Teksten kan være relevant, f.eks. når der henvises til gamle overenskomster
Referat – HB-møde 20. juni 2016
Til stede: Britt Petersen, Jan Hoby (fra kl. 10.00), Pia Ludvigsen, Claus Refstrup, Olaf Christensen, Katja Cecilie Sørensen, Tina Malene Hansen, Thomas Enghausen, Nicki Lykke Jensen, Brian Engsig, Ulla Børgesen, Majbritt Kronbøl, Anne Angelsø, Jette Christiansen, Lisbeth Waidtløw, Sakse Ravnskov Andersen og Søren Lisberg.
Afbud: Helle Haslund, Martina Wellm, Magdi Engelstoft, June Andreasen, Pia Bah, Annette Mortensen, Kirsten Løth, Elizabeth Thynov, Per Wibeck Nielsen, Gitte Thøgersen, Birgit Jørgensen og Nikoline Sørensen.
Næste møde: Den 22. august 2016.
Ad 1. Formalia
Referatet fra det ordinære hovedbestyrelsesmøde den 18. april 2016 blev godkendt.
Ad 2. Status på medlemstallet
Britt Petersen orienterede om medlemstallet, som ligger stabilt og højt.
Oversigten med medlemstallet vil fremadrettet blive udvidet med medlemstallet for Frederiksberg. Dette på grund af de mange lønforhandlinger og ressourcer vi bruger på Frederiksberg, så vi løbende kan følge udviklingen via medlemstallet.
Thomas Enghausen orienterede om Professionshøjskolen UCC, Campus Carlsberg, som åbner den 1. september 2016.
Det er tre seminarier der samles på Campus Carlsberg.
Tidligere har vi besøgt hvert af de 3 seminarier 2 gange årligt, hvor vi nu kun skal besøge et sted. Det bliver dog med mange flere studerende, ca. 3-4.000 elever.
Vores pædagogiske assistenter bliver fremadrettet også uddannet på Campus Carlsberg.
Vi skal fremadrettet finde ud af hvordan vi skal samarbejde med de andre organisationer.
BUPL Storkøbenhavn planlægger at være til stede på skolen én gang om ugen. Det har vi ikke ressourcer til i LFS, så vores tilstedeværelse på skolen bliver på anden vis.
Vi har aftalt at vi vil være til stede i Biblioteket, når vi er derude.
Vi fortsætter med dimittendoplæggene, da det er dét der giver mening og medlemmer.
Vi skal mødes med de andre organisationer den 30. juni 2016 og har aftalt, at vi atter mødes om et år og tager ordningen op til revision.
På sigt påtænker vi et samarbejde med PLS, hvor vi vil afholde arrangementer, måske i stil med de nuværende fyraftensmøder.
Det kommer tidligst til at ske i 2017, da Campus Carlsberg selv skal finde på plads først.
Ad 3. ”Indenfor murene”
Britt Petersen orienterede om Specialafdelingen, hvor Hovedbestyrelsen for kort tid siden godkendte oprettelse af en 20-timers stilling.
Der foreligger nu en ny situation, idet Flemming Kjærgaard Andersen har valgt at opsige sin stilling som faglig sekretær i Specialafdelingen pr. 31. juli 2016. Opsigelsen finder blandt andet sted på grund af at Flemming bor på Fyn og bruger meget tid på transport. Han har fået nyt job i FOA, Roskilde afdeling.
Derfor kører Specialafdelingen igen på pumperne og knokler for at løse arbejdsopgaverne på bedste vis.
Da der ikke er et totalt kompetencematch med den nyansatte i 20-timers stillingen, og det er en almindelig faglig sekretærstilling, er det ikke muligt at ansætte hende på fuld tid.
Hen over sommeren vil der ske en del istandsættelser og renoveringer af huset. I må derfor bære over med larm og støv i denne periode.
Huset er løbende blevet istandsat igennem årene, og det gøres når der er penge til det i budgettet.
Der skal lægges nye gulve flere steder i huset, så der er medarbejdere der skal til at pakke deres kontorer ned.
Herudover udvides kantinen med 16 pladser, hvilket der er brug for nu hvor vi har udlejet resten af 3. sal.
