Referat af bestyrelsesmøde d.11/12 2020
Til stede (via teams): Kirstine, Sakse, Anne Grethe, Farah, Lene, Tony, Jesper, Ginny, Bjørn, Christa, Anne, Lisbeth (ref.)
- Valg af ordstyrer og referent
- Godkendelse af dagsorden; vi startede med punkt 8 om bevillinger, så flest muligt kunne deltage i beslutningen om bogudgivelsen.
- Evaluering af repræsentantskabsmødet i november.
Trods corona restriktioner lykkedes det at afvikle repræsentantskabet i november. Det bar præg af at være skåret ned til 1 dag i stedet for 2, men den forudgående mailkorrespondance i vores delegation var medvirkende til, at vi alligevel havde forberedt nogle ændringsforslag, hvoraf nogle også blev stemt ind i det fremtidige arbejde. I det hele taget var der mange gode input fra specialområdets delegation. Navnlig for førstegangsdeltagere var det tydeligt, at der er forskel på områderne i LFS, og specialområdet skiller sig ud ved bl.a. arbejdsvilkår, økonomiske ramme, skiftende arbejdstider, arbejdsmiljø m.v. Der er ikke tydeligt fokus på specialområdet i LFS’ fremtidige arbejde; omvendt er det fremtidige arbejde overordnet og gældende for alle områder og medlemmer. Vi vil gerne i repræsentantskabsperioden være mere proaktive i HB, jf. det faste punkt på HB-dagsordenen: Status på specialområdet. Forud for HB-møderne bør vi på bestyrelsesmøderne drøfte dagsordenen og punktet om specialområdet, så HB-medlemmerne bliver klædt bedre på. På denne måde kan vi løbende følge op på LFS’ fremtidige arbejde, som HB kommer til at arbejde mere med i den kommende periode. Forhåbentlig er der ved næste repræsentantskabsmøde ikke de samme restriktioner, så vi igen kan bruge 2 dage og få mere tid til debat og drøftelser mellem områderne.
- Aktiviteter, status på diverse arrangementer
Lisbeth har ikke kontaktet andre oplægsholdere end Lars Lohmann, da restriktionerne hele tiderne er blevet skærpet siden sidste møde. Det kan dog nås endnu, så vi kan få lavet aftaler f.eks. fra marts eller april måned med virtuelle foredrag og lignende. Lisbeth er fortsat på sagen.
Faneborg mod højere pensionsalder – Stop ved 68. Der er fortsat aktiviteter hver dag. Specialområdet stod for det i mandags, næste uge (51) er det almen og dagplejen, der står for mandag og tirsdags aktiviteter kl.16-17. Long John show kommer igen mandag d.14/12; de var rigtige gode i mandags, det løftede stemningen med musik og sang. Der vil også være Lucia optog. Tirsdag kommer et andet band og leverer musikken (bl.a. Martin ”Kaptajn” Rasmussen fra almenbestyrelsen).
Bestyrelsesseminaret i januar aflyses pga. corona. Der er ikke ledige lokaler i LFS til at afholde vores møde i. Skal vi fastholde mødedatoen og holde mødet via Teams? Vi besluttede at fastholde mådedatoen. Mødet bliver holdt via Teams d.15/1 kl.9-12. Efter nytår sender Lisbeth udkast til dagsorden ud, så alle kan sende eventuelle forslag til Lisbeth, og senest en uge før mødet, fremsender Lisbeth endelig dagsorden samt udkast til referat, så de forskellige punkter på forhånd får mere indhold. Ingen er vilde med disse virtuelle møder, men for at få det bedste ud af dem, må vi stramme os an og være mere skarpe på kortere tid.
- Fremtidigt arbejde
Gennemgang af det fremtidige arbejde, der blev vedtaget på Generalforsamlingen 2020. Hvordan vil vi gribe arbejdet an? Vi vil prøve at tage det i bidder og have temadrøftelser på vores møder. Næste møde i januar vil handle om rekruttering og fastholdelse. Lisbeth laver et oplæg til mødet med disse to vinkler: hvilke udfordringer ser vi, og hvad tror vi kan være mulige løsninger/handlinger? Christa foreslår, at vi tager arbejdsvilkår og arbejdsmiljø med i drøftelsen, da der er en klar sammenhæng mellem disse temaer.
