomme på vores struktur, hvor vi uddelegerer al reel kompetence til områderne. Det gør også vores Hovedbestyrelsesarbejde anderledes og er medvirkende til at vi får gode tværgående diskussioner.
Lisbeth Waidtløw: I forhold til forhandlingerne af MED-aftalen i Frederiksberg kommune afholdes der møde på onsdag, hvor repræsentanter fra Hovedorganisationen deltager. Der er lagt i kakkelovnen til dette møde. Det handler om at andre organisationer i kommunen er dybt uenige med os.
Britt Petersen: Vi kan ikke nedlægge veto alene.
Jan Hoby: Der er 10 faglige organisationer i LO-gruppen.
Lisbeth Waidtløw: I forhold til suppekøkkenet, som vi afholdt den 14. oktober på Kulturnatten, vil jeg gerne at vi evaluerer på det inden længe.
Selvom der var mange frivillige og det fungerede godt, har vi brug for flere hænder til det arbejde, der ligger forud for arrangementet.
Britt Petersen: Vi vil ikke tvinge nogen til at deltage.
Tina Malene Hansen: Aktivistgruppen og bestyrelsesmedlemmerne bør også involveres.
Lisbeth Waidtløw: Vi skal tale om det i en anden sammenhæng.
Jan Hoby: Det skal være bæredygtigt og vi skal have en snak om det på et senere tidspunkt.
Omkring sprog som pædagogisk redskab er der udarbejdet et aftalepapir. Det var et forsøg på at give plads til det funktionalistiske sprogsyn. Det er aldrig blevet implementeret i institutionerne.
Tiden kan ind imellem ændre på tingene, og der er nu udarbejdet et forståelsespapir.
Lovgivningen siger at der skal være et behov, før man screener.
Det er vigtigt for os, at vi forsøger at minimere sprogscreeningen af børn. Udgangspunktet er, at det er de samme institutioner/områder der har problemerne.
Når aftalen falder på plads, skal institutionerne informeres herom.
Mekaniseringen af børns udvikling bliver forhåbentligt snart stoppet.
Kirsten Løth: Det er interessant at måltallene af hvor mange børn der vurderes, er blevet droppet, da de er tilfredse med tallet. Det må være en erkendelse af, at vi skal en anden vej.
Mange institutioner skal sprogteste, flere end tidligere.
Der er ballade i institutionerne, fordi forvaltningen trækker i en anden retning.
Søren Lisberg: Det er vigtigt at LFS støtter medlemmerne i dette forrykte der foregår. Medlemmerne presses meget af klyngelederne.
De sprogansvarlige fra forvaltningen tager på turné i øjeblikket.
Martin K.A. Rasmussen: Man skal ikke være blind for at mange pædagoger tillægger sprogtestene stor værdi. Mange kan ikke indstille til noget, med mindre der foreligger en sprogtest.
Ad 11. Eventuelt
Intet at referere.
Referent: Heidi Holmbjerg