Teksten kan være relevant, f.eks. når der henvises til gamle overenskomster
Fremtidens fritidstilbud:
Tillidsrepræsentant på Bavnehøj: Vi håber KKFO'erne opgraderes til fritidshjem under en klynge
Fritidshjemmet på Idrætsinstitutionen Bavnehøj er klemt med de varslede ændringer i forbindelse med Fremtidens fritidstilbud. Alligevel anbefaler tillidsrepræsentant for hele den integrerede institution, Jan Lemser, at alle fritidshjem bliver kommunale, at KKFO'erne bliver opgraderet til fritidshjem, og at de alle - af hensyn til den pædagogiske faglighed - kommer under en klynge.
Tillidsrepræsentant Jan Lemser ved en tøndeslagning i idrætsinstitutionen Bavnehøj.
"Om vi bliver ramt af ændringerne i Fremtidens fritidstilbud? Ja, i den grad. Vi frygter nedlæggelse af fritidshjemsdelen."
Det siger Jan Lemser, tillidsrepræsentant for Idrætsinstitutionen Bavnehøj, en integreret institution i Sydhavnen med i alt 110 børn fordelt på fritidshjem og børnehave. Han arbejdede i mange år på fritidshjemmet, men skiftede til børnehaven for to år siden. Han uddyber:
"Den skole, hvor vi modtager børn fra, har en KKFO tilknyttet, som uden problemer kan opsuge alle børnene, nu hvor skoletiden tager så meget efter Folkeskolereformen. Vi er den lille enhed, så det er sandsynligt at det bliver KKFO'ens leder, som får fritidshjemsområdet. Og vi er jo også en integreret institution med børnehavedel."
Giv KKFO'erne fri med selvstændig pædagogisk ledelse
Jan Lemsers håb for hele fritidsområdet er at Børne- og Ungdomsudvalget efter høringen om Fremtidens fritidstilbud ender med at adskille KKFO'en fra skolen, give den en selvstændig pædagogisk leder og lade den blive en del af klyngen.
"Men selv hvis dette sker, vil vores lille enhed nok opsuges af den store. Og selvom børnehaven kan køre videre, kan det være et problem med udvidelse og omstrukturering til børnehavepladser, da der højst sandsynligt ikke er børn nok i området."
"Så ja, vi bliver ramt, uanset hvad der besluttes efter høringen."
Lad alle fritidstilbud blive kommunale og i klynger
Forældrebestyrelsen i klyngen har afgivet sit høringssvar til udvalget, et høringssvar, som stemmer overens med institutionens holdninger.
"Vi går ind for at alle fritidshjem bliver kommunale og kommer ind under en klynge. Vi går også ind for at KKFO'erne opgraderes til fritidshjem og kommer ind under en klynge."
"Klyngerne er forudsætningen for faglig og økonomisk bæredygtighed. Den pædagogiske leder får andre at sparre med, det er vigtigt for faglighed og udvikling. Afsondringen fra skolen sikrer også den pædagogiske faglighed."
Klubdelen skal være med i klyngen
I klyngen anbefaler de også at klyngerne har et 0-18 års perspektiv, fortæller Jan Lemser.
"Det er vigtigt at vi også har klubdelen med i klyngerne, sådan at forløbet kan hænge sammen for børnene og familierne. Vigtigheden af at skabe sammenhæng kender vi som integreret institution."
Selv hvis alt lykkes, så frygter Idrætsinstitutionen Bavnehøj for sin skæbne: "Medarbejderne i fritidshjemsdelen er klemt lige nu. De har kombinationsstillinger enten i børnehave-fritidshjem eller fritidshjem-skole. De risikerer at få fysisk adskilte arbejdspladser."
Pædagogisk arbejde er vigtigere end størrelse
Høringen ender sandsynligvis med at fritidsinstitutioner lægges sammen, og at der opstår meget store institutioner. Det kan virke skræmmende.
"Jeg tror dog det handler mere om, hvad der bliver lavet af pædagogisk arbejde end om størrelsen. Det er et større problem som jeg ser det, at skolen har så meget indflydelse på KKFO'en. Skolen har efter min mening en dagsorden med KKFO'erne, nemlig at gøre det, der laver der så skolerelateret som muligt. Foruden at have en ekstra personale-ressource i skoleregi."
"Det er meget svært at lave et ordentligt stykke pædagogisk arbejde, hvis der ikke er en pædagogisk leder, som er uafhængig af skolen", siger Jan Lemser og tilføjer:
"Størrelsen er ikke i sig selv, i teorien i hvert fald, et problem. Det kan måske flyde lidt i meget store institutioner, men ikke hvis alle grupperne har klare mål. I sidste ende handler det altid om det pædagogiske arbejde der bliver lavet!"
Læs LFS' høringssvar til Fremtidens fritidstilbud her
Læs Almenledersektionens høringssvar til Fremtidens fritidstilbud her