Arbejdstilsynet har politianmeldt Københavns Kommune
Af Kristoffer Sutton, foa.dk, 15.4.2014:
Da en sosu-assistent i december blev slået ihjel på det socialpsykiatriske bosted Ringbo i Bagsværd var sikkerhedsforholdene langt fra gode nok. Arbejdstilsynet har valgt at politianmelde Københavns Kommune for grov overtrædelse af Arbejdsmiljøloven.
Mangel på alarmer, for dårlige risikovurderinger og frit tilgængelige køkkenknive.
Det var nogle af årsagerne til, at Arbejdstilsynet tilbage i december gav tre straks-påbud til bocenter Ringbo, der hører under Socialforvaltningen i Københavns Kommune. Påbuddene kom efter, at en sosu-assistent var blevet knivdræbt af en psykisk syg beboer.
Kommune: Vi kunne ikke have gjort noget anderledes
Arbejdstilsynet har vurderet hele sagen og politianmeldt kommunen for grov overtrædelse af Arbejdsmiljøloven, det bekræfter Arbejdstilsynet. Men administrerende direktør i Socialforvaltningen i Københavns Kommune Annette Laigaard mener ikke, at der kunne være gjort noget anderledes.
”Socialforvaltningen har fulgt de tre straks-påbud, som Arbejdstilsynet gav efter den ulykkelige hændelse på Ringbo i december, og Arbejdstilsynet har kvitteret med tilfredshed over indsatsen. Men da vi ikke mener at have overtrådt arbejdsmiljølovgivningen i forbindelse med hændelsen, og Arbejdstilsynet heller ikke efter vores mening har påvist dette, står Socialforvaltningen uforstående overfor politianmeldelsen,” siger Anette Laigaard til Fagbladet FOA.
Arbejdstilsynet afviser at trække anmeldelse
Direktøren mener ikke, at ulykken kunne forudses.
”Der var lavet risikovurdering af gerningsmanden, der jo var en ældre herre uden tidligere voldelig opførsel, og den dræbte var en erfaren medarbejder, der bar en funktionsduelig alarm, som hun aktiverede, og kollegerne kom til indenfor få sekunder. Og ja, der var køkkenknive i køkkenet, for de sindslidende beboere er frie mennesker, der bor i egne lejligheder. Dette her er efter vores bedste overbevisning en tragisk ulykke, der ikke kunne forudses,” siger hun
Socialforvaltningen har taget kontakt til Arbejdstilsynet for at få dem til at trække anmeldelsen, men det har Arbejdstilsynet afvist, fordi klagefristen var overskredet med to måneder. Sagen er nu hos Arbejdsmiljøklagenævnet, som ventes at behandle sagen indenfor fire uger.
Ledelsens ansvar
Formand for FOA Dennis Kristensen anerkender, at Socialforvaltningen har gjort en indsats for at få forbedret forholdene, men han understreger, at en politianmeldelse fra Arbejdstilsynet er en meget alvorlig sag.
”Det her sender et klart signal om, at sikkerheden for både beboere og medarbejdere skal være i orden, ellers får det konsekvenser. Og det er jo ikke hver dag, at Arbejdstilsynet politianmelder en kommune, så det er en alvorlig sag,” siger Dennis Kristensen og fortsætter:
”Når man arbejder med sindslidende, så er der forhøjet risiko for vold og trusler, og det er og bliver ledelsens ansvar at sikre, at det er muligt at undgå de situationer. Hvis det ikke kan lade sig gøre på grund for lidt personale eller for få ressourcer, skal de gøre opmærksom på problemerne, så det kan blive løst, inden det går galt.”
Hvis Arbejdsmiljøklagenævnet afviser Københavns Kommunes klage, kan kommunen se frem til at modtage en større bøde fra politiet på grund af grov overtrædelse af Arbejdsmiljøloven.