Teksten kan være relevant, f.eks. når der henvises til gamle overenskomster
LFS-formand: Vi vil kæmpe mod vanvittige besparelser
Det giver et dystert facit, hvis man regner på, hvad regeringens sparekrav til kommunerne kommer til at betyde for velfærden i København i årene 2017 til 2020. Britt Petersen, formand for LFS, er allerede nu i gang med at mobilisere en flerstrenget indsats.
Det såkaldte omprioriteringsbidrag, som er dikteret af Løkke-regeringen, kommer til at koste Københavns kommune 2,2 mia. fra 2017 til 2020. Går man ud fra de normale fordelings-metoder mellem forvaltningerne, vil det over fire år koste børne- og ungeområdet en mia. – svarende til 10 procent af budgettet. Det tilsvarende tal for specialområdet er 400 mio.
”Det er svimlende tal, som kommer oven i, at der allerede er skåret totalt til benet i begge forvaltninger. Hvis LFS kunne bestemme, gjorde Københavns Kommune og resten af KL totaloprør mod regeringen, fordi den er ved at smadre kernevelfærden. Men det kan jeg desværre ikke bestemme,” siger Britt Petersen
LFS vil til gengæld bruge sin indflydelse til at forsøge at afbøde bedst muligt.
”Vi vil som fagforening gå i dialog med Københavns Kommune, om det er rimeligt, at netop velfærdsområderne fortsat skal og kan bære så store besparelser, eller om man kan finde en anden fordelingsnøgle. Og så vil vi naturligvis følge budget-overvejelserne tæt og bruge vores viden om området, når konkrete besparelser skal udmøntes ” siger Britt Petersen, der er i kontakt med de øvrige faglige organisationer.
”Vi er nødt til at stå samme. Det her er for stort til, at én fagforening kan stå alene.”
Børne- og ungdomsforvaltningen har lavet en beregning af, hvad besparelserne svarer til. Ifølge forvaltningen kan det eksempelvis betyde følgende:
- Lukning af 90 til 120 institutioner eller 9 til 12 skoler
- Nedlæggelse af otte lærerstillinger på hver af kommunens 60 folkeskoler
- Nedlæggelse af 6 sundhedsplejersker per område i København
- Nedlæggelse af 5 pædagogstillinger i hvert pædagognetværk
- Nedlæggelse af 60 lederstillinger
- Nedlæggelse af en specialskole
- Afskaffelse af skolemad og al anden forplejning i dagtilbuddene
- Halvering af aktiviteterne i klubtilbud og maksimal kontingentstigning
- Færre tandplejebesøg per barn.
Britt Petersen siger, at socialforvaltningen endnu ikke har lavet en gennemgang af, hvad 400 millioner mindre kan betyde for arbejdet med de svageste borgere i kommunen.
”Men jeg ved, at der også her arbejdes på højtryk,” siger Britt Petersen.