Teksten kan være relevant, f.eks. når der henvises til gamle overenskomster
Referat – HB-møde 18. april 2016
Til stede: Britt Petersen, Helle Haslund (fra kl. 10.05), Pia Ludvigsen, Claus Refstrup, Tina Malene Hansen, Martina Wellm, Pia Bah, Martin Rasmussen, Elizabeth Thynov, Anne Angelsø, Sakse Ravnskov Andersen, Søren Lisberg, Birgit Jørgensen og Nikoline Sørensen.
Afbud: Jan Hoby, Olaf Christensen, Katja Cecilie Sørensen, Magdi Engelstoft, June Andreasen, Annette Mortensen, Thomas Enghausen, Nicki Lykke Jensen, Brian Engsig, Kirsten Løth, Ulla Børgesen, Majbritt Kronbøl, Jette Christiansen, Lisbeth Waidtløw, Jane Skou, Per Wibeck Nielsen og Gitte Thøgersen.
Næste møde: Den 20. juni 2016.
Ad 1. Formalia
Referatet fra det ordinære hovedbestyrelsesmøde den 14. marts 2016 blev godkendt.
Ad 2. Status på medlemstallet
Britt Petersen orienterede om medlemstallet, som ligger stabilt og højt.
Det bliver spændende at erfare om virksomhedsoverdragelsen pr. 1. august 2016 vil få indflydelse på medlemstallet. Vi burde få flere medlemmer, end dem vi mister.
I øjeblikket har vi kontakt med medlemmerne omkring virksomhedsoverdragelsen og deres organisering, så vi hermed sikrer de er organiseret det rigtige sted.
Vi værner om de individuelle rettigheder.
Ad 3. ”Indenfor murene”
Britt Petersen omdelte artiklen ”Privat børnepasning presser pædagogløn” fra Ugebrevet A4 og orienterede om at det er 2 års arbejde, der nu er udmundet i en kæmpe sejr for LFS.
Nu kan kommunerne stille krav om arbejdsklausuler til de private børneinstitutioner.
Inden den 1. juni 2016 skal der være udarbejdet handlingsplaner for implementering af arbejdsklausuler på de forskellige områder i Københavns kommune.
Det vil lette vores arbejde med de private institutioner, da vi tidligere har brugt mange ressourcer på at afholde møder med dem, afholde happenings foran deres lokaler mm.
Endvidere orienterede Britt Petersen om at FU igennem en længere periode har fulgt udviklingen i Specialafdelingen tæt.
FU er nu i den situation, at de ikke kan tage ansvaret for arbejdsmiljøet og serviceniveauet, idet ressourcer og arbejdsopgaver ikke hænger sammen.
Vi har kigget på flere løsningsmodeller i forhold til interne rokeringer, men det er ikke en mulighed. Derfor har vi gennemgået budgettet og har fundet økonomi til en 20 timers ansættelse.
Specialafdelingen har meldt tilbage, at såfremt vi kan strukturere det på en ordentlig måde, vil de meget gerne have en faglig sekretær på 20 timer.
Der er andre i huset der er ansat på tilsvarende vilkår og det fungerer fint.
Vi har talt med TR og andre i huset, så der er styr på det rent formelle, og nu skal stillingen slås op.
Alderssammensætningen på de ansatte i Specialafdelingen er høj, så der vil formentligt ske flere forandringer inden for de næste par år.
Der ansøges om en faglig sekretær/sagsbehandler med speciale i lønteknisk sagsbehandling.
Lønudgiften pr. måned bliver ca. kr. 31.000.
Arbejdsmiljøet og serviceringen af medlemmerne er vigtige parametre, som skal være opfyldt og matche de andre områder i LFS.
Pia Bah: Jeg har fuld tillid til FU og den beslutning de har truffet.
Søren Lisberg: Hænger det sammen med problemerne med forvaltningen?
Britt Petersen: Nej, det er ikke KAS der er problemet.
En institutionssag på Specialområdet er meget omfattende og langt mere tidskrævende end en tilsvarende sag på Almenområdet.
Specialområdet er langt mere komplekst end f.eks. Almenområdet.
Herudover kræver psykiatriområdet mange ressourcer pt., ligesom drabet på Lindegården kræver rigtig mange ressourcer.
Der var i Hovedbestyrelsen enighed om at oprette den nye stilling på 20 timer i Specialafdelingen.
Britt Petersen orienterede herefter om at 3. sal er blevet udlejet pr. 1. maj 2016.
Det er Huset Danmark, som er en udbrydergruppe fra tænketanken CEVEA.
