Tre stævninger mod Ankestyrelsen skulle der til, før en kvindelig socialpædagog fik tilkendt den rette erstatning
Fire år gik der fra en kvindelig socialpædagog fik førtidspension, til hun fik tilkendt den rette erstatning for erhvervsevnetab. Og der skulle tre stævninger mod Ankestyrelsen til.
Forud var gået to tilskadekomster for den kvindelige SL'er, som sagen drejer sig om. En brand på hendes arbejdsplads og en senere skulderskade. Begge dele i 2007.
Socialpædagogen fik tilkendt helbredsbetinget førtidspension i 2009 efter en række behandlinger.
Arbejdsskadestyrelsen takserede samme år den sidste skade til at udgøre 20 procent varigt mén. Den psykiske arbejdsskade fra branden blev afvist af Ankestyrelsen ved en senere afgørelse.
To stævninger senere
Sagen blev nu overladt til advokatfirmaet Elmer & Partnere, som sendte stævningsudkast mod Ankestyrelsen for at få anerkendt den psykiske tilskadekomst som en arbejdsulykke.
Det gjorde de, men Arbejdsskadestyrelsen takserede kun hendes varige mén til fem procent og ingen erhvervsevnetabserstatning.
Efter et nyt stævningsudkast ændrede Ankestyrelsen sine tidligere afgørelser til det bedre for pædagogen, men hverken advokatfirmaet eller SL var tilfredse.
80 procent i erstatning for erhvervsevnetab
Endelig efter en tredje stævning lige før nytår 2013 ændrede Ankestyrelsen sine afgørelser og tilkendte socialpædagogen den rette erstatning.
Nemlig en erstatning svarende til 80 procent med virkning fra pensionstidspunktet i januar 2010.
Det gælder om at bide sig fast. Og i en sådan situation er det vigtigt at have sin fagforening og forbund i ryggen. Denne socialpædagog var SL'er, men hun kunne lige så godt have været LFS'er.