60 millioner til forebyggelse af ungdomskriminalitet
Socialministeriet støtter kommunernes tidlige indsats mod ungdomskriminalitet med en forebyggelsespakke.
Målet med den forstærkede indsats er at forhindre at unge begynder eller fortsætter en kriminel løbebane. Og vejen til målet er en tidlig og konsekvent indsats.
En indsats som vil kræve en hel mere arbejde i kommunerne, og derfor følger der penge med. 60 millioner kroner i alt er forebyggelsespakken på.
Pengene kommer bl.a. fra satspuljen for 2014.
Tidligt netværkssamråd
Et af hovedelementerne er at forældre og fagpersoner inddrages med det samme en ung begår kriminalitet.
I praksis sådan at senest syv dage efter kommunen har fået besked fra politiet om at en ung har begået alvorlig kriminalitet, så skal der indkaldes til netværkssamråd.
På dette møde skal den unge sammen med sine forældre, skolelærer og socialrådgiver lave en plan for, hvordan han eller hun kan komme på ret kurs igen.
Nyt forsøgsprojekt
Pengene i forebyggelsespakken skal også bruges til et nyt initiativ. Et forsøgsprojekt ved navn "Aftale om god opførsel".
I projektet vil en række kommuner få mulighed for at samle politi og forældre, så unge, der viser tegn på en problematisk adfærd, kan tages hånd om, før de kommer rigtig galt af sted.
"Lige så snart vi oplever at børn på 12 år fx hænger ud ved indkøbscentret med en gruppe, der begår kriminalitet, skal vi få dem væk", siger socialminister Manu Sareen.
Lovkrav om netværkssamråd
Forebyggelsespakkens seks initiativer er allerede sat i gang her i sommer.
Et af dem er et lovkrav om det nye netværkssamråd, hvor kommunen skal indkalde den unge kriminelle til netværksmøde.
"Vi ved det virker, når den unge selv tager et ansvar for at komme på ret kurs, og de voksne i netværket omkring bakker op. Derfor indfører vi nu et lovkrav om netværkssamråd", siger Manu Sareen.
Bandeenheden støttes
Andre initiativer omfatter bl.a. mentorprojekter, forlængelse af nuværende kriminalpræventive indsatser og bandeenheden.
Bandeenheden alene får 28 millioner kroner over fire år i forbindelse med regeringens rocker- og bandepakke fra juli i år.
"Kriminalitetspakken er samlet set et signal om at vi ikke giver op, selvom den unge måske selv gør det", siger ministeren.