Lokalerne er ved at blive istandsat og vi håber det nås inden den 1. maj. Skulle det ikke være tilfældet, finder vi en midlertidig løsning, hvor de rykker ind på 2. sal.
Der er, i forbindelse med indgåelse af lejemålet, udarbejdet en ½ års plan for optrapning af huslejen, indtil de er på 100 pct.
Ad 4. Kommunale budgetter/omprioriteringsbidrag/velfærdsalliancen
Claus Reffstrup orienterede om at der i forbindelse med Velfærdsalliancens arrangementer har været afholdt møde i Odense. Der var 93 deltagere og de fleste overværede workshoppen omhandlende aktivisme, som Iben Andersen og Tina Malene Hansen fra LFS var ansvarlige for.
Tina Malene Hansen: Der fremkom mange forskellige meninger på mødet. Nogen er mere fagligt aktive end andre.
Der er virkelig grobund for noget og der blev udvekslet mange kontakter på mødet.
Handicapforbundet, FOLA m.fl. er nu også kommet med i Velfærdsalliancen, som vokser støt dag for dag.
Der afholdes aktivistmøde den 27. april 2016.
Britt Petersen: På hovedbestyrelsesmødet i FOA orienterede de Nordjyske kolleger om at de vil tilmelde 11 kommuner.
Søren Lisberg: I København er der flere ledere der diskuterer hvorvidt de må hænge noget op i institutionerne omkring Velfærdsalliancen.
Pia Bah: Det er ikke lederne der skal hænge materialerne op, det er TR’erne.
Tina Malene Hansen: Det blev også drøftet på TR-møderne. Tag fat i forældrebestyrelserne, så lederne ikke får problemer.
Martin Rasmussen: Mange kolleger er i tvivl i forhold til loyalitet og ytringsfrihed. Hvor er grænsen? Jeg forstår godt dilemmaet – det eksisterer også på gulvplan.
Claus Reffstrup: Jeg er enig i at lederne generelt skal passe på, dog ikke i denne sag.
Tina Malene Hansen: Jeg synes man har pligt til at ytre sig. Det er ikke blot et anliggende for Enhedslisten – det er på tværs af alle partier der er enighed omkring dette.
Britt Petersen: Vi har ikke brug for flere sager om ytringsfrihed, så lad endelig forældrebestyrelser med flere deltage.
Søren Lisberg: Ingen skal forhindre mig i at sige min mening – det her handler om mit hjerteblod. Det er en demokratisk proces og jeg vil tage del i diskussionerne med åben pande.
Pia Bah: Rører det ved politikerne i forhold til omprioriteringsbidraget?
Britt Petersen: Der har været afholdt en møderække, hvor S, SF og EL har deltaget.
EL har flere aktiviteter i gang og det bør S og SF også få gang i.
Det er vigtigt de kommunale politikere rykker og ligger pres på.
Op til KL’s topmøde blev der lavet et mandat til KL’s politikere. Det er første gang det er sket.
KL’s direktør sagde i morges, at hvis omprioriteringsbidraget ikke trækkes tilbage, vil det betyde fyringer i kommunerne.
Vi ved ikke hvor det hele ender, men KL taler om at der muligvis ikke laves en kommuneaftale i år og det er i så fald første gang det sker.
Pia Bah: 3-parts forhandlingerne, har det noget med det at gøre?
Britt Petersen: Nej. Hvis det bliver en del af den kommunale økonomi, tager vi diskussionen til den tid.
Vi ligger max. pres på hele tiden.
Ad 5. Orientering fra HB i FOA den 12-13. april 2016
Britt Petersen orienterede om at der i forbindelse med HB i FOA kom en mail fra Dennis Kristensen, som omhandlede et velfærdsinitiativ fra forbundet.
Det er BUPL, Danmarks Lærerforening, HK Kommunal og FOA der er med i dette velfærdsinitiativ.
De planlægger en større demonstration under temaet ”vi vil behandles ordentligt” og ville høre hvad LFS synes om ideen. Vi mener det kunne give mening, dog afhængigt af hvornår det afholdes.
Vi blev spurgt om vi kunne arbejde for en demonstration på Christiansborg ultimo maj/primo juni.
Vi gav Dennis ok til at arbejde videre med ideen. Han har efterfølgende afholdt møde med de andre forbund og de er blevet enige om, at der ikke afholdes en demonstration på denne side af sommerferien.
Der er aftalt et møde med repræsentanter fra Velfærdsalliancen, hvor det skal drøftes om man kan lave noget sammen, eventuelt i forbindelse med Folketingets åbning.
