En legepladskapacitet takker af: Hanne Hartwich fra Ørstedsparken holder afskedsreception den 25. april
Efter ni år som legepladsleder på den bemandede legeplads i Ørstedsparken og med en fortid på 34 år på det pædagogiske område har Hanne Hartwich besluttet at stoppe.
"Det er vemodigt, meget vemodigt, men nu skal der ske noget andet. Og det er også spændende."
Sådan beskriver legepladsleder på Ørstedsparkens Legeplads Hanne Hartwich udsigten til at stoppe på arbejdsmarkedet og gå på efterløn.
Hendes sidste dag er næste mandag, men på fredag den 25. april indbyder hun kolleger og samarbejdspartnere til afskedsreception på legepladsen mellem kl. 14 og 17.
Satte gang i rytmisk legestue
En af de vemodige stunder er sidste dag med rytmisk legestue i legehuset. En aktivitet Hanne Hartwich satte i gang, da hun startede for ni år siden.
"Der var en legestue på stedet, men der kom ingen, for der var ikke noget indhold. Da jeg satte gang i sang og rytmik, kom børnene og deres forældre."
Det er mest de små og mellemstore børn, der bruger legepladsen, men også børnehaver i Indre By, som ofte ikke har nogen selvstændig legeplads. De større børn går på Israels Plads, hvor der bl.a. er boldbur.
Højt aktivitetsniveau på legepladsen
Sang og rytmik er kun en del af legepladsens aktiviteter, som blev kraftigt udvidet under Hanne Hartwichs lederskab. Hun nævner bl.a. fredagsdans i vinterhalvåret og en ugentlig dag for adopterede børn og deres forældre.
"Det sidste kom på, da en mor henvendte sig, om de, 20 styk med helt små børn, måtte deltage i legestuen. Det var der jo slet ikke plads til, så jeg tilbød dem en egen dag. Det har kørt siden."
Netop denne aktivitet førte til at Hanne Hartwich tog Gøsselskolens tre-årige uddannelse, som gav hende kompetencer og ny viden i forhold til musik og bevægelse med de små børn.
"Som tidligere fritidshjemsleder følte jeg at jeg skulle have fyldt på med teori om de helt små. Og den uddannelse har jeg haft rigtig meget glæde af."
De berømte Olympiske lege
En af de helt store årlige successer er De olympiske Lege. Alle Indre Bys børnehaver bliver inviteret, og der deltager som regel 150 børn i en stribe konkurrencer, hvor den helt særlige interaktive del af legepladsen bl.a. indgår.
Det var daværende borgmester Bo Asmus Kjeldgaard, som opfordrede Hanne Hartwich til at stå for noget tværfagligt samarbejde, og det må man sige at hun efterlevede.
"Det er storbørnsgrupperne i børnehaverne, der kommer, og de møder og dyster jo mod deres kommende klassekammerater."
Du kan læse en reportage i LFS Nyt om legene her
Legepladsen skal være levende
Hanne Hartwich synes naturligvis at de bemandede legepladser er vigtige for byen. For på de bemandede legepladser sker der en masse.
"Når der ikke er aktiviteter på legepladserne, så ligger de øde hen, så kommer børnene ikke. Når der er aktiviteter, så strømmer de til. Og så er legepladsen levende."
Ørstedsparkens legeplads er et glimrende eksempel på det med dens mange aktiviteter som fx Atelier under åben himmel, et årligt tilløbsstykke med kreativ udfoldelse sat i gang sammen med en udøvende kunstner ansat på legepladsen, den årlige fastelavnsfest med 100 deltagere fra området og loppemarkedet på børneniveau.
Skabt et trygt og rart sted for områdets børnefamilier
Behovet er der for børnefamilierne. Og det bliver noget af det allervigtigste for hendes kommende afløser: at stikke fingeren i jorden og fornemme, hvilke behov der er i den gruppe børn og forældre, der bruger legepladsen lige nu.
"Da jeg startede manglede der institutionspladser i så høj grad at jeg måtte lave venteliste til legestuen! Nu er institutionsdelen udbygget, så det balancerer mellem institutioner og legepladser."
Med så stort et engagement over så lang tid, så er det naturligvis vemodigt at skulle forlade Ørstedsparkens legeplads. Det benægter hun på ingen måde.
"Min opgave har været vigtig, og først og fremmest har den været at skabe et trygt og rart sted for børnefamilierne. Et godt mødested for forældrene, hvor der samtidig sker gode ting for børnene", siger Hanne Hartwich og tilføjer:
"Et sted med liv og udfordringer, og samtidig et sted hvor børnene lærer at omgås på en ordentlig måde. Og hvor de får mulighed for at prøve noget anderledes under åben himmel."