Fortsat dagpleje i Albertslund
Alle muligheder stod åbne og ingenting ville være afklaret før et stykke inde i september, da LFS Nyt før deadline på fredagens udgivelse interviewede Albertslund Kommunes socialdemokratiske borgmester, Steen Christiansen, om en evt. nedlæggelse af dagplejen.
Forslaget om en total nedlæggelse af dagplejen stod i et sparekatalog som kommunen havde fået udarbejdet inden sommeren og forud for budgetforhandlingerne. Inden weekendens budgetseminar kunne Albertslund Posten i fredags så pludselig meddele offentligheden, at Albertslunds borgere fortsat skal kunne nyde godt af dagplejens gode rammer.
Hos dagplejeområdet i LFS vækker det glæde, at borgmesteren efter en lang og pinefuld sommer for både forældre og dagplejere, har besluttet sig for at frede dagplejen.
"Det er bare så dejligt at høre, og dejligt at fornuften på en eller anden måde alligevel har sejret," siger Marianne Rosell, formand for dagplejeområdet.
Over sommeren har både forældre og dagplejere været aktive i den lokale debat.
Spørgsmålet er nu, hvad der skal ske med et andet forslag om at lægge dagplejen ind under daginstitutionernes ledelse. Det eneste borgmesteren siger er nemlig, at dagplejen ikke skal nedlægges.
Her er Venstres Brian Palmund anderledes klar i spyttet: ”Vi er slet ikke i tvivl. Dagplejen skal ikke nedlægges og dagplejen skal ikke ledes af en leder i en daginstitution. Det kommer ikke til at ske med vores stemmer," siger han til Albertslund Posten.