Evaluering af inklusion: Pædagoger vurderer deres egen succes pænt over middel.
I skolerne ligger det tungere med inklusionen. I hvert fald når lærerne selv vurderer deres succes.
På en skala fra 1 til 5, hvor mener du selv din succes med inklusionsarbejdet ligger?
Det er i alt 6.500 pædagoger, lærere, PPR-ansatte og ledere i 20 kommuner blevet bedt om at evaluere for Undervisningsministeriet.
Svarene afslører tre grundlæggende ting. Dels at ingen af de involverede mener at deres arbejde med inklusion er en fuldstændig succes. Dels at pædagogerne oplever de har større succes med arbejdet end lærerne. Og dels at begge parter oplever de mangler faglig støtte og sparring.
Samarbejde, holdning og ressourcer er vigtige for succes
Mens lærerne svarer med et gennemsnitligt 3, så placerer pædagogerne i dagtilbud deres succes på et 3,5. Ikke det store spring og begge ligger et stykke fra det optimale 5.
Men alligevel. For interessant nok viser undersøgelsen også at jo højere deltagerne vurderer tværfagligt samarbejde, organisering af samarbejdet, kompetencer, ressourcer og generelt holdningen til inklusion, jo bedre synes de selv det går med arbejdet.
Derfor kan rapportens svar give fingerpeg om, hvad der mangler og er brug for mere af for at gøre arbejdet bedre.
Alle børn skal kunne deltage meningsfuldt
For at de mangler noget for at få arbejdet med inklusionen til for alvor at lykkes, det synes både lærere og pædagoger.
Begge parter peger på at de i det daglige arbejde med børnene, i kerneopgaven med andre ord, mangler støtte og faglig sparring.
De oplever begge at de har store udfordringer i forhold til det helt grundlæggende i inklusionen, at skabe mulighed for at alle børn kan deltage i et meningsfuldt fællesskab.
Evalueringen er udarbejdet af Cubion for Undervisningsministeriet. Den danner grundlag for det videre arbejde med inklusion for de 20 kommuner.