Teksten kan være relevant, f.eks. når der henvises til gamle overenskomster
Marianne Rosell slutter efter 11 år som formand for dagplejen i LFS
Først dagplejer i mange år, så tillidsrepræsentant, så fællestillidsmand og derefter formand. Marianne Rosell er gået hele vejen. Nu forlader hun det faglige arbejde og går på pension.
At dagplejerne kom på fuld løn og dermed fik en anstændig hyre, det regner Marianne Rosell for en af de vigtigste milepæle i hendes tid som formand for dagplejen i LFS.
Formandskabet for dagplejen, som startede i 2003, varede lige frem til generalforsamlingen tirsdag den 16. september, hvor hun valgte at træde tilbage for at gå på pension.
En ny formand blev valgt. Hun hedder Majbritt Kronbøl, og hende vender vi tilbage til i en senere artikel.
Arbejdede med pædagogiske læreplaner
"Dagplejerne skal huske at det er en løn de får, og ind i den løn kan man sætte tre eller fire børn. Jeg holder med den pædagogiske ekspertise i at det ideelle i dagplejen er tre børn, både for børnene og for det pædagogiske indhold", siger Marianne Rosell.
En anden indsats, hun tænker tilbage på med glæde, er det arbejde som dagplejeområdet og bestyrelsen lagde i de pædagogiske læreplaner.
"Vi valgte at sætte fokus på hvert af de seks læreplanstemaer på medlemsmøder med gode oplæg. Og som afslutning satte vi en god avis sammen om emnet. Den blev udbredt og meget brugt ude i kommunerne."
Dokumentationen fylder for meget
Der er stadig mange udfordringer for dagplejen, vurderer Marianne Rosell. Fx det stigende omfang af dokumentation på området.
"I dag fylder dokumentationen så meget i dagplejen at det er ved at kvæle pædagogikken", siger hun og uddyber:
"Det er svært at skulle dokumentere hele tiden. Det kræver at man skal gå fra det pædagogiske samvær med børnene eller med kollegerne i legestuen for at sidde med sin iPad."
Privatisering er en udfordring
En anden stor udfordring er privatisering.
"Kommunerne tror de sparer, når de fyrer de kommunale dagplejere. Men realiteten er at dagplejerne slår sig op som private dagplejere dagen efter med de samme børn. Som derefter får et stort kommunalt tilskud", siger Marianne Rosell.
"Desuden lokker de private dagplejere forældrene med at de skal betale mindre for pasningen. Løndumping med andre ord. Det bliver en stor udfordring i fremtiden at synliggøre fordelene ved den kommunale dagpleje med sit tilsyn og sin uddannelse."
Dagplejen er et godt pædagogisk tilbud
At dagplejen er et rigtig godt pædagogisk tilbud, det er Marianne Rosell overbevist om: "I mine år har det udviklet sig fra at være en god dagplejemor til et godt pædagogisk tilbud."
Marianne Rosell (ses her i en meget privat stund) startede som kommunal dagplejer i 1978. Hun lovede sine kolleger at gå ind i det faglige arbejde, og i 1991 blev hun valgt først som tillidsrepræsentant og derefter allerede en måned efter som fællestillidsmand for dagplejerne i Københavns Amt.
Dengang var seks ud af 90 dagplejere i hendes kommune, Ledøje-Smørum organiseret. Da hun sluttede for at blive formand var der kun tre uorganiserede.
Der skal uddannelse til
Selvfølgelig kan dagplejen blive endnu bedre, mener Marianne Rosell. Hun ser gerne at man tager forsker Ole Henrik Hansens forskning og tanker til sig.
Han siger bl.a. at dagplejeformidlingerne bør bliver bedre, de er for konfliktsky over for de mindre gode dagplejere og lader problemerne ligge.
"Forbedringerne kommer ikke bare gennem en iPad, der skal uddannelse til, og hele vejen rundt, så alle led i dagplejen bliver et professionelt pædagogisk tilbud."
Styrken ligger i relationen
Så trods store udfordringer tror Marianne Rosell på dagplejens fremtid.
"Først og fremmest skal den leve videre på relationerne mellem barn og dagplejer. De tætte relationer i den lille gruppe, det skal dagplejen holde fast i og udvikle."
Selv skal hun hjem og tage det med ro. Men kun lidt, for hun skal også ud og lave noget lokalt frivilligt foreningsarbejde, passe sin familie og sin gård og fortsætte med sit spanske. Og i øvrigt også med det politiske freds- og solidaritetsarbejde i LFS-regi, hvor hun har lagt en stor indsats gennem årene.
"Det holder jeg fast i. For det er sværere at sige farvel til det hele end jeg havde troet, det har fyldt så meget. Så den politiske del vil jeg bevare. Og så glæder det mig at jeg nu overdrager formandsarbejdet til netop Majbritt Kronbøl", slutter Marianne Rosell.