Herretoilettet i stueetagen nedlægges og her skal der i stedet være depot. Dametoilettet i stueetagen laves om til unisextoilet og det tidligere depotrum indrettes til rygerum.
Det nuværende rygerum bliver til kantine, hvor der bliver de 16 ekstra pladser.
Der opsættes en handicapstol ved hoveddøren. Det er ikke helt optimalt i forhold til kørestolsbrugere, men her må vi hjælpe hinanden.
Handicapliften udendørs har vi opgivet, idet vi gentagne gange har fået den repareret uden det har løst problemerne med den.
Pia Ludvigsen: Der etableres en rampe fra kantinen og de to trin ned til gangen ved depotet og toilettet. Dette har Arbejdstilsynet påtalt og det bringes selvfølgelig i orden.
Ad 4. Kommunale budgetter/omprioriteringsbidrag/velfærdsalliancen
Britt Petersen: Omprioriteringsbidraget er fjernet og Velfærdsalliancen fortjener stor ros i den forbindelse. Men træerne vokser som bekendt ikke ind i himlen.
I forhold til økonomiaftalen er der positivt nyt for psykiatriområdet. Ministeren, Sofie Løhde, har dog været i flyverskjul under hele sagen fra Lindegården, mens Karen Ellemann har været på besøg på Lindegården og har været i Pressen.
I Regionsaftalen skal der være forslag vedrørende de psykisk syge som botilbuddene ikke kan rumme.
Danske Regioner foreslår et ensidigt Regionstilbud med tvangsordninger fra socialpsykiatrien. Det kan vi absolut ikke tilslutte os. Alt i Serviceloven indeholder ikke tvang.
Det kan nemt ende i et stort slagsmål mellem Regionerne, de forskellige organisationer og foreninger på psykiatriområdet. Vi mener der bør kunne findes et tilbud uden tvang.
Vi er i tæt kontakt med Københavns kommune og socialpsykiatrien.
Samlet set skal Regionerne spare rigtig mange penge.
I kommuneaftalen optræder omprioriteringsbidraget i 2017 som tilbageført, dog mangler der kr. 200 mio. Disse midler skal statsprioriteres og vil herefter ryge tilbage til kommunerne med besked om hvordan de skal prioriteres.
Man kan prioritere anderledes i kommunerne og varsle afsked for kr. 200 mio. og så efterfølgende se om de kan afblæses.
Odense kommune varsler at hver 10. ansatte skal fyres på handicapområdet.
I 2017 skæres der kr. 300 mio. i kommunernes økonomi i administrative effektiviseringer.
Der er en smertegrænse for hvor meget man kan skære i administrationen. Det kan ikke lade sig gøre at spare mere her.
Staten tager kr. 500 mio. i moderniserings- og effektiviseringsbidrag. Herunder hører effektivt indkøb, drift, digitalisering, bedre styring og ressourceudnyttelse mm.
Man kan ikke kalde besparelser for effektiviseringer.
Vi prøver at se på de investeringscases der er i de forskellige forvaltninger. Måske kan disse kaldes for effektivisering?
Man kan lave en måling på beskæftigelsesområdet. Hvis man vil effektivisere skal det kunne ses her i form af reduktion i diverse kontroller m.v.
Tidligere, når man budgetterede vedrørende byggerier, skulle anlægsrammen kun overholdes når man planlagde byggeriet, og ikke når regningen skulle betales. Det laves der om på nu.
Vi har psykisk syge der har brug for nye lokaliteter og det kan blive svært i forhold til de nye regler for byggeri.
B-siderne i Hoved-MED’erne i København mødes på torsdag, da vi har brug for at vide hvad kommuneaftalen reelt betyder for København.
Befolkningssammensætningen i København er ændret inden for de seneste år. Det får betydning for hvordan bloktilskuddene beregnes.
De nye tilflyttere til København er i job, har gode indtægter og er gode skatteydere, hvilket medfører at vi får kr. 150 mio. mindre til de borgere der har det svært (psykisk syge, handicappede m.fl.). Dermed skal der findes kr. 150 mio. inden der skal spares de 500 mio. kr.
Det vil gøre det meget svært at opretholde det niveau vi har i dag.
