Referat af bestyrelsesmøde d.9/2 2021
Afholdt via Teams. Til stede: Anne Grethe, Christa, Kirstine, Tony, Jesper, Michael, Lene, John, Bjørn, Farah, Anne, Ginny, Lisbeth (ref.)
Afbud: Sakse
1) Valg af ordstyrer og referent. Lisbeth
2) Godkendelse af dagsorden. Helle Haslund er inviteret til pkt.4 om SOF, investeringscase TV02 kl.10.30-11. Punktet er derfor fastsat til dette tidsrum.
3) Aktiviteter, herunder status på OK21
- Bogudgivelse, herunder interview i LFS Nyt, online foredrag m/forfatteren. Hvis alt går efter planen, vil bogen ”Værsgo – oprør fra en pædagog på gulvet” være klar til udgivelse omkring d.18/2. Lisbeth har kontaktet Anna Louise om at lave et interview med forfatteren, Lars Lohmann, til næste nummer af LFS Nyt, der udkommer i uge 10. I den forbindelse kan vi forhåbentlig arrangere et virtuelt foredrag med Lars som alternativ til en bogreception, som vi jo ikke må afholde grundet restriktioner. Lisbeth arrangerer dette, hvis forholdene tillader det. Måske afventer vi reception til efteråret.
- OK21, herunder ”Løn som fortjent” initiativet (3.000 kr. kampagne). Selvom det ikke er særligt tydeligt i den brede offentlighed, er det altså nu, der aftales rammer for OK21. Generelt har folk en tendens til at blande tingene sammen, men rammen for løn til offentligt ansatte er altså OK21, og rammen for vilkårene og offentlige budgetter er økonomiaftalen med kommunerne, der forhandles til sommer. Vi skal naturligvis være på banen i begge tilfælde, men budskaberne skal være mere tydelige. Torsdag d.4/2 var der derfor arrangeret løn-stafet af KFF, de faglige organisationer i København og Frederiksberg, som en happening i forbindelse med forhandlinger af den økonomiske ramme for OK21. Happeningen foregik under mantraet ”Vi løber hurtigere – lønnen skal følge med”. Græsrodsinitiativet ”Løn som fortjent” kører stadig, og alle opfordres til at dele billeder til kampagnen og bruge hashtags, så det bliver tydeligt via sociale medier, at offentligt ansatte er #3000krMereVærd. John og Lisbeth har sendt en masse breve ud til arbejdspladserne med denne opfordring samt skilte i A4-størrelse. Hvis du eller din arbejdsplads ikke har fået brevet med skiltene, er du velkommen til at henvende dig. Skiltene kan også findes her
- OK21 fortsat. Der er aftalt et resultat for det statslige område, ikke prangende, og procentstigningerne fortsætter. Vi vil fortsætte med at plædere for kronestigninger, da det giver en mere retfærdig fordeling mellem højt og lavt lønnede. Kampagnen om 3.000 kr. har også til hensigt at støtte Mona Striib i hendes rolle som formand for forhandlingsfællesskabet. Der er ikke enighed om krone-kravet, og navnlig de højtlønnede faggrupper er (sjovt nok) ikke tilhænger af denne solidariske model.
- OK21 happening. Fredag d.12/2 kl.13.30-15.00 arrangeres ”Fastelavnshappening foran KL” med faneborg og tøndeslagning, ”vi sprænger rammen”. Michael og Tony stiller op som fanebærere. Alle, der vil deltage, bedes skrive til Kirsten Løth, der koordinerer: kigl@foa.dk.
- 8.marts. LFS, DS, BUPL, SL planlægger igen i år en happening i forbindelse med kvindernes Internationale kampdag d.8/3. Som det ser ud nu, bliver det en SoMe kampagne a la kvindernes sidste arbejdsdag. Lisbeth arbejder med et visuelt udtryk med et ur, der viser tidlig fyraften for kvinder, der jo ikke skal arbejde kl.8-16, når de ikke får samme løn.
- Øvrige aktiviteter. Vi er desværre nødt til at holde igen med øvrige aktiviteter på grund af restriktioner. Selvom vi har talt om virtuelle aktiviteter, vil det indebære en udvidelse af adskillige ”bobler” i situationen, da det kræver fysisk fremmøde af både Lisbeth, oplægsholder og en mulig tekniker.
