Referat – HB-møde 24. januar 2022
Til stede:Britt Petersen, Jan Hoby, Pia Ludvigsen, Claus Reffstrup, Helle Haslund, June Andreasen, Bjørn Lind Lynge, Pia Bah, Diana W. Jensen, Martin K.A. Rasmussen, Michael Monberg, Helle Bak Andersen, Elizabeth Thynov, Majbritt Kronbøl, Anne Angelsø, Lisbeth Waidtløw, Sakse Ravnskov Andersen, Eva Kirstine Pedersen og Kasper Bøyen Kirk, PLS.
Afbud: Lillian Møller, Puk Lindgren, Martina Wellm, Emil Solvind, Thomas Seider, Kirsten Løth, Ulla Krag, Gitte Thøgersen og Birgit Jørgensen.
Ad 1.Godkendelse af referatet fra den 27. september 2021
Referatet fra den 27. september 2021 blev godkendt.
Ad 2.Medlemstallet
Britt Petersen orienterede om, at problemet med at organisere pædagogmedhjælpere, nu ses på statistikken. Derfor skal der gøres en større indsats.
Medlemsfaldet er ikke katastrofalt, men vi kan se tendensen måned for måned, og det er på alle fagområder.
Vi skal tale med TR om at lave en ekstra indsats omkring organisering.
Michael Monberg: FOA præsenterer i uge 5 en TR-app og det informeres der om på de kommende TR-møder.
Eva Kirstine Pedersen: Det er vigtigt de er registreret korrekt, så medlemmerne ikke blot står under ”FOA”.
Helle Haslund: Der skal være fokus på de ansvarlige for organisering. På specialområdet er der en del arbejdspladser, der ikke har ansvarlige TR som naturligt står for organisering.
Ad 3.”Indenfor murene”
Britt Petersen orienterede om, at Helle Nørregaard Hansen, der er ansat i special-afdelingen, har opsagt sin stilling for at blive pensioneret. Stillingen er opslået internt og hvis det ikke giver bonus, slås den op eksternt.
Bent Juul, der har været ansat i LFS i mange år, går på seniorpension den 1. april 2022.
Bent er ansat på deltid og har mange og forskellige arbejdsopgaver. Vi har nedskrevet alle Bents arbejdsopgaver og forskellige administrative ansatte har kunnet byde ind på opgaverne.
Alle opgaverne er blevet omplaceret, og Ulf Retsloff bliver primær på IT og mobiler mens LFS-Nyt står for bladet, de sociale medier og web-delen.
Vi får formentligt brug for at ansætte én på deltid, til praktiske opgaver i huset, men det hele ser ud til at kunne løses.
De sidste par år har vi afholdt Almenområdets TR-møder i lokalerne på Rentemestervej. Der er kommet flere TR på Almenområdet.
Da der er et stort ønske om at kunne afholde TR-møderne i LFS, har vi kigget på udvidelsesmuligheder i sal A. Vi får et arkitektfirma til at undersøge hvilke vægge der evt. kan rives ned, så vi kan få mere plads i salen. Det vil I få mere information om senere.
Finansieringen til en eventuel udvidelse af sal A vil blive taget fra egenkapitalen, som har en vis størrelse og sagtens kan bære denne udgift.
Nogle af vores FTR’ere har talt om at PLS’ lokaler kunne bruges til TR-møder, når PLS flytter.
PLS skal fremover dele lokaler med BUPL og fraflytter deres lejemål ultimo marts måned.
Nogle af vores andre lejere, firmaet Deloque, har brug for mere plads og ønsker at overtage PLS’ lejemål og samtidig bibeholde deres nuværende lokaler.
Derfor vil PLS’ lejemål ikke kunne benyttes til TR-møder.
Vi er også ramt af Corona i LFS, ligesom på mange andre arbejdspladser. Heldigvis er der ingen af de smittede der har haft svære forløb.
Ad 4.FOA’s HB-møde den 11. januar 2022
Britt Petersen orienterede om FOA’s HB-møder, der blev afholdt henholdsvis den 11. januar 2022 og den 14. december 2021.
FOA har i lang tid arbejdet på en mobil-app til TR. Planen er at den offentliggøres i uge 5.
App’en indeholder mange informationer om TR’s bagland og er testet og afprøvet af en gruppe medlemmer.
FOA forestiller sig, at TR i dagligdagen løbende kan lave noter på mobilen med spørgsmål fra kollegerne. Problemet herved er, at 90 % af vores medlemmer ikke har mobiladgang i arbejdstiden.