På mødet i CSO i sidste uge blev vi informeret om at socioøkonomien ændres, så der er kr. 150 mio. mindre i tilskud til det samme antal borgere som vi har i dag.
Tina Malene Hansen: Jeg bliver helt træt. Det kan være svært at forstå.
Selvom omprioriteringsbidraget er væk, skal der spares rigtig mange penge.
Britt Petersen: En besparelse er en besparelse og lig med en reduktion. Velfærdsalliancen kører derfor videre på fuldt blus.
Thomas Enghausen: Den 15. september 2016 afholdes der demonstrationer i 98 kommuner.
De lokale Hoved-MED skal have fremlagt budgetter de kan forstå. De skal vide hvad det kommer til at betyde for deres områder.
Jan Hoby: Nulvæksten skal droppes. Der mangler kr. 200 mio.
Vi skal sige nej til minusvækst.
Problemet er at borgmestrene har skudt sig selv i foden, ved at sige der godt kan spares på administrationen. Men der er ikke mere at spare af, da der er sparet så meget i forvejen.
I forhold til service- og anlægsloftet er det virkelig problematisk, idet det ovenpå mange års besparelser vil være et stort problem.
Politikerne vil helt sikkert forsøge at overtale os til at ”forstå”, at disse besparelser ikke er så slemme.
Vi er nødt til at forklare alvoren i det, så alle kan forstå det. Det bliver slemt i 2018, rigtigt slemt.
Britt Petersen: Det er ikke nu trykket skal lettes i Velfærdsalliancens arbejde. Der skal laves oprør!
Thomas Enghausen: Der har været afholdt TR- og AMR-møde i FOA. LFS afholder aktivistmøde i august måned.
Britt Petersen: Det er vigtigt vi hjælper hinanden på tværs af områderne.
Søren Lisberg: Hvor er FOA henne i alt det her? Dennis Kristensen udtaler sig på dårlig vis og trækker ofte elementer tilbage efterfølgende.
Britt Petersen: Der er også elementer der er lykkes, men det er en økonomisk nedtur.
Jan Hoby: Dennis Kristensen og HK-Kommunal har meldt klart ud.
Britt Petersen: Alle interesserer sig mest for deres egne medlemmer.
Det er vigtigt vi går forrest og sikrer en bredere tilgang.
Olaf Christensen: På psykiatriområdet er det lykkes FOA at slå igennem og der er forhandlinger i gang rundt omkring.
Blandt andet er voldspakken udmærket. Her er samarbejdet med de øvrige organisationer virkelig lykkes.
Britt Petersen: Det tjener et nobelt formål, så vi kæmper videre.
Ad 5. Årsregnskab 2015
Pia Ludvigsen fremlagde årsregnskabet. De skriftlige bemærkninger svarer ikke helt overens med det endelige regnskab, som vi modtog i fredags. Men det er i småtingsafdelingen.
Årsregnskabet ser bedre ud end forventet og viser et overskud på kr. 1.509.483. Da vi havde budgettet med et underskud på kr. 500.000 er det meget positivt.
Vi har modtaget mere end budgetteret i kontingentkroner qua vores øgede medlemstilgang.
Vores portoudgifter har været mindre end forventet, ligesom vi har forbrugt mindre på løn- og personaleudgifter.
På kursusområdet har vi modtaget kr. 176.000 fra Akutfonden.
På LFS-Nyt har der været en besparelse på kr. 400.000, ligesom der er sparet kr. 96.000 ved at skifte trykkeri.
Der har været en mindre besparelse på rengøringen i huset.
Vi har skiftet gulvet i sal A og bruger løbende økonomi på at istandsætte huset. I 2016 vil der også blive brugt penge på istandsættelser.
Samlet set er årsregnskabet meget positivt med overskuddet på kr. 1.509.483.
Hovedbestyrelsen godkendte årsregnskabet og de tilstedeværende hovedbestyrelsesmedlemmer underskrev årsregnskabet.
Ad 6. REP-mødet den 25.-26. november 2016
Britt Petersen orienterede om den fremsendte disposition til det fremtidige arbejde på REP-mødet. Hoveddispositionen er arbejdsfællesskabet.
