Dokumentation og kontrol på arbejdet stiger støt
En ny undersøgelse viser at hver tredje dansker oplever at de bruger mere tid på at registrere og dokumentere deres arbejde end de gjorde tidligere.
Det kommer ikke som en stor overraskelse at så mange medarbejdere oplever at de bruger oceaner af tid på at registrere og dokumentere det, de gør i deres daglige arbejde.
Det er netop sådan LFS ofte hører om hverdagen derude.
Som arbejdsmarkedsforsker Flemming Ibsen siger til avisen.dk, som står for undersøgelsen, så er det netop især offentligt ansatte, som skal måles og vejes på alle måder.
Kontrol stiger trods snak om det modsatte
Det der måske trods alt er overraskende er at det stiger så meget som det gør, at så mange flere oplever at de bruger mere tid på at registrere og dokumentere end de gjorde tidligere.
For der tales jo så ihærdigt om at øget kontrol, som det jo dybest set er, ikke er vejen til hverken større effektivitet eller til større jobtilfredshed.
Undersøgelsen, hvor analysebureauet Wilke har spurgt tæt på 1000 mennesker, viser nemlig at 33 procent, det vil sige hver tredje dansker, oplever at skulle bruge mere tid på at registrere og dokumentere deres arbejde, end de gjorde tidligere. Kun fire procent siger mindre tid, 34 procent siger samme tid og 29 procent ved det ikke.
Tidspres og mistro
Det gør noget ved de ansatte at skulle dokumentere at de gør det de skal i deres arbejde.
Dels presses de ansatte tidsmæssigt af denne ekstra opgave, som ofte opleves meningsløs, så tiden til fx den brugernære kontakt, ja kort sagt kerneopgaven, bliver mindre.
Dels kan kravet om dokumentation give stress, fordi den ansatte oplever der ligger en mistro og mistillid i det: "Hvorfor skal jeg kontrolleres, tror de jeg snyder?"
Undersøgelsen viser at problemet opleves som stigende af lige mange mænd og kvinder, og det gælder både højtuddannede og medarbejderne på gulvet. Undersøgelsen dækker hele landet og viser altså ikke, hvor Københavns Kommune ligger i feltet.