Nyt bosted for 26 borgere med udviklingshæmning
De 26 borgere er flyttet ind i deres nye hjem i en ny og mangfoldig bydel ved Ny Ellebjerg.
Det nye bosted er en klar forbedring i forhold til deres forrige hjem på Jens Warmings Vej, vurderer Socialforvaltningen. De nye boliger er dels større, dels får hver beboer eget bad og toilet.
Også beliggenheden er god. Den nye bydel, som huser bostedet for de 26 borgere, ligger i en blanding af familieboliger, daginstitutioner, erhverv og butikker.
De konkrete boliger ligger centralt i bydelen og i samme bygning som almene familieboliger og en daginstitution.
Del af plan om bedre boliger for handicappede
Det blandede miljø er en stor fordel for alle parter, vurderer Københavns Kommune. Specifikt giver placeringen de nye beboere bedre muligheder for at møde nye mennesker og bruge lokalområdet.
Dette er led i en målrettet plan for at give borgere med handicaps af forskellig slags bedre og mere moderne boliger. Og de 26 nye boliger ved Ny Ellebjerg er de nyeste i rækken.
Med de nye boliger siger kommunen farvel til de traditionelle bosteder med lange gange, små værelser uden eget køkken og med fælles bad og toilet.
De bedre boliger giver ikke kun beboerne bedre boligforhold, det giver dem også mulighed for en mere selvstændig hverdag og bedre muligheder for at udvikle sig, mener Socialforvaltningen.