Teksten kan være relevant, f.eks. når der henvises til gamle overenskomster
Fast sagsbehandler til handicappede borgere er den rigtige vej at gå
Borgere med handicap skal have deres egen sagsbehandler, som forstår netop deres situation. Det er et hovedelement i ny organisering af Handicapcenter København, som Socialudvalget har besluttet. LFS bakker op: det er en understøttelse af kommunens tillidsdagsorden.
Glæden var stor blandt de borgere, først og fremmest forældre til handicappede børn, som havde rettet klar, omfattende og offentliggjort kritik af Handicapcentrets nuværende struktur.
Nu blev det nemlig besluttet at forældrene og andre borgere med handicap og deres pårørende ikke længere skulle gå fra den ene sagsbehandler til den anden med hvert enkelt problem.
Nu skal den enkelte borger have én indgang til Handicapcentret og én sagsbehandler. Til gengæld skal sagsbehandlerne organiseres i tre tværfaglige teams, et børneteam, et ungeteam og et voksenteam.
Det understøtter tillidsdagsordenen
LFS hilser det velkomment. Helle Haslund, medlem af LFS' forretningsudvalg og politisk ansvarlig for specialområdet, ser det helt i tråd med den tillidsdagsorden, der er i kommunen.
"Ændringen betyder borgerinddragelse og med én kontaktperson skal borgeren ikke løbe spidsrod mellem flere sagsbehandlere. Vi har sagt i flere år at dette er den rigtige vej at gå."
Hun peger på at det primært er i mødet med kommunen, med myndighedsdelen, borgerne har haft problemer. På et bosted fx arbejder man allerede med en kontaktperson, og det er langt mere kontinuerligt.
"Men uanset så er dette det rigtige spor i forhold til tillidsdagsordenen. Og faktisk overvejer man allerede kraftigt at overføre den ny-besluttede struktur til misbrugsområdet, så det også her bliver én kontaktperson, som formidler borgeren rundt i systemet", siger Helle Haslund.
Det er også en fordel for medarbejderne
At ændringen vil være en fordel for borgerne er der ingen tvivl om, men hvad med de ansatte? Er der fordele eller ulemper for medarbejderne?
Generelt og for langt de fleste af LFS' medlemmer, som berøres af det er svaret et ubetinget ja.
"I behandlingsdelen er det en klar fordel også for de ansatte, at de ved, hvem der er borgerens kontaktperson. Det gør arbejdet enklere."
Et fremskridt for tillidsdagsordenen
Hun fremhæver hvor vigtigt det er at medarbejderne arbejder i tværfaglige teams, så de har andre fagpersoner at sparre med: "For selvfølgelig ved alle ikke alt, og det er dér teamet skal træde i kraft."
Helle Haslund håber og tror på langt bedre koordinering og borgerkontakt i fremtiden.
"Vi skal naturligvis være meget opmærksomme på at niveauet af viden holdes. Men i hovedsagen så mener vi at dette er et fremskridt, som understøtter tillidsdagsordenen på borgerdelen."
Læs mere om organisationsændringen og -analysen her (link er ikke længere aktivt, red.).