Ny model gør det lettere fremover at sammenligne kommunernes normeringer i dagtilbud
Et redskab vil fremover gøre det lettere at sammenligne kommunernes normeringer i dagtilbuddene. Socialminister glæder sig over det bedre overblik det vil give.
Hvor mange børn er der pr. voksen i dagtilbuddet i min kommune? Og hvilke kommuner har flest - og færrest - børn pr. voksen i deres dagtilbud?
Det har indtil nu ikke altid været så let at se på tværs af kommunegrænser.
Det kan ellers være vigtigt at vide. Fx for forældre, som prioriterer pasningen af deres børn, når de vil flytte. Og for den pædagog eller pædagogmedhjælper, der søger job i en kommune.
Modellen implementeres i 2015
Rent samfundsmæssigt er det også rigtig vigtigt at kende kommunernes prioritering på området, at vide, hvor mange voksne, den enkelte kommune vurderer, der skal til for at tage sig godt af vores børn.
Det bliver muligt fra 2015.
En ny opgørelse over kommunernes normeringer fra børnene er nul år til skolestart, gør det nemlig muligt fremover at få et billede af kommunernes prioritering på området.
Godt overblik giver mulighed for kvalificeret debat
Netop den samfundsmæssige vinkel får socialminister Manu Sareen (R) til at glæde sig over den nye opgørelse.
"Den nye model betyder at vi kan få en mere kvalificeret debat om vores daginstitutioner og dagpleje, fordi vi får et bedre overblik over hvilke og hvor mange hænder, der tager sig af vores børn", siger han.
Enhedslistens Rosa Lund glæder sig også over at "vi nu endelig får et mere retvisende billede af, hvor mange voksne der er sammen med børnene i institutionerne".
Baggrunden for modellen er en aftale fra 2013 mellem regeringen og Enhedslisten om at udvikle en ny model. En nedsat arbejdsgruppe har nu præsenteret den nye model.