Arkivmateriale
Teksten kan være relevant, f.eks. når der henvises til gamle overenskomster
Teksten kan være relevant, f.eks. når der henvises til gamle overenskomster
18.6.2015 | Special
Referat af specialbestyrelsesmøde 19/5 2015
- Ordstyrer/referent; Torsten/Lisbeth
- Gensidig orientering
- HB; Der bliver ansat ny redaktør på LFS Nyt, Anna Louise Stevnshøj. Jon Arskog har sagt op, da han rejser med sin familie til USA, hvor hans kone har fået tilbudt en stilling i en treårig periode.
- Der er nedsat en arbejdsgruppe under HB, der skal komme med et udkast til handleplan for det fremtidige arbejde i LFS; her sidder blandt andet de tre områdeformænd. Næste møde i arbejdsgruppen d. 3/6.
- Aktioner mod social dumping; den seneste mod Svanen på Østerbro i sidste uge var en succes med god debat med ”publikum”. Der kommer en artikel i LFS Nyt samt i Østerbro Avis. Det politiske niveau i København har desuden social dumping på dagsordenen, så dette er en god indfaldsvinkel for vores aktioner. Ligeledes er det er argument, at private aktører får samme tilskud til drift som kommunale institutioner, men pengene går ikke til løn, da medarbejderne hverken får pension eller korrekt løn, så de ryger i ejerens lomme.
- Velfærds demo foran KL d. 1/6. Forinden er der arrangeret et TR møde for alle organisationer i HK. Se mere på lfs.dk.
- Loppemarked i LFS d. 30/5.
- TR; Niels og Helle H. har arbejdet med at få et oplæg om det nye vagtplanssystem på næste møde; det er desværre ikke lykkedes. Det vil blive taget op på et senere tidspunkt.
- Spørgeskema undersøgelsen kommer på til TR møderne i juni. Niels orienterede om, at det formelt er Forretningsudvalget, der beslutter temaer på TR møderne. Vi kan som bestyrelse ønske at få drøftet nogle temaer, men vi kan ikke beslutte det i sidste ende.
- Aktiviteter
- VIA (Viden i Anvendelse) v/Jesper, Katja, Niels A. Punktet udsættes.
- Medlemsmøde om radikalisering v/Sakse og Lisbeth. Konferencen er udsat til september/oktober, da vi er kommet i tidsnød i forhold til de praktiske detaljer samt deltagelse af borgmestrene fra BUF, BIF og SOF.
- Spørgeskema undersøgelse v/Niels B. Niels køber programmet i denne uge. Niels er ved at redigere spørgsmålene, som vi blandt andet fandt frem til på faggruppelandsmødet. Niels sender et link ud til bestyrelsen, når spørgeskemaet er klart til at blive testet, så vi alle kan prøve det af.
- Medlemsmøde om Social Story v/Jesper. Punktet udsættes.
- Evaluering af bestyrelseskonference d. 29/4. Oplægget om MED var rigtig godt. Den lille håndbog om MED (FOA) bør deles rundt til alle i MED systemet. Der er bestilt flere håndbøger til omdeling blandt TR’erne. Vi drøftede et evt. oplæg om MED i efteråret eller senere til TR/AMR/Ledere. Spørgeskemaet om MED er en del af arbejdet med at ”tage temperaturen” på, hvordan virkeligheden ser ud. Forslag om at lave en målrettet indsats for næstformændene i MED? Temaet om den nødvendige tid til MED arbejdet er stadig aktuelt. Hvordan får vi vendt bøtten, så ideer/input kommer nedefra?
- Den anden del af dagen med oplæg af Rasmus Willig var interessant og spændende; desværre dalede energien, da vi skulle samle op efterfølgende. Alt i alt en god konference, som vi godt vil overveje at gøre igen; dog skal vi have større fokus på indholdet og planlægningen, så vi undgår ”døde” perioder. Det var dog fint med to forskellige oplæg, selvom de gik i hver sin retning både i forhold til handlingsorienterede input og mere filosofiske indlæg. Det var ærgerligt med de mange afbud og manglende tilslutning, da kontrakten gjorde, at vi har betalt for en del forplejning, som ikke blev spist… Rester af maden blev sendt til Mændenes Hjem, så det ikke gik til spilde.