4) Gensidig orientering (f.eks. MED, HB, TR, SOF, Frederiksberg, faggrupper m.v.)
- TR møder, status på kommende møder. Møder i marts aflyses. Der vil blive afholdt FTR-valg tirsdag d.27/4 samt et oplæg enten fysisk eller virtuelt. Der bliver også kigget på mulighed for at afholde Teams møder for borgercenter netværk. Mange TR savner møderne og undrer sig over, der ikke kan afholdes møder på anden vis. Lisbeth opfordrer til, at man skriver til FU og begrunder dette ønske. Vi havde en længere drøftelse af dette, blandt andet var der undren over, at alle andre møder kan afholdes virtuelt, så det burde TR møder også kunne. Dette kan evt. drøftes i HB. John arbejder på en info mail, der sendes til TR. Vi vender til punktet næste gang.
- SOF, status på investeringscase TV02. Helle Haslund deltog under punktet. En investeringscase går i store træk ud på, at der gives penge til tiltag, der i sidste ende skal være med til at spare penge. Temaet handler om rekruttering, fastholdelse, uddannelse. De involverede faggrupper er pædagogisk personale, sygeplejersker og SOSU’er. Styregruppen består af direktion og ledelse; følgegruppe består af Helle Haslund samt FTR fra SOSU og DSR (Dansk Sygeplejeråd). Vi er meget tidligt i processen, og p.t. foregår der dataindsamling, der skal belyse diverse områder. Vi drøftede forskellige temaer, der er indeholdt i projektet: stillingsopslag, arbejdsmiljø, arbejdsbyrde/borgertyngde, attraktive arbejdspladser, fra deltid til fuldtid, omrokering (muligheder for), omfordeling af ressourcer, professionelle intro forløb, årsager til flow/høj personaleomsætning og meget mere. Helle tog mange noter undervejs og takkede for gode input til det videre forløb. Vi vender tilbage til temaet, når der sker nyt.
- Kommunale kompetencefond, status på brug af midler. John og Lisbeth har haft en drøftelse med Helle Haslund om den principielle tilgang, som vi havde oppe på sidste bestyrelsesmøde. LFS’ holdning er fortsat, at vi godkender disse ansøgninger. Hun er med på den principielle del om, at alle formentlig skal igennem i BCV, men så længe der er midler i fonden, har vi en interesse i, at de går til vores medlemmer. Alternativt får LFS’ medlemmer ingen efteruddannelse eller kurser. Aftalen var oprindeligt gældende for medarbejdere i psykiatrien, men at man i BCV nu udvider tilbuddet, ser vi ikke som problematisk, da der fortsat er ”penge i kassen” til det. Man kan vende det om og spørge, om det principielt ikke ville være forkert, at LFS laver aftale om ansatte i psykiatrien (gældende frem til 2021), men ikke vil godkende samme uddannelse for øvrige ansatte i samme borgercenter? Vi havde en drøftelse omkring vilkår for uddannelsen, da der ikke afsættes nok tid. Derudover er eksamensdelen ret hård for mange, men heller ikke her er der afsat tid. Lisbeth foreslår, at man tager denne del op i lokal MED og afdelings-MED for at drøfte rammer og vilkår, en evaluering af uddannelsesforløbet både lokalt og på centerniveau. Bjørn vil gerne tage emnet op i Hovedbestyrelsen.
- Områderne. De tre områdeformænd havde møde forleden og drøftede OK21 samt det kommende årsmøde d.16/9. Vi ved ikke, hvordan verden ser ud på det tidspunkt, men vi håber, det kan lade sig gøre at afvikle det fysisk. Forslag til oplægsholder: Alexander Von Oettingen, der er medforfatter til bogen ”Pissedårlig pædagogik” (samt Pissedårlig Ledelse og Pissedårlig undervisning). Vi tror, at han med et oplæg om Pissedårlig pædagogik vil kunne favne alle tre områder. Drøftelse af dette forslag.
