Teksten kan være relevant, f.eks. når der henvises til gamle overenskomster
Fremtidens Fritidstilbud blev et problematisk kludetæppe
Beslutningen om Fremtidens Fritidstilbud er blevet et problematisk kludetæppe, som LFS ikke er begejstret for. Nu venter uger med forhandlinger om grundlag, ledelse og budgetmodel.
Et problematisk resultat.
Sådan karakteriserer LFS' formand Britt Petersen den beslutning om Fremtidens Fritidstilbud, som Børne- og Ungdomsudvalget har truffet beslutning om.
"Resultatet er blevet et kludetæppe. Ansættelsesmæssigt vil det give problemer med at skabe og fastholde fuldtidsstillinger."
Der er allerede indført ansættelsesstop på alle lederstillinger, og der arbejdes på et ansættelsesstop på det fritidspædagogiske område, som senest træder i kraft 1. august.
Desværre er KKFO'erne bibeholdt
Det er især to elementer i beslutningen, som LFS er meget lidt glad for. Det ene er at man har valgt at fastholde KKFO'erne.
LFS anbefalede at alle KKFO'er blev gjort til fritidshjem, forankret i dagtilbudsloven og under de kommunale klynger. Problemet vil være at der ellers ikke kan bevares og skabes attraktive fuldtidsstillinger i tilstrækkelig grad.
KKFO'erne vil med andre ord ikke være bæredygtige, da de for størstedelen kun vil kunne opretholde deltidsstillinger. Dermed bliver det meget svært at fastholde og rekruttere kvalificeret pædagogisk personale.
Selveje giver lav tryghed i ansættelsen
Det andet element er det udstrakte hensyn til selveje.
Mens det kommunale område er ét ansættelsesområde i hele Børne- og Ungdomsforvaltningen, så er hver daginstitution en selvstændig juridisk enhed på det selvejende område. Det giver en langt større tryghed i ansættelsen på det kommunale område.
Derfor så LFS helst at ingen kommunale arbejdspladser og ansatte blev virksomhedsoverdraget til det selvejende område.
Mange forhandlinger forud før alt er på plads
Med beslutningen om Fremtidens Fritidstilbud ligger der ugevis af forhandlinger forude.
"Der skal laves et nyt grundlagspapir efter det første, der blev lavet i forbindelse med folkeskolereformen. Der skal forhandles hvilke stillingskombinationer der kan opretholde en fuldtidsstilling. Og der skal forhandles ledelse", opremser Britt Petersen og tilføjer:
"Der er også en bugdetmodel, der skal forhandles på plads. Og efter sommerferien står en klyngegennemgang for tur."
En problematisk udgang på høringerne
Forud for Børne- og Ungdomsudvalgets beslutning om både den fysiske struktur og organiseringen af fritidsområdet er der gået to høringer.
Over 1.700 høringssvar har udvalget modtaget. Først og fremmest er det fritidsinstitutioner, skoler, medarbejdere og forældre som har givet høringssvar.
Ikke alle ønsker er imødekommet, siger børne- og ungdomsborgmester Pia Allerslev i sin kommentar til beslutningen. Og nej, det er rigtigt, LFS' ønsker er i hvert fald ikke blevet imødekommet.
Som Britt Petersen siger og ryster på hovedet:
"Vi er meget lidt glade for at man bliver ved med at lave et kludetæppe på området ved både at holde fast i KKFO'er og tage så meget hensyn til selveje. Det er problematisk."
Læs Børne- og Ungdomsudvalgets pressemeddelelse om beslutningen