Alt for mange fejl i sagsbehandlingen i Københavns Kommune
Ny undersøgelse viser fejl i 57 af 59 undersøgte sager i kommunen. Sagsbehandlingen bekymrer kommunens borgerrådgiver.
Sagsbehandlingen i 59 konkrete sager i Københavns Kommune er blevet undersøgt af borgerrådgiveren, og billedet er, som borgerrådgiver Johan Busse siger til avisen.dk "stærkt bekymrende".
Undersøgelsen viser at kun to ud af 59 sager er uden fejl i sagsbehandlingen. Fejlene er ikke alle meget alvorlige, men alvorligt er det.
Konsekvenserne kan være at der træffes afgørelse på et mangelfuldt eller direkte forkert grundlag, peger Johan Busse på.
Journaliseringen halter
Fejlene handler ofte om mangelfuld journalisering.
Det kan være dokumenter, der mangler, dokumenter som er fejljournaliseret, dokumenter som indeholder fortrolige oplysninger som ikke burde ligge på sagen, noter der ikke kan læses og meget andet.
Der er også sager, hvor det dokument der lægges til grund for en afgørelse er forældet. Alt i alt en meget utryg situation for byens borgere, som er afhængig af myndighedens afgørelse.
Mange sagsbehandlere ind over
Borgerrådgiveren kritiserer kommunens journaliseringspraksis, som han kalder "uforenelig" med moderne journalisering.
Der er mange sagsbehandlere om samme sag, og når der er så mange sagsbehandlere ind over, så er journaliseringen meget vigtig, så alle kan have et fuldt overblik over sagen.
Ikke alle borgmestre i København har taget lige godt imod rapporten. Børne- og ungdomsborgmester Pia Allerslev, hvis forvaltning får dumpekarakter, afviser kritikken overfor avisen.dk. Hun mener ikke der er noget problem i forvaltningen.