Tina Malene Hansen: Det er vigtigt Velfærdsalliancen går nedefra og op og ikke omvendt.
Britt Petersen: Efter de sidste overenskomstforhandlinger, hvor der var problemer vedrørende uddannelse, har sektorerne arbejdet med uddannelse til alle og beta-ling heraf.
Vi er atypiske i pædagogisk sektor, idet vi gerne vil have uddannelse til alle, men ikke vil have uddannelsespligt for medlemmer der har få år tilbage på arbejds-markedet.
Vi ønsker en ”kattelem”, hvor kompetencer kan have lige så stor værdi som f.eks. pædagoguddannelsen. Her bør vi dispensere og det er der ikke mulighed for i dag. Vi kan f.eks. ikke dispensere de pædagogiske assistenter og det er lidt uforståeligt for de andre sektorer i forbundet.
Omkring 3-partsforhandlingerne og integrationsaftalen har det kommunale område et problem med den lave løn på kr. 49 i timen. FOA vil gerne at vi forpligter os aktivt til ikke at oprette disse stillinger, men hvis det private område ikke opretter nok, er vi nødt til det.
Ydelsen er så lav, da den er målrettet unge utilpassede med ungdomsjobs.
Forbundet afholder kongres den 16-18. november 2016. I den forbindelse var der en diskussion omkring serviceløfterne. Der har været nedsat en arbejdsgruppe, med ret mange deltagere, og de er nu nået frem til afløseren for serviceløfterne.
Der har været en diskussion i KFF omkring ordet robusthed, som står nævnt i mange stillingsopslag og vi har rejst det på et CSO-møde.
Emnet var sat på dagsordenen på FOA’s HB. Her kom der en oplægsholder fra RUC, som koblede robusthed sammen med de to hjernehalvdele og deres måde at arbejde på. Det gav ingen mening, da ideen var en helt anden.
Vi mener det bør omhandle den organisatoriske robusthed og ikke det enkelte individs robusthed.
Pia Bah: På Ledertræffet i september 2016 er robusthed også sat på dagsordenen. Hvad menes der med robusthed i stillingsannoncer? Det er en interessant diskussion og forbundet bør melde en holdning ud.
Helle Haslund: I Socialforvaltningen er robusthed nævnt i almindelige basisstillinger. Vi ønsker at der tales om organisationens robusthed fremfor individuel robusthed.
Britt Petersen: I CSO tog vi emnet op og gjorde det klart, at vi ikke ønsker det ord nævnt i stillingsopslag. Det sender signaler om personlige egenskaber og det vil vi ikke se. Vi holder øje med det.
Direktørkredsen har en anden forståelse af begrebet. Men det ændrer ikke vores holdning om at det skal fjernes fra stillingsopslagene.
FOA benytter sig i høj grad af digital kommunikation og FOA må nu erkende, at folk skal spørges før man sender forskellige tilbud til dem. Markedsføringsloven skal følges.
Derfor skal FOA ændre praksis og spørge deres medlemmer fremadrettet. Dette vil ske via ind- og udmeldelser.
Helt grundlæggende skal man vare sig om hvad man udsender til medlemmerne.
Tina Malene Hansen: Blev der nævnt noget på FOA’s HB om Nordea og skattely? Både FOA og Pensam er kunder hos Nordea.
Britt Petersen: FOA bruger Nordea til nogle af deres bankforretninger, primært i forhold til investeringer.
Det er aftalt, at de investeringer, som nogen NGO’er har bemærket som værende ikke i orden, undersøges nærmere. Hvis det er tilfældet, og Nordea ikke vil ændre på det, flyttes investeringerne.
Det er anderledes for Pensam.
Det er få banker der vil kunne overtage disse investeringer. Udenlandske banker vil f.eks. kunne gøre det. Arbejdernes Landsbank kan ikke, da de ikke har en investeringsafdeling.
Både FOA og Pensam er lydhøre overfor NGO’erne i forhold til investeringerne.
Ad 6. Drøftelse af temaer til REP-mødet den 25.-26. november 2016
Britt Petersen orienterede om at FU har drøftet temaer til REP-mødet. FU’s forslag er at der arbejdes videre med tillidsreformen og arbejdsfællesskaber som fælles tema.
Det giver god mening at arbejde videre med det, ikke mindst fordi det er stadfæ-stet i økonomiaftalen i Københavns kommune, ligesom det også er meget relevant for de medlemsgrupper der er udenfor København.
FU synes der var gode erfaringer med vandfaldsmodellen ved det sidste REP-møde og ønsker at gøre brug af den igen.