Jan Hoby: Det er samme skabelon som vi har brugt til de forrige REP-møder. Vi ønsker videreudvikling år for år og har haft succes med MED-organisationen og tillidsdagsordenen.
Hovedbestyrelsen nikkede ja til at der arbejdes videre med dispositionen til REP-mødet.
Ad 7. Ændring af Dagplejeområdets Ledersektions generalforsamling
Britt Petersen orienterede om at Dagplejens Ledersektion har været nødsaget til at afholde deres generalforsamling senere end det vedtægterne foreskriver.
Forretningsudvalget gav Dagplejens Ledersektion en forhåndsgodkendelse, men det er jo Hovedbestyrelsen der skal sige god for det.
Hovedbestyrelsen nikkede ok til det.
Brian Engsig: På Almenområdet havde vi også problemer i forhold til afholdelse af generalforsamlingen inden for de gældende regler.
Britt Petersen: Vi skal kigge på datoerne og have ændret lidt på det til REP-mødet.
Thomas Enghausen: Almenområdet har et ønske om at der kommer til at stå ”september måned”, hvilket vil give flere muligheder for at finde en dato for afholdelse af generalforsamlingen.
Majbritt Kronbøl: I Dagplejen har vi rykket generalforsamlingen på grund af sammenfald med afholdelse af Velfærdsalliancens demonstration den 15. september 2016.
Lisbeth Waidtløw: Jeg er enig i Thomas’ forslag om hele september måned.
Britt Petersen: Vi kigger på det.
Ad 8. Vedtægtsændringsforslag fra Almen Ledersektion
Hovedbestyrelsen godkendte vedtægtsændringsforslaget fra Almen Ledersektion.
Britt Petersen: Når man ikke sætter en øvre grænse, risikerer man at alle generalforsamlingens deltagere kan komme i bestyrelsen.
Vi vil gerne indstille at man sætter en øvre grænse fremadrettet.
Lisbeth Waidtløw: Vi gør det fremadrettet på Specialområdet.
Søren Lisberg: Vi skal også have sat en max. størrelse på. Vi har en min. begrænsning.
Ad 9. Orientering fra HB i FOA den 14. juni 2016
Britt Petersen orienterede om hovedbestyrelsesmødet i FOA.
I forbindelse med FOA’s kongres har jeg bebudet et ændringsforslag fra LFS. Medlemmer af Politisk Ledelse og valgte i sektorerne skal ophøre når de fylder 65 år, hvorimod alle andre er valgbare til de stopper på arbejdsmarkedet.
Folkepensionsalderen er ikke længere 65 år, så det giver ingen mening at de ikke må fortsætte, hvis de har lyst.
I Folketinget må man også gerne blive siddende efter man er fyldt 65 år.
Jeg stiller forslag om at man kan vælges til man går på pension.
Olaf Christensen: Jeg er enig i forslaget.
Jeg er bekymret omkring de andres forslag. Måske vil der komme forslag om at man kan sidde kongresperioden ud.
Vi skal følge det nøje. Der kan komme mange forslag og vi skal ikke havne i en situation, hvor vi ikke kan samle flertal.
Britt Petersen: Alle lovændringsforslag skal være forbundet i hænde inden den 20. august 2016.
Jeg har talt med SOSU og vi skal stikke fingeren i jorden. Vi skal have ændret den paragraf. Hvis folk ikke er kvalificeret, må man stille med modkandidater.
Hvis vi skal stille forslag om løn til de forbundsansatte, skal vi gøre noget ved det nu.
Jan Hoby: Jeg synes vi skal stille et forslag om det nu, selvom det er en tabersag.
Olaf Christensen: Der er mange kroners forskel på Dennis Kristensens løn og de øvrige i Politisk Ledelse. Dennis Kristensen har tidligere sagt at han gerne vil gå ned i løn.
Jeg ville ønske vi kunne gøre noget ved alle de dyre konsulenter de har i FOA. Det kan vi desværre ikke.
Hvis vi stiller forslaget skal vi have konkrete tal på.
Thomas Enghausen: Der blev nedsat en lønkommission efter den sidste kongres. Hvad er der kommet ud af det?
Britt Petersen: Det har været i hovedbestyrelsen i FOA.