Der bliver lagt vejledninger og videoer op på FOA’s hjemmeside.
Man kan slå sin medlemsliste op på app’en og tjekke medlemskab, omplacere og flytte medlemmer.
Man kan også sende sms og mail via app’en Det kan være brugbart på bl.a. specialområdet.
Næste skridt er, at de gældende overenskomster, som TR repræsenterer, skal være tilgængelige på app’en. Det er jeg betænkelig ved, da der skal knyttes aftaler op på enkeltpersoner.
Ofte færdigskrives overenskomsterne meget sent, og ofte først umiddelbart inden fornyelse af overenskomsterne.
F.eks. er dagplejernes overenskomst nu ved at være klar, som den første.
Men det ligger lidt ude i fremtiden, da det er en stor administrativ opgave.
Helle Haslund: Man skal være opmærksom på de arbejdspladser, der har flere FOA-faggrupper. Vores TR vil også kunne se SOSU, KLS-ansatte m.fl. Så man skal passe på, at man ikke sagsbehandler andres medlemmer eller omvendt.
Britt Petersen: Kongressen i 2023 udvides med én dag på grund af strukturdiskussioner i Hovedbestyrelsens lederskab og sammensætning har været diskuteret.
Nogle HB-medlemmer mener det ville gå bedre, hvis ”nogen” ikke trak suverænitetskortet på Hovedbestyrelsesmøderne. Og det gør jeg jo ind imellem, bl.a. da man drøftede elevkontingentet i afdelingerne, som HB ikke har indflydelse på.
Jeg gider ikke høre mere om, at det er bøvlet, når jeg trækker suverænitetskortet. Der er jo en rigtig god grund, når jeg vælger at gøre det.
Alle FOA-afdelinger har en HB-repræsentant, uanset medlemstal. Men skal alle stemmer tælle for det samme, eller skal det vægtes ud fra medlemstallet i afdelingen?
Jeg ved ikke hvor den diskussion ender.
På HB-mødet i februar skal vi diskutere ledere. Det er meget forskelligt hvor mange ledere afdelingerne har som medlemmer.
Nogen pusler med et forslag om en lederforening i FOA. Det afventer vi et oplæg omkring.
Vi har mange ledere i LFS og har diskuteret ledere ret meget. Ledere er nøglepersoner, som TR og AMR også er det. Det er FOA’s HB ikke enig i. Det er en svær diskussion, da der er meget forskellige tilgange til lederne.
Man kan godt ændre titlen på lederudvalget til en lederforening, og man kan godt lave noget på et overordnet niveau. Men man kan ikke samle alle ledere under ét decentralt.
Herudover drøftede HB Coronasituationen.
Diana W. Jensen: Jeg har været til et møde i FOA tidligere i måneden, hvor der blev spurgt ind til hvad vi mente omkring ledere i FOA. Men det er først nu, efter jeg hører hvad Britt fortæller, at jeg forstår hvad meningen var med spørgsmålene.
Martin K.A. Rasmussen: Hvornår afholdes kongressen?
Britt Petersen: I oktober 2023. Den afholdes i Aalborg.
Jan Hoby: Har FOA drøftet hvordan der er blevet kommunikeret med medlemmerne om corona?
FOA giver udtryk for at SOSU’erne er presset, men nævner aldrig pædagogisk sektors område.
De pædagogiske medarbejdere er max. pressede og har været det længe, men FOA nævner dem ikke på de sociale platforme.
FOA, Pædagogisk sektor, bør komme ind i den digitale tidsalder. Det er stærkt utilfredsstillende at det pædagogiske personale aldrig bliver nævnt.
Britt Petersen: De har været ude på det pædagogiske område, men det er ikke lige så interessant som SOSU.
Jan Hoby: BUPL bruger de store platforme, men det gør FOA ikke.
Martin K.A. Rasmussen: Medlemmerne har indtryk af, at de glemmes på de digitale medier. SOSU-Torben fylder det meste, sammen med BUPL.
Majbritt Kronbøl: På vores instagram skriver vores medlemmer ”hvor er LFS?”.
Sektorformand Kim Henriksen har mere travlt med pædagogisk uddannelse end noget andet.
Britt Petersen: Jeg vil ikke forsvare FOA, da jeg er enig med jer.
Jeg, personligt, er ikke på de digitale medier og er afhængig af at andre er det.
