Arkivmateriale
Teksten kan være relevant, f.eks. når der henvises til gamle overenskomster
Teksten kan være relevant, f.eks. når der henvises til gamle overenskomster
5.9.2013 | Special
Referat af specialbestyrelsesmøde 29/8 2013
Tilstede: Anne, Jane, Torsten, Mathias, Ginny, Jesper, Mia, Lisbeth. Afbud: Per.
- Ordstyrer/referent; Jane/Lisbeth
- Gensidig orientering
- B&U området; inklusion i Folkeskolen har nogle konsekvenser på området i SOF. Eksempelvis på arbejdspladser med interne skoler såsom skole/behandlingshjem; der kan være fuld belægning på døgndelen, men skoledelen har tomme pladser. Det vil på sigt få konsekvenser for de ansatte, navnlig i skoledelen og måske videre ud. Hvordan kan vi løfte diskussionen i vores egen organisation? Har inklusionstanken den ønskede effekt i praksis? Vi burde kunne belyse diverse konsekvenser af inklusion i folkeskolen meget bredt, da vi i LFS har medlemmer i flere forvaltninger (BUF og SOF). Evt. interne drøftelser i LFS, temadag i samarbejde med Almen området? Mia og Lisbeth tager disse spørgsmål op internt i LFS og i de andre områdebestyrelser.
- HB; HB har drøftet det forestående kommunalvalg, og områderne er interesserede i at afholde vælgermøder. LFS’ tillidskonference d.24/9 er startskuddet på kommunalvalgskampagnen. Vi benytter os af parolerne ”den offentlige sektor er den demokratiske sektor”, ”bedre, billigere, mere effektiv og demokratisk”, som vi benytter i ”Visioner fra Maskinrummet”. Frank Jensen brugte ved sidste kommunalvalg parolen ”vi kan gøre det lidt bedre” i forhold til specialområdet. Vi vil bruge de samme ord i år, da vi mener, det fortsat er aktuelt; målet er ikke nået endnu! Vi drøftede også den økonomiske del, hvordan kan vi få tydeliggjort, at besparelser og effektiviseringer har voldsomme konsekvenser, så det ender med ikke at ”kunne betale sig”? Vi afholder suppekøkken på kulturnatten igen, her vil temaet være ”vi kan gøre det lidt bedre”. Vi har brug for frivillige til arrangementet d.11/10; interesserede kan henvende sig til Lisbeth på mail: lisw@foa.dk.
- TR; næste møde i september er sammen med AMR, det kommer til at handle om tillidsdagsordenen.
- MED; der afholdes temadage i PUF (Parternes Uddannelses Fællesskab) regi om tillid og innovation d.20/9. Lisbeth og Mia er tilmeldt. Vi drøftede sammensætning af MED repræsentanter i forhold til MED aftalen samt processen og drøftelserne om dette på baggrund af et konkret eksempel. Bestyrelsen opfordrer MED repræsentanter til at få ført drøftelser og uenigheder til referat, send det ind til Helle Haslund.
- Arbejdspladsbesøg; Mia vil fremover forsøge at holde velkomstmøde med nye TR på arbejdspladsen.
- Aktiviteter
- Fælles årsmøde d.17/9 2013; årsmøde i specialområdet kommer til at stå i ”Tillidsreformens” tegn, og oplægget fra Steen Vallentin vil også være om tillid. Vi regner med at kunne drøfte pointer herfra, når vi mødes i vores respektive områder. Socialforvaltningen har desværre været leverandør af de mest grelle eksempler på unødig kontrol og dokumentation, så her er brug for ekstra fokus. Vi kommer til at tale om direktionens udspil, styregruppens arbejde siden sidste efterår (her sidder blandt andet Helle Haslund) og ikke mindst Meningssamlingen, som er den instans, vi opfordrer vores medlemmer til at henvende sig til med de eksempler på unødig kontrol og NPM styringsredskaber, som tager tiden fra kerneopgaven og borgeren. Vi vil gerne tale om dette så konkret som muligt, så medlemmerne får en oplevelse af, at der sker forandringer til det bedre, og så de får nogle input, praktiske redskaber, inspiration og fornyet håb med hjem fra årsmødet…;) Omdrejningspunktet vil i stor udstrækning være MED strukturen, da der her er de bedste muligheder for inddragelse, medindflydelse og fremtidig planlægning. Bestyrelsen vil også være til stede og modtager gerne forslag til medlemsrettede aktiviteter, som kan understøtte processen i SOF, i centrene og på de lokale arbejdspladser. Bestyrelsen kan desuden fortælle om samarbejdet med ledersektionen på specialområdet; dette samarbejde kan også være med til at styrke arbejdet med tillidsreformen. Vi håber på stort fremmøde til årsmødet. Vi opfordrer deltagerne til at komme med eksempler på afbureaukratisering og mindre dokumentation; Torsten har et godt eksempel, som han fremsender til Lisbeth, da han ikke selv kan deltage i årsmødet. Næste møde afholdes ligeledes i Karens Minde (i cafeen), vi mødes til frokost kl.12 og holder møde til kl.16,herefter årsmøde samme sted.
- Medlemsmøde om borgerens rettigheder i forhold til diverse styringsredskaber, kontroller og dokumentation. Hvilke etiske, moralske dilemmaer opleves i hverdagen? Lisbeth har brug for praktiske eksempler som baggrund for et kursus med Nyhavnsadvokaterne / Institut for menneskerettigheder. Bestyrelsen og andre opfordres hermed til at fremsende eksempler om f.eks. forandringskompasset, hygiejne skemaer og lignende. Fortsættelse følger.
