Arbejdstidsregler og plustid: Kun den store aftale har plustid
Plustid er den store forskel på de to aftaler, som LFS har indgået for det pædagogiske personale i Børne- og Ungdomsforvaltningen i forbindelse med skolereform og personalerokade.
Plustid er arbejdstid, man lægger ud over sin aftalte arbejdstid. I aftalen om plustid skal hver fuldtidsmedarbejder lægge 24 timer mere end fuld tid. For deltidsansatte udregner man antallet af timer.
"Vi kalder det planlagt overarbejde. Når man optjener plustid, har man ret til i den efterfølgende årsnorm at afspadsere en uge", siger Britt Petersen, formand for LFS på møderne med tillidsfolk og ledere den 12. og 13. maj.
Aftalen om plustid gælder kun for medarbejdere på den store aftale, det vil sige det meste af det pædagogiske personale. Dog med undtagelse af klubmedarbejdere og gadeplansmedarbejdere, som har særlige regler.
Fleksibilitet: den kan udbetales
To af de fleksibilitetsmuligheder, der er åbnet for i den nye aftale, er at plustiden dels kan fravælges, dels kan udbetales. Men kun hvis lederen mener det kan lade sig gøre.
For kombinationsansatte skal de to ledere sammen finde ud af, hvor plustiden optjenes, og hvor den kan afspadseres. Det er Britt Petersen fortrøstningsfuld overfor.
"Når man deler en medarbejder har man opgaven at skabe sammenhæng i tiden, så begge parter får det, de skal have."
Læg plustid i starten af årsnormen
Det er vigtigt for institutionerne at de ikke pludselig står med ubrugt plustid, så at sige.
Derfor anbefaler Britt Petersen at man starter årsnormen med plustiden.
"Læg de timer som de første timer i årsnormen, og så tæl ned derfra. Al arbejdstid er arbejdstid."
Hun tilføjer: "Og vær opmærksom på at plustid ikke behøver ligge ud over institutionens arbejdstid, blot ud over den ansattes arbejdstid. Og det kan omfatte alle slags opgaver, fra tid med børnene til møder etc."
Elin Hausle fra Børne- og Ungdomsforvaltningen, som deltog på møderne supplerer: "Opdel ikke tiden i forberedelse, tid med børn etc. Se det hele som opgaver der skal løses, hav en dialog om, hvordan I gør det bedst muligt, og sådan at der er mest mulig tid til kerneydelsen, altså børnene i fokus."
Læs om undervisning her: Arbejdstidsregler: Understøttende undervisning eller eneansvar
Hent powerpoint fra møderne med tillidsfolks og ledere den 12. og 13. maj