Der er forskel på at sætte folk ned i løn og at fastlåse lønnen i stedet.
Dennis Kristensen får kr. 1,4 mio. i løn inkl. pension. Sektorformændene får kr. 650.000.
Jeg foreslår kr. 0 i regulering, så de ikke stiger i løn.
Dennis Kristensen arbejder 24 timer i døgnet, så hans løn er svær at prisfastsæt-te.
Thomas Enghausen: Dennis Kristensen har fravalgt en lønstigning i 2012. Det samme har et par stykker mere i Politisk ledelse. Nogen steg i løn igen fra 2015.
Britt Petersen: Det er deres egen beslutning. Nogen af de valgte blev presset på grund af den beslutning.
Olaf Christensen: På LO-Kongressen blev der stillet forslag om at der kun skulle ske lønstigninger i kroner og øre beløb, fremfor en procentvis stigning.
Mona Striib agiterede for at der kun kunne ske procentstigninger i FOA, hvilket Dennis Kristensen hurtigt skød til hjørne fra talerstolen.
Jeg mener det er kongressen der skal bestemme lønnen og ikke de enkelte der skal frasige sig lønstigninger.
Britt Petersen: Vi laver to forslag og sender dem til FOA.
Brian Engsig: Burde lønnen ikke fastsættes ud fra medlemstallet? FOA’s medlemstal er jo for nedadgående.
Britt Petersen: På hovedbestyrelsesmødet den 14. juni 2016 blev budgettet for 2017 også gennemgået.
Det er en 3-årig periode hvor indtægter og udgifter skal gå lige op.
Kontingentet hæves formodentligt med kr. 2,00 og A-kassen hæves med kr. 5,00.
Budgettet skal godkendes efter sommerferien.
Thomas Enghausen: Blev der talt om Virkelighedens Velfærd? De bruger mange penge på det.
Britt Petersen: FOA, HK, BUPL og Lærerne forsøger sig med en kampagne.
Arbejdet er blevet forsinket, men de har produceret en film, hvor formændene udtaler sig om kommuneaftalen på Facebook.
Der er opfølgning på den 12. maj. Der er mange forslag, hvor ingen af dem umiddelbart kan bruges.
Jan Hoby: Det er forstemmende at alle roser os og vores initiativ, men ingen nævner den 15. september 2016.
FOA samler 1.900 mennesker, men nævner slet ikke den 15. september. Det er vanvittigt.
Dennis Kristensen kunne for eksempel også opfordre til det via Facebook.
Olaf Christensen: Måske burde vi selv melde noget ud vedrørende den 15. september, inden alle går på sommerferie?
Omkring arbejdsmiljødelen, aktioner mm. er jeg med i en arbejdsgruppe som har indflydelse.
Søren Lisberg: Vi skal formidle eksempler på følgerne af besparelserne til forældrene. Vi skal klæde forældrene bedre på.
Der foregår en intern kamp, hvor blandt andet borgmestrene siger til klyngelederne at de skal holde sig væk.
Vi skal sætte mere nærvær på, så forældrene ved hvad det kommer til at betyde for både børn, forældre og medarbejdere.
Jan Hoby: FOLA og KFO er med i Velfærdsalliancen og jeg ved at de har gang i en masse.
Tina Malene Hansen: 124 LFS’ere deltog i stormødet. Mange har efterfølgende udtrykt at de synes det var fedt. Vi forsøgte at gøre det nærværende, men der var nogen der havde misforstået det.
Specialområdet var meget aktive og Mia fra Lindegården gav et rigtigt godt oplæg.
Vi har alle et fælles ansvar for at lave aktionerne.
Jeg er bekymret for om der nogen steder bliver slået ring om dem der laver aktionerne.
Britt Petersen: På FOA’s Hovedbestyrelsesmøde indgik, at Hovedbestyrelsen og TR skal lære mere omkring håndtering af konflikter mm.
Rusten skal slås af, men det kommer der ikke mere handling ud af.
Tina Malene Hansen: Nogle forældre er meget aktive, mens andre ikke rigtigt tør. Det er et lidt broget billede.
Søren Lisberg: Forældrene forstår det først når det skæres ud i pap!
