Teksten kan være relevant, f.eks. når der henvises til gamle overenskomster
Bedre stillede børn passes privat
Ressourcestærke familier putter deres børn i private daginstitutioner. Vi splitter børn i sociale lag, advarer FOA.
Af: Rasmus Handberg Baunegaard Nielsen, FOA
Flere og flere børn bliver afleveret i private dagtilbud.
Antallet er langt mere end fordoblet på bare syv år, så private dagtilbud nu har knap 20.000 børn indskrevet. Det viser en ny undersøgelse lavet for FOA af Bureau 2000.
Og det er primært ressourcestærke familier, der vælger det private. Undersøgelsen viser, at andelen af børn med forældre uden uddannelse, og som taler et andet sprog end dansk, er højere i kommunale dagtilbud end i private.
Paradoksal udvikling
”Vi risikerer en social og etnisk opsplitning blandt børn. Det er et paradoks, når der samtidig lægges stor politisk vægt på at bryde den sociale arv og sikre en bedre inklusion og integration,” siger pædagogisk sektormand for FOA Jakob Sølvhøj til Fagbladet FOA.
”Det er vigtigt for børn med venskaber på tværs af sociale lag og usædvanligt vigtigt for et samfund,” siger han.
Ministeren vil undgå A- og B-hold
Minister for Børn, integration, ligestilling og sociale forhold Manu Sareen fortæller, at han ”følger udviklingen på området.”
”For mig at se er det sundest, at dagtilbuddene afspejler det samfund, vi lever i – og vi skal ikke have A- og B-hold,” skriver ministeren i en mail til Fagbladet FOA, men han peger samtidig på, at andre undersøgelser ikke viser samme udvikling.