sakset fra foa.dk 7.5.2014:
Tidlig læring kan skade børn
Af Finn Danielsen, foa.dk
Forskning peger på, at skoleagtig læring i daginstitutioner kan påvirke børnenes udvikling negativt.
Den integrerede 0-6-års-institution ’Firkløveren’ i Ishøj Kommune lægger meget vægt på at lære børnene skriftsprog.
Det vrimler med farverige bogstaver på væggene, og store dele af inventaret er udstyret med ordkort. Men der er ikke tale om tidlig skole til de helt små.
”Vi terper ikke ord med børnene, det er leg og noget, de gerne selv vil,” fortæller pædagogisk assistent Gitte Westphalen til Fagbladet FOA.
Frygt for undervisning
Men små børns udvikling dikteres i stigende omfang af økonomiske og politiske hensyn uden skelen til den faglige viden på området. Det mener Dion Sommer, professor i udviklingspsykologi ved Aarhus Universitet.
Han frygter, at egentlig undervisning kan få en stærkere plads i daginstitutionerne.
”Amerikansk forskning viser, at det har en række negative effekter på lang sigt, hvis børn i vuggestue- og børnehavealderen bliver undervist på skoleagtig vis.”
Flere kriminelle
Dion Sommer peger blandt andet på, at forskningen viser, at styret og kontrolleret læring i daginstitutionerne gør børnene mere asociale og ukoncentrerede.
Senere dropper børn, der udsættes for denne skoleagtige læring, i større omfang ud af skole og uddannelser, og de bliver mere kriminelle.
”Man er nødt til at tage hensyn til, at små børn lærer anderledes end skolebørn.”
Fagfolk kobles af
Dion Sommer løfter en advarende pegefinger over for de politikere, der kræver mere af skole-læring i daginstitutionerne.
Det gør de som regel, fordi danske skoleelever klarer sig dårligt i de PISA-målinger, som den europæiske økonomiske organisation OECD gennemfører i mange lande.
”OECD har uhørt stor indflydelse, mens vi fagfolk stort set er koblet af den politiske proces. Vi bliver aldrig inviteret til noget, sådan som vi gjorde for 10-15 år siden.”
Brug for ny dagsorden
Der er brug for en ny faglig dagorden, mener Dion Sommer, og den vil han sammen med en række andre forskere sætte, blandt andet med en bogudgivelse til efteråret.
”Vi har brug for at vende bøtten, for tendensen til mere skole er hamrende forkert og gør langt mere skade end gavn.”
Legen skal bære læringen
Det er Niels Egelund, der er ansvarlig for de danske PISA-undersøgelser og centerleder på Aarhus Universitet, lodret uenig i.
”Hvis det var rigtigt, ville alle børn i England, Frankrig, Holland og Canada komme skadede i skole.”
Niels Egelund ser gerne mere læring i daginstitutionerne, men ikke i form af undervisning.
”Leg skal stadigvæk være det bærende element.”