Jan Hoby: Ved OK-24 skal FOA steppe op, hvis det hele ikke skal tabes på gulvet. Synlighed er meget vigtig.
Dennis Kristensen gjorde tidligere arbejdet for os alle, men nu er det anderledes.
Pia Bah: Har vi en repræsentant i FOA’s pædagogiske sektor?
Britt Petersen: Ja, Kirsten Løth og jeg er medlem af pædagogisk sektorbestyrelse.
Pia Bah: Signalet er, at I skal være tydeligere.
Ad 5.FOA’s strategipapir om løn og løndannelse
Britt Petersen orienterede om, at Hovedbestyrelsen tidligere har fået fremsendt FOA’s notat om løn og løndannelse.
Hvad gør vi? Lønkommissionen skal komme med forslag inden sommerferien.
Inden overenskomstforhandlingerne blev der lavet et enighedspapir om hvad der skal diskuteres frem til OK-24.
Der er ikke lang tid til OK-24. FOA har udarbejdet en strategi, hvor TR aktivt er med i diskussionerne om OK-24 og der afholdes et Løntræf i september 2022.
Første oplæg kasserede vi, da det var 5 hele mødedage. Så blev det sat ned til 3 mødedage og nu er det endt på et 2-dagsmøde.
Vi har 135 pladser og kan dermed få 135 TR med. Herudover har vi 8 pladser.
Første udkast blev, udover de 5 mødedage, kasseret, fordi vi skulle svare på hvem der ville ligge i telt eller campingvogn. Det var helt hen i vejret.
Vi vil have sikkerhed for, at vi har repræsentanter med fra alle 3 områder.
Signalet med at samle 2.000 tillidsfolk viser at det menes alvorligt.
Der spekuleres i hvordan og der arbejder både med en plan A og en plan B.
Kommunikationsstrategien er lagt og den er god. Det er dygtige folk der er på sagen.
FOA ved godt, at pædagogerne har et ligelønsproblem. Det er ikke kun på SOSU-området der er problemer.
Ad 6.Rekruttering og fastholdelse – udmøntning af pulje 2022
Britt Petersen orienterede om, at Københavns kommune har afsat 75 mio. kr. til rekruttering og fastholdelse af pædagoger, sygeplejersker og SOSU. Det er de 3 faggrupper med de største udfordringer i forhold til rekruttering og fastholdelse.
Det er en 4-årig pulje.
Pædagogerne i TMF + SUF får ingen udmøntning af midlerne.
I BUF er alle pengene gået til pædagogerne.
I SOF er alle 3 faggrupper, pædagoger, sygeplejersker og SOSU, blevet tilgodeset.
I BUF var der mulighed for at lave mange tiltag, og der kan laves endnu mere i de kommende år.
Der er nedsat en pulje til de nyuddannede (det er der også i SOF).
Der var en lang diskussion omkring de allerede ansatte/fastansatte. Der blev defineret 2 problemområder.
I aldersgruppen 40-53 år er der stor afgang og der er for tidlig afgang i seniorgruppen.
Det blev aftalt, at der gives kr. 15.003 til de nyuddannede og seniorgruppen.
8 års erfaring i Københavns kommune udløser kr. 15.000 i engangstillæg.
Seniorerne var der mange diskussioner omkring. Er det muligt at holde på dem, ved at give dem noget.
Dem på 55, 56 og 57 år, får 2 seniordage. Det ville KS og KL dog ikke være med til. Derfor bliver løsningen på BUF-området, at man skal gå ned i tid, hvad der svarer til 2 arbejdsdage, og så bliver de 2 seniordage til 0-dage.
De 60-årige kan indgå en senioraftale og få 50% af lønnedgangen til start, som herefter udfases.
Ansatte over 65 år, som er på samme timetal, får en bonus på kr. 30.000, hvis de er ansat efter det 65. fyldte år.
Det medfører store udgifter i det første år, men fordi alle med 8 års erfaring medtages nu, er der 14 mio. kr. i 2023, som vi skal lave nye elementer for.
I SOF er der færre penge til pædagogerne.
Alder og erfaringsgrundlaget er anderledes. De er ældre end de ansatte i BUF. Derfor er der ikke penge til erfaringsbonus efter 8 års ansættelse, men først efter 11 års ansættelse.
Der er også nedsættelser for dem der er fyldt 60 år, i forhold til BUF, samme seniorordning med delvis lønopfyld.
Helle Haslund: Til næste år er der ca. 100.000-200.000 kr. tilbage, og vi må se hvad de kan bruges til. Det er ikke mange penge, så vi skal være kreative.