Brian Engsig: Det er tydeligt at forældrene ikke er helt klar over hvad der sker. Jeg har talt med vores forældreråd om hvilken faglighed vi kan levere og hvad det betyder for den kvalitet vi kan levere i institutionerne. Herefter gik det op for dem.
Det har voldsomme konsekvenser. Folk er ikke klar over hvad det kommer til at betyde.
Jan Hoby: Folk ved ikke om det gør en forskel at handle. TR og AMR er altafgørende for succes. Det skal være arbejdspladser og ikke individer der møder op.
Specialområdet skal også op i gear.
Vi beder folk om at melde tilbage om de deltager fra arbejdspladsen.
Vi gør alt hvad vi kan.
Tina Malene Hansen: Vi skal tale med alle, også vores naboer. Vi skal blive ved og ved, også i det små.
Ad 10. Gensidig orientering
Lisbeth Waidtløw: Jeg er med til at forhandle MED-aftalen for Frederiksberg.
Processen har ikke været optimal.
Forhandlingsorganet har nedsat en arbejdsgruppe, som har gjort det svært at overskue arbejdet.
Status er nu, at arbejdsgruppen er blevet nedlagt og at der afholdes formøder på medarbejdersiden.
Jeg deltog ikke i et møde, hvor valg til område-MED blev drøftet. Ledelsen vil at det er medarbejderne der også sidder i lokal-MED. Det er jeg ikke enig i og jeg blev ret upopulær da jeg ytrede dette.
Ledelsen skal ikke kunne bestemme hvem medarbejderrepræsentanterne skal være.
Ledelsen har svært ved at forstå rammeaftalen og MED-aftalen.
Det er virkelig op ad bakke med forhandling af MED-aftalen. Jeg har følt mig alene på min side af bordet. Der hersker en kultur hvor hælene klappes sammen når ledelsen taler. Jeg har dog mødt opbakning fra 3F.
Ingen har opsagt MED-aftalen og den gamle aftale lever ikke op til rammeaftalen.
Der er mange knaster på vejen.
Olaf Christensen har deltaget i nogen af møderne og er heller ikke tilfreds med arbejdsmiljødelen.
Jan Hoby: Vi har nu indkaldt til et hastemøde blandt organisationerne og det skulle vi have gjort for længe siden. Ledelsens stil på Frederiksberg er uacceptabel og det er der enighed om i LO-gruppen.
Alle er trætte af Frederiksberg kommune.
Ledelsen tryner jer og det er ikke et acceptabelt forhandlingsklima.
Vi slår bremsen i og det bliver hurtigt meddelt at processen skal gå om med reelle forhandlinger.
En del af FTF-organisationerne er også enige.
Formanden for Frederiksbergs Lærerforening vil gerne skrive de faglige organisationer ud af aftalen, hvis hun beholder sin stilling.
Lisbeth Waidtløw: Jeg tror hun har fortrudt den udmelding.
Olaf Christensen: Det er umuligt at se en sammenhæng. KL er meget opmærksom på alle reviderede aftaler. De vil gerne forringe MED-systemet.
Uanset de forbedringer der er i den nye aftale, er den ikke god nok.
Det bliver spændende at se hvad FOA vil gøre i den sammenhæng.
Lisbeth Waidtløw: KL er opmærksomme på det.
Sanne Nikolaisen, FOA, og Bente Hammer, KL, deltog i et af møderne. Herefter kom KL med en udmelding om at KL ikke kunne anbefale at organisationerne op-lyses om valg af AMR. Det er hvad vi er oppe imod. KL blander sig i alt og forhandlingsmiljøet er meget giftigt.
Britt Petersen: I forbindelse med de sidste overenskomstforhandlinger blev der lavet et personalepolitisk projekt, hvor MED-udvalg besøges. De vil besøge Kø-benhavn.
Vi har derfor udarbejdet et program, hvor de blandt andet skal møde Mikkel Hemmingsen og jeg. De skal også møde repræsentanter fra BUF’s Hoved-MED og Kultur- og Fritidsforvaltningens Hoved-MED.
Besøget er den 16. december 2016.
Ad 11. Eventuelt
Intet at referere.
Referent: Heidi Holmbjerg