- Skrivekursus; der er p.t. 10 tilmeldte, og der er plads til flere. Mia og Lisbeth tager det med til næste TR møde; det er sendt rundt i TR netværket og ligger på hjemmesiden.
- Nordisk konference i uge 40; Niels deltog under dette punkt. Temaet er ”Hvad sker der i de tre nordiske hovedstæder?”, opgøret med NPM styring. Programmet er næsten færdigt og kommer ud senest i uge 36. Der mangler nogle praktiske detaljer, som vi er ved at få på plads. Jane og Jesper undersøger muligheden for et evt. arbejdspladsbesøg. Program og tilmelding kommer på hjemmesiden. Der vil være deltagere fra Oslo og Stockholm samt fra LFS, SL/Socialpædagogerne og DS/Socialrådgiverne. Bestyrelsen bevilger frikøb i den udstrækning, det viser sig nødvendigt. Vi vil opfordre både bestyrelse, TR og andre medlemmer til at deltage, da der er gode muligheder for erfaringsudveksling og videns deling samt input til det fremtidige arbejde med tillidsreformen, også på et overordnet niveau.
- Suppekøkken; Gammel Torv er reserveret og polititilladelse på plads. Suppen er bestilt og koret vil gerne synge. Der er en halv aftale med ”De Splittergale”, det kommer på plads snarest. Lisbeth kontakter gademusikanterne fra tidligere år. Lisbeth lægger info på lfs.dk. Jesper foreslår at lave en fotostat til arrangementet, bestyrelsen er vild med ideen og vil gerne bevilge frikøb til Jesper, så han kan lave den. Der mangler frivillige til at øse suppe op og tale med forbipasserende. Lisbeth laver en skrivelse, der på forhånd sendes rundt, så alle frivillige er med på, hvorfor vi laver denne happening, hvad der ligger bag. Frivillige melder sig til hos Lisbeth på mail: lisw@foa.dk.
- Konference på Christiansborg d.25/9; LOS (De private sociale tilbud) afholder konference om, hvordan vi styrker undervisningen af de børn, der ikke kan undervises i folkeskolen. Tilmelding via www.los.dk, her kan programmet også ses. Bestyrelsen bevilger 300 kr. (pris for deltagelse) og evt. frikøb for medlemmer, der vil deltage. Torsten og Ginny vil gerne deltage.
- Medlemsmøde om manualbaseret pædagogik; Bestyrelsen drøftede muligheden for at afholde et medlemsmøde med dette tema, dog med en bred vinkel, da temaet lægger op til en debat om faglighed og den fremtidige udvikling (eller afvikling) af vores fag. Fortsættelse følger.
- Håndbog status; Lisbeth medbragte et par udkast til layout. Der mangler fortsat nogle afsnit, jf. forrige referat. Ginny foreslår LFS logo både på forside og bagside. Jesper foreslår evt. vandmærke. Lisbeth ”leger” lidt mere med layoutet. Jesper foreslår at skrive om SYN gruppen, give eksempler på aktioner, happenings (”hjertekager”, postkort til politikere, suppekøkken). Vi tager dette op næste gang.
- Kommunalvalg 2013; Ginny foreslår, at vi samler nogle relevante spørgsmål, herefter opfordrer vi medlemmer (prikker evt. nogen på skulderen), som så deltager på valgmøder og stiller de samme spørgsmål til samtlige politikere. Vi skal finde ud af, hvor der afholdes møder, ligesom vi skal opstille nogle relevante spørgsmål. Lisbeth indsamler spørgsmål, der indsendes til lisw@foa.dk. Vi tager dette forslag med til årsmødet og opfordrer medlemmerne til at sende spørgsmål ind og deltage i vælgermøder. Mia foreslår, at vi i spørgsmålene fletter linjen ind: ”Vi kan stadig gøre det lidt bedre” (hvis vi får lov). Det vil forhåbentlig have ”gentagelses-effekten”, hvis man siger en ting mange gange nok, bliver det nemmere hængende… Vi tager også pointerne fra vores snak i dag med til næste HB møde, hvor der skal træffes beslutning om tema til kommunalvalg 2013. Jane kan ikke deltage til HB mødet d.16/9, så vi skal finde en suppleant allerede nu. Ginny kigger i sin kalender, og vi spørger også Per.
- Formidling fra bestyrelsen; bestyrelsen hilste på ny redaktør af LFS Nyt, Jon Arskog. Vi drøftede samtidig muligheden for en artikel i bladet omkring problematikker med hashrygning på det sociale område med juridiske vinkler på borgerens rettigheder og medarbejdernes forpligtelser. Vi drøftede desuden ”medieskrækken”, hvor nul-fejls-kulturen blandt andet stammer fra. Dette tema ligger åbenbart bestyrelsen meget på sinde, da vi vender tilbage til det ved hvert møde! Vi taler videre med Jon omkring vinklen og gerne med en eller flere konkrete historier. Kontakt gerne Jon via mail: jona@foa.dk.
- Økonomi/bevillinger; bestyrelsen har bevilget frikøb af Jesper til at lave en fotostat til suppekøkkenet. Det vil formentlig være ca.8 timer, materialer og transportudgifter. Bestyrelsen bevilger også frikøb til deltagelse i Nordisk konference i uge 40, samt deltagelse i LOS konference på Christiansborg d.25/9, jf. ovenstående punkter. Vi havde desuden en drøftelse omkring kassererens rolle samt fordele/ulemper ved dobbelt prokura (hvor to personer har lige adgang til en konto). Jane og Lisbeth tager evt. et fælles møde med banken.
- Evt.; FOA kongres 2013 i Odense. FOA yder frikøb; hvis der er spørgsmål til dette, kontakt Lisbeth W.