- Evaluering af Faggruppelandsmøde d. 11.-12. maj, herunder status på håndbog. Vi kommer til at redigere med hård hånd i det nuværende materiale, så blandt andet slettes afsnittene om BR, Socialudvalget, MED strukturen (med navne); det bliver i stedet erstattet af links til de relevante hjemmesider, så vi ikke skal bekymre os om opdatering ved f.eks. kommunalvalg m.m. Der er aftalt, at der i håndbogen fremover skal være to temaer: Kommandoveje og Aktivisme. Hvis man som medarbejder står i en situation/et dilemma, skal man via håndbogen kunne få ideer og forslag til, hvor, hvordan og til hvem man kan henvende sig. Arbejdsgruppen fik lavet en tegning, der illustrerer kommandovejene (de formelle). Vi forsøger at få tegningen ud sammen med referatet. Jesper, Sakse og Lisbeth er tovholdere og kommer med et udkast til resten af bestyrelsen. Vi vender tilbage til punktet.
- Årsmøde i september; Almen vil holde deres årsmøde for sig, da de arbejder med Fremtidens Fritidstilbud, der fylder ret meget. Vi holder derfor som udgangspunkt årsmøde for os selv. Lisbeth kontakter Per Helge for at høre, om han kan komme ud og lave en mini udgave af hans show ”Djøf med løg”. Han er for øvrigt på vej med en opfølger med undertitlen ”Medarbejderne slår igen”. Forslag om at vi præsenterer håndbogen til årsmødet, såfremt der ligger et udkast eller helst et færdigt produkt. Vi drøfter fortsat rammerne for årsmødet, skal vi f.eks. lave ølsmagning, helstegt pattegris, familiedag, sommerfest m.m. Vi vender tilbage til punktet.
- Resonans fra Social Kritik 134 v/Jane; punktet udsættes.
- Evidens v/Niels B., Jesper, Katja; punktet udsættes.
- Mail fra Jon om evt. medlemsmøde (børnehjem i Etiopien); punktet udsættes.
- Formidling fra bestyrelsen, herunder artikel om bestyrelsesarbejdet (Sakse) og opdatering af hjemmesiden (Lisbeth). Sakse har skrevet en rigtig god artikel, som Lisbeth giver respons på. Herefter sendes den rundt i bestyrelsen, inden den kommer i LFS Nyt… Hjemmesiden mangler fortsat at blive opdateret med tekst og billeder af bestyrelsesmedlemmer – I ved selv, hvem I er!! Billede og tekst sendes til Lisbeth. Vi drøftede, hvilken rolle vi som bestyrelse kan have overfor vores medlemmer? F.eks. i forhold til MED, hvordan kan vi understøtte strukturen? Hvordan kan vi bringe os selv i spil? Vi har gang i flere aktiviteter og evt. kommende tiltag såsom årsmøde, sommerfest, vinsmagning, medlemsmøder, fyraftensmøder m.m. Forhåbentlig kommer vi i kontakt med flere medlemmer med disse tiltag. Husk at der altid er mulighed for at benytte LFS Nyt til f.eks. læserbreve eller lignende. Har vi fra bestyrelsens side en slags pendant til ledersektionens debatoplæg omkring tillid? Vi (Torsten) har turneret med oplægget om Tillid i et medarbejderperspektiv på TR møderne. Måske kan vi bruge Rasmus Willigs eksempler på sætninger, hvor medarbejderens kritik vendes til kritik mod medarbejderen selv? Hvad er modsvarene til disse udtalelser?
- Økonomi/bevillinger; ingen bemærkninger til punktet.
- Evt. Sommermødet og frokost med specialafdelingen. Skal vi aftale et tema, vi gerne vil drøfte med afdelingen? Vi vil gerne drøfte, hvordan vi kan understøtte MED strukturen for vores medlemmer, primært TR’erne. Ginny har tilbudt at lægge hus til sommermødet, som er onsdag d. 24/6. Som vanligt afholder vi bestyrelsesmøde kl. 9-13, hvorefter de ansatte i specialafdelingen er inviteret til frokost og efterfølgende debat om MED. Vi tager udgangspunkt i spørgeskemaet til TR’erne, der er udfyldt på det tidspunkt. Lisbeth og Ginny koordinerer de praktisk detaljer omkring forplejning til mødet.