Pia Bah: Man kunne f.eks. give dem med 3 års erfaring. For at holde på en lille gruppe.
Helle Haslund: Vi kan eventuelt også kigge på bostedsområdet. Vi gør hvad vi kan for at pengene bruges.
Britt Petersen: Det er udefra kommende penge, så det skal ikke være en del af reguleringsordningen, derfor engangsbeløbene.
Helle Haslund: Seniordage er svære at lave, da vi ikke er på årsnorm på døgnområdet.
Sakse Ravnskov Andersen: Ser man samme tendenser aldersmæssigt i SOF som i BUF?
Britt Petersen: I er forskellige. Faldet på de 40-53-årige er ikke så markant i SOF, som i BUF.
Helle Haslund: Vi forsøgte om engangsbeløbet kunne rykkes ned til enten 8-9-10 års ansættelse, eller med f.eks. et mindre beløb, men valgte ikke at gøre det.
De 11 års ansættelse er styret af den post penge der var.
Det er også vigtigt med en seniorordning.
Britt Petersen: Pengene er brugt dér hvor der er store udfordringer. Og vi er ikke færdige.
Der er afsat 500.000 kr. til en personalepolitisk konference. Her skal der kigges på de 13 største grupper i København og der skal laves en interviewundersøgelse af dem der holder op. Redegørelsen herfra skal være færdig inden sommerferien.
CSO og Økonomiudvalget mødes den 22. februar til et ekstra møde om Budget 2022.
Helle Bak Andersen: I min klynge spørger de pædagoger der ikke får penge, hvordan vi kan dække dem ind. Kan der findes midler til dem, der ikke får noget denne gang?
Britt Petersen: Vi kan ikke give alle, da der ikke er midler til det, men I kan jo drøfte det i de lokale lønforhandlinger.
Eva Kirstine Pedersen: Den aftale med medført meget negativitet hos os. Der er flere der søger væk. Alle er trætte ovenpå Corona.
Jeg forsøger at forsvare aftalen, men medlemmerne er virkelig sure.
Britt Petersen: Vi skal være opmærksomme på, at senioraftalerne først træder i kraft den 1. januar 2023. Der er kun indgået 15 aftaler p.t., ifølge Københavns opgørelse.
Pia Bah: Jeg har lavet 4 aftaler.
Britt Petersen: Vi skal tale om senioraftaler fremadrettet. Alle skal jo snart arbejde til de er 70 år – hvad kan vi gøre ved det?
Jan Hoby: Den afledte kritik siger noget om de forventninger der er på kvindesagsområdet. Følelsen er, at de er underbetalte.
Alle MED-organisationer kommer til at drøfte senioraftaler.
Der er 400 ubesatte pladser på pædagoguddannelsen. Der er 1.400 under uddannelse og heraf falder ca. 10% fra, og det kommer ikke til at opveje tabet af ordinære pladser.
De pædagogstuderende oplever utilstrækkelige praktiksteder. Opgaven med at uddanne nye pædagoger, tages ikke alvorligt.
Vi skal tænke over hvordan vi tager imod de studerende pædagoger og også huske på, at alle pædagogmedhjælpere kan være kommende pædagoger.
Det er en kæmpe udfordring med manglende personale på det pædagogiske område.
Helle Haslund: Der er en artikel om rekruttering og fastholdelse i det nye LFS-Nyt.
Vi arbejder med argumentation til TR der møder kritik af aftalen.
Projektet TV-02 arbejder med en professionalisering af de praktikansvarlige og fastholdelse af studerende. Det har embedsværket i SOF indset vigtigheden af.
Eva Kirstine Pedersen: Der mangler studerende.
De studerende vi får, har mange krav til mødetider. Der er tidsrum de ikke kan arbejde i, de kan ikke tåle røg, kan ikke tåle katte, kan ikke gå på trapper mm.
Vi gør dem en bjørnetjeneste ved at imødese alle deres krav. De har alverdens forbehold for alle mulige ting!
Diana W. Jensen: Jeg foreslår at alle BUF’s investeringspuljer skal gå til billigere boliger i København. Det er et kæmpe problem. Det er umuligt at finde et sted at bo, hvis man gerne vil arbejde i København. Det bør indgå i rekrutteringssnakken.
Martin K.A. Rasmussen: Mange bliver skuffede, hvis de ikke får del i midlerne.
