Seniorklubben: Fastelavn med tøndeslagning i gården
Seniorklubben i LFS mødte talstærkt op for at slå katten af tønden. Som hvert år.
Det må man lade dem, de kan sandelig holde traditionerne i live og ved lige med festlighed, LFS' Seniorklub!
Igen i år holdt Seniorklubben fastelavn eller hattefest, som de også kalder det, da det er adgangsbilletten ud over medlemsskabet af LFS: en sjov hat, jo sjovere jo bedre.
Og det gælder om at gøre sig umage, for den bedste og sjoveste hat får en præmie.
Samværet er i højsædet
Til festlighed hører også musik. Og som altid var musikken ved Ole og Preben.
En tønde var hængt op i gården mellem to træer, lige til at tampe ned. Også kattekongen fik præmie. Og selvfølgelig var der fastelavnsboller bagefter.
Men det vigtigste var som altid samværet, sammenholdet, venskaberne og kammeratskabet, som Nina Larsen, medstifter af Seniorklubben sagde i 2008, da klubben fyldte 25 år.
Fastelavnsfesten er blot et af de utallige arrangementer, Seniorklubben er vært ved i LFS' hus i Rosenvængets Alle 16. Ud over de mange foredrag er der udflugter og skovture, fælles årlig fødselsdag, filmaftener og den årlige generalforsamling, hvor trådene samles.
Du kan se bestyrelsen og adressen her, hvis du vil melde dig ind.