Pia Bah: Jeg er enig med FU. Jeg kunne godt tænke mig at vi satte som mål, at vi skal få noget mere håndterbart ud af det. Ellers kan det være lidt svært at tage ejerskab af.
Britt Petersen: Det skal kunne anvendes på lokalt MED-niveau.
Søren Lisberg: Det er jeg enig i. Lederne bør også inviteres i forhold til oplæg fra MED-udvalgene.
Britt Petersen: Det er også meningen, men der har været lidt koks med invitationerne. Almenafdelingens TRIO-møder har dykket ned i det.
Tina Malene Hansen: Det er interessant og giver en rød tråd i arbejdet. I Almen arbejder vi nedefra og op. Det giver god mening at arbejde med vores lokale TRIO, med sigte på at få det ud på arbejdspladserne.
I Almen er det kvartalsmøderne der er arbejdet videre på.
Britt Petersen: Om lidt kommer der en klyngelederprofil på Almenområdet i Kø-benhavn, hvor arbejdsfællesskaber indgår.
Uagtet at det ikke diskuteres alle vegne, er det en god idé. Det arbejder vi videre med.
Har I noget som I tænker bør belyses i beretningen?
Pia Bah: De kommunale budgetter og social dumping. Arbejdsmiljøet skal under det fremtidige arbejde.
Britt Petersen: Vi laver en disposition af emner.
Martina Wellm: Omstrukturering i klyngerne har fyldt meget i Almen. Det er en stor mundfuld.
Pia Bah: Det handler om arbejdsfællesskabet.
Tina Malene Hansen: Arbejdsmiljøet er paraplyen ovenpå det hele.
Pia Ludvigsen: Struktur i de 17 kommuner i dagplejen.
Britt Petersen: Overenskomstforhandlingerne kommer også med, under fremtidigt arbejde. Det samme gør uddannelse.
Ad 7. Gensidig orientering
Claus Reffstrup: Thomas Enghausen og jeg har et møde på onsdag, som forment-lig udmunder i en sag om Lov om forskelsbehandling. Det er Montessori instituti-onen i Ørestaden, som har fyret en medarbejder på grund af dårligt dansk og derefter ansat en ny medarbejder, som ikke er bedre til dansk.
FOA er også med indover sagen.
Vi har 3 medlemmer derude.
Institutionen er ejet af en kvinde fra Sydafrika.
Britt Petersen: Artiklen ”Privat børnepasning presser pædagogløn” fra Ugebrevet A4 er sendt til politikerne i Tårnby.
Helle Haslund: I SOF er der foretaget ”smart-investeringer” på 4 private instituti-oner. Vi har derfor rettet henvendelse til politikerne vedrørende de sociale klausuler og efterfølgende føres der nu tilsyn på institutionerne hver 6. måned.
Britt Petersen: I økonomiudvalget har der været afholdt temamøde i Bo Smith-udvalget, som omhandler embedsførelse ved store sager.
Der tages udgangspunkt i sager i Staten.
Der er udarbejdet en rapport med anbefalinger til kommunerne. Rapporten om-handler 7 dyder til embedsfolk og det nye er, at der kommer et opgør med 0-fejls kulturen.
Tidligere har det været sådan at der ikke laves fejl i Staten og hvis det skulle ske, så har man forsøgt at skjule fejlene.
I den kommunale verden laves der fejl og det skal vi alle lære af.
Hvordan kan den kultur ændres?
I Københavns kommune har vi tillidsreformen, som et kodeks for god og ordentlig embedsførelse.
Sammen med økonomiudvalget har vi haft en diskussion om hvorvidt det er en god idé med et kodeks.
Der er enighed om at rapporten skal ud sammen med tillidsreformen.
Man kan frygte at embedsmændene ikke diskuterer i rammen under tillidsreformen. Man kan også tænke i en sammenskrivning af kodeks for tillidsreformen.
Der er visse dele i dette kodeks der også gælder for dagplejerne og pædagog-medhjælperne. Men hvor langt skal vi ud med dette kodeks? Det vil blive diskuteret i alle kommuner og det er interessant for os alle sammen.
Martina Wellm: Kommunalt eller statsligt?
Britt Petersen: Generelle anbefalinger for et godt kodeks drøftes i økonomiudval-get.
Helle Haslund: På psykiatriområdet er der mange lag i den nationale handleplan.
Københavns kommune stiller et forslag om tværfagligt arbejde, men nogle borgere er problematiske at placere. Måske er der brug for en mellemforms løsning og hjælp på det sted hvor borgeren bor, hvis denne ikke er indlagt.
Vi ønsker flere socialpædagoger på dette felt.