- Nordisk konference. Lisbeth og Kamilla (Vision Stockholm) har fået mail fra FO/Oslo, hvor Hanne Groseth nu er formand. De foreslår på baggrund af den igangværende pandemi at udsætte efterårets konference til efteråret 2022. De oplever som alle os andre, at mange møder foregår over skærmen, men det vil ikke kunne erstatte fysiske møder. Beslutningen om at udsætte konferencen bunder netop i et håb om, at det kan lykkes at arrangere en fysisk konference der. Bestyrelsen havde en drøftelse omkring tidspunktet; måske er ulige år bedst i forhold til bestyrelsens årshjul? Omvendt vil der gå endnu længere tid, før vi mødes. Bestyrelsen bakker op om beslutning om udskydelse; Lisbeth sender svar til FO/Oslo og Vision Stockholm.
- Frederiksberg. Lisbeth orienterede om møder i arbejdsgruppen om fortolkning af MED aftalen. Næste møde er d.3/3, men forud for dette møde, vil medarbejdersiden mødes og drøfte sammenhængskraft i MED organisationen. Vi håber at kunne drøfte dette, da det er vigtigt for både ledere og medarbejdere. Selve fortolkningen må blive skudt til hjørne p.t., da vi har svært ved at få en konstruktiv dialog; begge parter står fast på egen tilgang, så der kommer vi ikke videre. Forhåbentlig kan vi komme til en fælles forståelse ved at drøfte, hvad vi hver især forventer os af MED samarbejdet i Frederiksberg.
5) Formidling fra bestyrelsen, herunder status på læserbrev.
Lisbeth har forsøgt at få bragt vores læserbrev, der er underskrevet af de tre formænd fra LFS-special, Socialpædagogerne Storkøbenhavn, DS Region Øst, i henholdsvis Politiken, Berlingske, Kristeligt Dagblad, Information; alle aviser har givet afslag. Vi har mulighed for at bruge vores egne kanaler såsom LFS Nyt, hjemmesiden, Facebook m.v. Hvis vi vælger LFS Nyt, skal vi dog afvente udgivelsen i uge 10 og kan ikke dele det som en udtalelse før da. Bestyrelsen besluttede, at det skal ud hurtigst muligt, så det vil være i form af en udtalelse via hjemmesiden, der kan deles på Facebook. Lisbeth kontakter Lars/SL og Rasmus/DS, så vi kan koordinere deling. Udtalelsen kan evt. være i PDF format med de tre logoer, så der kommer det samme grafiske udtryk uanset, hvor det deles. Ligeledes med en overskrift, der tydeliggør budskabet.
6) Økonomi/bevillinger.
Vi har ikke brugt så mange penge; de største udgifter kommer til at være frikøb til bestyrelsesmøder.
7) Evt.
Christa orienterede om en workshop om journalføring, hvor Kirstine, Anne Grethe og hun deltog i går. Mødet var arrangeret af Amalie Dam Hansen, sundhedspolitisk konsulent i FOA, som er inviteret til at komme med input til en “vejledning om sygeplejefaglig journalføring” fra Styrelsen for Patientsikkerhed. Selvom det som udgangspunkt er møntet på sundhedsvæsenet, kommer også pædagogiske medarbejder ind under anvendelsesområde: offentlige institutioner, fx. bosteder.
Det vil sige, vejledning omfatter således både autoriserede sundhedspersoner og ikke-autoriseret personale, som får overdraget sundhedsfaglige opgaver.
Vi pointerede, at vi ikke anser vores beboere som patienter, og vi bryder os ikke om det øgede fokus på sundhed fra en sygdomsvinkel. Pædagoger har ingen sundhedsfaglig uddannelse. Vi gjorde opmærksom på, at der heller ikke er tid og ressourcer til at sætte sig mere ind i det sundhedsfaglige for at føle sig klædt på til at leve op til det overdragne ansvar ift. fx sundhedsfaglige observationer og risikovurderinger. Ud over det mener vi, at det øgede sundhedsfaglige dokumentationskrav direkte går fra det pædagogiske arbejde med beboerne og dermed fra de fysisk og psykisk sundhedsfremmende indsatser. Det blev nævnt, at der på bosteder for udviklingshæmmede eller psykisk syge er en del andre udfordringer end i sygehusvæsenet, fx anden lovgivning, borgerens inddragelse og habilitet mm.
Christa synes godt om, at vi fik muligheder at komme med input, som Amalie takkede for og lovede at tage med i det videre arbejde.