FOA efterlyser national handleplan mod vold
To knivdrab med kun få måneders mellemrum kalder i den grad på handling i forhold til sikkerheden, mener Dennis Kristensen, formand for FOA.
Allerede efter knivdrabet på en ansat på institutionen Ringbo skrev FOA til beskæftigelsesminister Mette Frederiksen og efterlyste en national handlingsplan mod vold. De forestiller sig noget i stil med de handleplaner for sikkerhed, som findes på fx bygge- og anlægsområdet.
"Vi er nødt til at sikre at de forskellige dele af behandlingssystemet kan samarbejde, så vi undgår at borgere bliver fejlplaceret med risiko for de ansattes sikkerhed til følge", siger Dennis Kristensen.
FOA vurderer at der mangler en sammenhængende indsats på tværs af sektorerne, som sikrer at borgernes behov for behandling tages alvorligt.
Bunder i for store nedskæringer
En del af problemet med sikkerheden eller den manglende sikkerhed bunder nemlig sandsynligvis i forkert visitering på grund af for kraftige nedskæringer på området.
"Og det er fuldstændig urimeligt at offentligt ansatte risikerer at miste livet, når de går på arbejde!"
FOA foreslår derfor også at politikerne etablerer en havarikommission, der gennemgår, hvor det er gået galt i sager som de to knivdrab.
FOA kræver handling nu
En sådan skal give et overblik over, hvad fx forkert visitering af beboere betyder for institutionen og de ansatte. Og på samme måde hvad konsekvenserne kan blive, når beboere ikke vil tage deres medicin.
"Politikerne må handle nu, så vi ikke skal opleve flere tragiske overfald som dem på Ringbo og Saxenhøj", siger Dennis Kristensen.
Det er medarbejderne i psykiatrien, på botilbud mv, som suverænt er mest udsat for vold og trusler. En tredjedel blev i 2012 udsat for fysisk vold på deres arbejde, viser tal fra Det Nationale Forskningscenter for Arbejdsmiljø.