Vi har afholdt møde med Direktionen, som har åbnet op for budgetterne, så der midlertidigt kan tilføres ressourcer til området.
Forvaltningen har indstillet til politikerne at besparelserne for 2017 indstilles.
Britt Petersen: Der blev afholdt møde i CSO i fredags. Jeg bad de andre om at sikkerhed som tema indregnes i budget 2017. Ikke kun i psykiatrien, da der også kan ske ulykker andre steder, blandt andet på hjemløse-, handicap- og misbrugsområdet.
Mange medlemmer sætter livet på spil, når de er på arbejde. Det er også et problem på Almenområdet for de medlemmer der eksempelvis arbejder i Tingbjerg, eller hvor alle banderne huserer.
På Lindegården er der kommet et straks-påbud fra Arbejdstilsynet. Det betyder at de 2 medarbejdere der er på vagt, hele tiden skal have visuel kontakt med hinanden. I flere situationer vil borgerne dermed blive ladt alene og derfor vil der kunne ske utilsigtede hændelser. Derfor kan vi ikke undgå at tale om ressourcer.
Helle Haslund: Budgettet er åbent for alle de psykiatriske bosteder, så det er ikke kun Lindegården det omhandler.
De 2 medarbejdere der blev slået ned på Lindegården, tog tilbage på arbejdet, efter besøg på skadestuen. Ham der slog dem ned, blev indlagt efter han havde været hos politiet.
Socialforvaltningens direktion er opmærksom på, at det ikke kun er på psykiatri-området der er problemer.
Søren Lisberg: Der sker en uhyggelig udvikling for mange medarbejderne i øjeblikket. En ungdomsklub i København er blevet udsat for skyderier.
Britt Petersen: Der er forskellige sikkerhedsmæssige diskussioner der kræves.
Hvis borgere ikke tager deres medicin, opstår der ofte problemer og det bliver utrygt at være på arbejde for medarbejderne.
Det er helt uforståeligt hvordan man kan være dømt til behandling, og så alligevel kunne nægte at tage sin medicin.
Der er ingen der skal være bange for at gå på arbejde.
Der skal laves retningslinier der tilgodeser personalet.
Bemanding og den fysiske indretning er vigtige elementer. Politikerne er nødt til at afsætte penge til flere ansatte og nedsætte regler for den fysiske indretning/de bygningsmæssige forhold.
Det kræver økonomi og det skal ind i budgetteksten.
Helle Haslund: Dennis Kristensen var hurtigt i medierne i forbindelse med drabet på Lindegården. Det er vigtigt vi tænker os om og ligger en mediestrategi, som ikke giver bagslag.
Mange ansattes børn er utrygge når deres forældre går på arbejde.
Vi skal sørge for en god balance i medierne.
Britt Petersen: Vi skal ikke ende der hvor lærerne endte i forbindelse med den nye skolereform, hvor ingen søgte de opslåede stillinger.
Det forholder sig faktisk sådan, at i 99,9 pct. af tilfældene er de ansatte meget tilfredse med deres arbejde.
Martin Rasmussen: Hvor langt ud rækker Bo Smith udvalgets kodeks?
Britt Petersen: Jeg ved ikke hvordan det diskuteres i de forskellige forvaltninger, men det gælder alle.
Pia Ludvigsen: 1. maj falder i år på en søndag. Vores 1. maj arrangement starter i gården kl. 8.00. LFS-koret kommer og synger.
Det er muligvis sidste gang vi afholder det sammen med BUPL, da de har bedt om at få ”rystet posen”. Vi afholder derfor møde i november måned, hvor vi drøfter nye tiltag.
Claus Reffstrup: Der er ingen fra BUPL’s bestyrelse der deltager i arrangementet. Jeg har hørt at de gerne vil bevare det, men blot ændre lidt på det.
Pia Ludvigsen: Vi glæder os over nye tanker i forhold til 1. maj arrangementet og jeg orienterer Hovedbestyrelsen når mødet har været afholdt.
Birgit Jørgensen: Seniorklubben afholder generalforsamling på onsdag.
Britt Petersen: Almen ledersektion afholder generalforsamling den 23. maj 2016, hvor vi også har HB-møde her i LFS. Vi skal derfor beslutte om vi skal aflyse mø-det eller flytte det.
Der var i Hovedbestyrelsen enighed om at aflyse HB-mødet den 23. maj 2016 samt enighed om at såfremt der opstår hastesituationer, kan Hovedbestyrelsen indkaldes til et aftenmøde.
Ad 8. Eventuelt
Intet at referere.
Referent: Heidi Holmbjerg