Teksten kan være relevant, f.eks. når der henvises til gamle overenskomster
Delvist låste døre på tre københavnske døgninstitutioner
Socialforvaltningen opretter delvist lukkede afdelinger på tre døgninstitutioner for de mest kriminalitetstruede unge. De tre institutioner er Nexus, Den flyvende hollænder og MultifunC.
De delvist lukkede afdelinger bliver med 1-2 pladser hvert sted, og her kan yderdøre og vinduer låses.
De ansatte vil dermed fysisk kunne tilbageholde et ungt menneske, hvis det skønnes at der i en periode er behov for det for at fastholde ham eller hende i en socialpædagogisk behandling.
Ja det skal være afgørende for denne intensiverede socialpædagogiske behandling at den unge fastholdes.
Den unge er aldrig alene
I denne pædagogiske indsats skal der altid være en medarbejder sammen med den unge. Der er nemlig absolut ikke tale om straf eller isolation, når en ung tilbageholdes på en delvist lukket afdeling.
Tværtimod, vurderer Socialforvaltningen.
Forudsætningen for en tilbageholdelse er at der skal være en risiko for at den unges sundhed eller udvikling vil lide alvorlig skade, hvis han eller hun bliver væk fra institutionen.
Denne risiko kan handle om en kriminel adfærd hos den unge. Den kan også handle om misbrugsproblemer. Eller der kan være andre adfærds- og tilpasningsproblemer hos den unge.
Højst 30 dage om året
Den unge kan højst tilbageholdes fem dage i træk og maksimalt 30 dage om året.
Det er Børne- og Ungeudvalget, der træffer afgørelse om at døgninstitutionen kan tilbageholde en ung på en delvist lukket afdeling.
I praksis er det lederen af institutionen, der på baggrund af denne beslutning vurderer at det sker. Beslutningen skal derefter indberettes som en magtanvendelse.