I løbet af 2021 kommer vi også til at planlægge aktiviteter og handlinger i forbindelse med det kommende kommunalvalg. Kirstine orienterede om, at hun har inviteret medlemmer af Socialudvalget til at følge hende på arbejde i en hel dag – når det igen bliver muligt at mødes uden for mange restriktioner. Dette er en rigtig god idé, der gerne må efterfølges. Vi har både en socialborgmester og et socialudvalg, der rent faktisk interesserer sig for området og gerne vil lytte og deltage, når nogen byder ind med konkrete forslag. Mere af det…
- Gensidig orientering (f.eks. MED, HB, TR, SOF, Frederiksberg, faggrupper m.v.)
De nye restriktioner har betydet aflysninger og udskydelse af flere møder og aktiviteter. I LFS er meldingen, at alle så vidt muligt skal arbejde hjemmefra. Efter dagens bestyrelsesmøde kom der en udmelding fra FU/daglig ledelse om, at disse restriktioner og dermed mest muligt hjemmearbejde forlænges i LFS frem til 28/2 2021.
Der afholdes valg til borgercenter MED i næste uge (uge 51). Valg afholdes via Teams.
- Formidling fra bestyrelsen, herunder LFS Nyt, lfs.dk, Facebook m.v.
Julebevillinger er effektueret og nævnt i LFS Nyt.
Lisbeth har talt med en lokal TR, der er gået på efterløn, omkring en mulig artikel eller interview i LFS Nyt, hvor han kan fremkomme med andre vinkler på fagets udvikling end den, han synes kommer til udtryk i forvaltningens artikel, der i øvrigt er delt, før han selv har læst det. Han tænker over dette og vender tilbage, hvis det er relevant.
Ginny har sagt ja til et interview i LFS Nyt, et medlemsportræt, til et kommende nummer. Ginnys vinkel vil være både historisk og kritisk i forhold til rammer og vilkår på handicapområdet før og nu.
- Økonomi/bevillinger, herunder beslutning om bogudgivelse
Forud for mødet i dag har alle modtaget uddrag af bogen Værsgo, skrevet af Lars Lohmann, om pædagogisk praksis og refleksion. Vi har i forvejen besluttet at bevilge penge til udgivelsen, og i dag skal tages stilling til, om vi vil bevilge 10.000 eller 16.000 kr. Ved 16.000 kr. dækkes selve udgivelsen, og vi modtager 10 frieksemplarer af bogen, der f.eks. kan anvendes som gaver ved jubilæer og lignende. Bestyrelsen vil gerne bevilge 16.000 kr. til udgivelsen, Jesper foreslår, vi forhandler os frem til 20 eksemplarer samt et gratis foredrag i forbindelse med udgivelsen i starten af februar 2021. Ginny foreslår, at bogen kan gives som gave/inspiration til politikere.
Søren Zeuth, Working Poor teamet, har sendt en mail med info om en ny bog med samme titel som deres foredrag/billedshow. Bogen kan forudbestilles for 200 kr. (175 kr. ved 10 stk.); har det interesse? Vi vil gerne købe 1 bog, Lisbeth bestiller den.
Undervejs i mødet var der problemer med Lisbeths pc, der lukkede ned, ville ikke genstarte, lyden var elendig. Disse problemer har været tiltagende gennem længere tid, navnlig ”sudden death” problemet har skabt bøvl, så der var enighed om, at der skal indkøbes en ny bærbar pc. Lisbeth går videre med dette.
- Evt.
Bjørn spurgte ind til, hvad retningslinjerne er for at søge midler i den kommunale kompetencefond. Konkret handler det om, at der i et center søges til Recovery uddannelsen, som ledelsen har besluttet, at alle skal have. Er det principielt i orden, at kompetencefondens midler anvendes til kurser, som arbejdsgiveren reelt skulle betale for selv? Vi havde en drøftelse om dette. Lisbeth orienterede om, at der i sin tid (2018) blev lavet aftale om, at midlerne kunne bruges til recovery uddannelse på psykiatriområdet. Dette var blandt andet på baggrund af det store fokus på området (efter drabet på Lindegården) og et forsøg på at løfte den faglige kvalitet på området. Der bliver p.t. forhandlet mellem parterne, at det også kan bruges på udsatte voksenområdet, hvor ansøgninger indtil videre bliver behandlet individuelt, indtil det falder på plads. Lisbeth mener, det trods alt er positivt, at midlerne tilfalder nogle af vores medlemmer, da midlerne i årevis primært er gået til ufaglærte grupper i FOA, men ikke så meget til LFS’ medlemmer. Lisbeth undersøger, hvad status er for forhandlingerne. Vi vender tilbage til dette.