Som faglig organisation skal vi kunne tale om hvor midlerne kommer fra og hvad er grunden til, at området er blevet tilført midler.
Uretfærdighedsfølelsen kan måske bruges op til OK-24. Vi har jo alle knoklet røven ud af bukserne, men det her handler om rekruttering og fastholdelse.
Vi skal som fag geares til at kigge på opfattelsen af vores fag.
Helle Haslund: Uddannelsesenheden, der skal hjælpe arbejdspladser udenfor København, arbejder på om der også kan findes praktikoptag fra lokalområdet. Der er øget opmærksomhed på det.
Britt Petersen: Boligpriserne er der kig på. Den sidste boligpakke er ikke udmøntet endnu og der kigges hele tiden på hvad vi kan gøre. Det er ikke så klogt at bruge midlerne fra investeringspuljerne, for BUF får flest, og så vil de midler være væk fra institutionerne.
Kan det målrettes faggrupper? Det er svært og det er et stort politisk problem.
Vi blander os i hvor pengene tages fra, men fastholder at Københavns kommune skal sikre billigere boliger.
Jan Hoby: Boligsituationen ændrer sig ikke, hvis politikerne ikke finder den store pung frem.
Jeg har lige været på Ærø, hvor en SOSU’er fortalte mig, at trods lavere løn end i København, havde vedkommende en større disponibel indkomst som bosiddende på Ærø.
Vi skal gøre noget ved, at de unge fravælger job i det offentlige på grund af den ringe løn.
Ad 7.Socialområdet – status
Lisbeth Waidtløw orienterede om bogen ”Værsgo – Opråb fra en pædagog på gulvet”, som er interessant læsning. Bogen sætter ting på spidsen og er god til debat.
Nyvalgte kommunalpolitikere i socialudvalgene i København og Frederiksberg kommune giver vi et eksemplar af bogen.
Den nye socialborgmester i Københavns kommune har også fået bogen.
Helle Haslund: I en gammel investeringsbeslutning på specialområdet om rekruttering og fastholdelse for pædagoger, sygeplejersker og SOSU, er der blevet nedsat en arbejdsgruppe i MED-systemet.
Det tager lang tid at implementere ting og nye arbejdsgange. Det kigges der på i projektet TV-02. TV-02 udløber til næste sommer.
TV-04 kigger på lokalaftaler, løn, arbejdsforhold mm.
Ad 8.Gensidig orientering
Britt Petersen orienterede om at der er indgået en fælleserklæring, der sætter rammen for lokale aftaler i forhold til corona.
Der er lavet en aftale med de pædagogiske konsulenter i Frederiksberg kommune, der hjælper på daginstitutionerne.
Det er udelukkende en frivillig ordning (lederne ville tidligere bruge dem til andre opgaver). Derfor er der kun lavet en frivillig aftale.
I København kommune er vi modtagende organisation. HK, AC og Psykologforeningen er der lavet aftaler med i BUF. De skal kunne udsendes som vikarkorps der kan træde til, når det er svært at bemande institutionerne.
Det er også en frivillig aftale og jeg synes det er flot med sådan en aftale.
Der er også indgået en aftale i Socialforvaltningen om frivilligt merarbejde. Aftalen ligger på hjemmesiden.
Eva Kirstine Pedersen: Der var relativt mange der blev snydt i 1. coronabølge, fordi de ikke opfyldte alle kriterier.
Britt Petersen: Alle aftaler udløber den 23. februar 2022.
Jan Hoby: Kampen mod budgetloven skyder op igen.
KL afholder deres topmøde den 17. marts i Aalborg, og der vil finde en markering sted foran KL i København.
Den 19. maj er demo-dag.
Den kommunale opsparing er oppe på 55 mia. kr. nu og er så stor, at det er et problem.
Lizette Risgaard og Mona Striib har skrevet en kronik, hvori det foreslås at man bruger de 55 mia. kr. Det vil give mulighed for at løfte den offentlige sektor.
I vil snart blive inviteret til demoerne, og I må meget gerne dele opslagene.
Vi håber at alle FOA-afdelinger vil tage medansvar i forhold til budgetloven. Der skal fokus på udsatte borgere, handicappede og på psykiatrien.
Materialet skal lige opdateres, men I vil snart modtage information herom.
Anne Angelsø: Jeg starter på PAU den 7. februar, så det er mit sidste møde i Hovedbestyrelsen for nu.
Ad 9.Eventuelt
Intet at referere.
Referent: Heidi Holmbjerg