Jobrotationsordningen forringes drastisk
LFS ærgrer sig over at de nye regler for den glimrende ordning med jobrotation nu beskæres og dermed forringes.
Mange institutioner i københavnsområdet har med succes gjort brug af jobrotationsordningen til stor gavn og glæde for både medarbejdere og arbejdsgiver.
Ultrakort handler den om at mens én medarbejder er på uddannelse, så får arbejdspladsen en gratis vikar.
En klar vind-vind-vind. For den ansatte, som får uddannelse, for vikaren, en arbejdsløs som får en chance og ny kompetence og endelig for arbejdspladsen, som får en gratis vikar og uddannet medarbejder retur.
Varigheden af vikariatet halveres
Men nu kommer der nye (spare)boller på suppen, i form af en drastisk forringelse af reglerne for ordningen.
I følge Beskæftigelsesministeriet så bliver varigheden af vikariatet i jobrotationen, det vil sige den arbejdsløses vikarperiode, forkortet fra 12 måneder til seks måneder - en halvering.
Desuden skæres statens refusion af kommunens udgifter fra 100 procent til 60 procent - næsten en halvering. Dette betyder dog ikke noget for arbejdspladsen, som stadig modtager 178,84 kr. pr. time til at ansætte vikar i jobrotationsordningen, en medarbejder er på efteruddannelse.
Som den tredje forringelse så hæves kravet til ledighed før man som arbejdsløs er berettiget til vikariatet fra tre måneder til seks måneder - en fordobling.
Et meget effektivt jobskabelsesredskab
Jobrotationsordningen er ellers blevet rost af alle parter, inklusiv forskere og politikere. Mange tusinde har fået en uddannelse, andre tusinder er kommet i job.
Alt i alt har ordningen med jobrotation været en af de mest effektive jobskabelsesordninger vi har.
En nylig analyse af ordningen viste fx at ledige ufaglærte, som ansættes som vikarer i jobrotationsordningen, kommer 2-3 uger hurtigere i beskæftigelse. Desuden øges deres beskæftigelse og løn samlet set over to år.
Vil ordningen blive brugt i fremtiden?
Forringelserne er uden tvivl en spareøvelse, for den koster noget, ordningen. Men prisen står mål med effektiviteten, mener bl.a. arbejdsmarkedsforsker Henning Jørgensen fra Aalborg Universitet.
Han peger på det unikke i dobbeltheden, at ledige får erhvervserfaring i et ordinært job og at fastansatte får uddannelse.
Med forringelserne kan man nu frygte at langt færre vil benytte ordningen.
Ikke mindst halveringen af vikariatet er et problem. Seks måneder er ikke altid nok til at give et reelt kompetenceløft. Og spørgsmålet er da også om arbejdsgiverne er villige til at betale for vikaren.