Teksten kan være relevant, f.eks. når der henvises til gamle overenskomster
Høringssvar vedrørende ny budgetmodel – LFS
Til
Børne- og ungdomsudvalget
København
15.10.2010
Høringssvar vedrørende ny budgetmodel – LFS
Beslutningen om en ny budgetmodel skal ses i lyset af beslutningerne om bæredygtighed og en ny klyngestruktur, derfor skal dette høringssvar også ses i forlængelse af LFS Høringssvar på Klynger mv.
LFS ser fortsat bæredygtighed, samt de i tidligere fremsendte høringssvar rejste problemstillinger, forudsætninger og krav som afgørende for den endelige vurdering af forslaget.
LFS forholder sig dermed til det principielle i de skitserede budgetmodeller. Udformningen af en endelig model må bero på en budgetteknisk analyse samt evt. tilpasning af niveauerne i modellerne.
LFS peger helt klart på scenarie 1 - intet grundbeløb.
Det er det eneste scenarie, der entydigt understøtter den nye klyngestruktur og større institutioner bedst. Det er det eneste scenarie, hvor vi kan være sikre på, at der er det samme budget pr. barn uanset om barnet er i en lille eller stor institution, altså at enhedsprisanalysens forklaring på forskellen mellem store og små institutioner udviskes helt.
Det er tillige det eneste af de 3 senarier som sikrer ”retfærdighed” mellem nuværende institutioner, hvoraf rigtig mange er allerede sammenlagte institutioner og institutioner der sammenlægges efter 1.1.2011.
Scenariet kræver dog, at der overvejes en indfasningsperiode, og at BUU tør stå ved at der skal være mest mulig børnepasning for pengene.
Scenarie 2 – kombineret grundbeløb - er et forsøg på at lave så meget pladspris som muligt i kombination med et mindre grundbeløb for at være institution og et højere grundbeløb for at være klynge – dette for at skabe incitament for den lille institution til at blive større og igen for den større til at gå i klynge – men det er ikke umiddelbart gennemskueligt, om niveauerne er de rigtige? Er det præcis dette grundbeløb pr. institution, der svarer til en slags minimumsbudget og dækker klyngebeløbet det, det skal eller er det for lille.
Umiddelbart er det vores vurdering, at størrelsen af klyngebeløbet langt fra er stort nok til at give incitament til klynge, eller også er grundbeløbet pr. institution/enhed for stort i forhold til incitament til sammenlægning.
Dette skal sammenholdes med at hver gang, der går penge til disse grundbeløb, så falder pladsprisen. Det er i sidste ende den, der sikrer de sammenhænge, som er så gode ved scenarie 1.
Modellen stadfæster ”uretfærdighed”, idet institutioner der sammenlægges efter 1.1.2011 vil have et højere budget pr. barn end institutioner der blev sammenlagt eller var store før 1.1.2011 - målt på samme børnetal pr. institution og det bliver unægtelig svært at forklare allerede store eller sammenlagte bæredygtige institutioner og forældrene, at der er denne forskel.
Denne model flytter, ligesom scenarie 1, penge fra små til de større og store, men det er jo alene fordi, det er de små institutioner, der i dag er særligt begunstigede i den nuværende model og ikke vil være det i en ny.
Scenarie 3 – samme grundbeløb til alle institutioner - er det rene gift, idet der er tale om en budgetmodel, der på ingen måde understøtter klyngebeslutningen.
At bevare en budgetmodel som i dag, dog med et lidt mindre grundbeløb vil fortsat skævvride ressourcerne til fordel for små selvstændige institutioner og det hænger på ingen måde sammen med beslutningerne fra 1.9.2010.
Scenarie 3 understøtter ikke klynger eller større institutioner og vil på ingen måde opfordre til at blive større, tværtimod vil det ligesom i den budgetmodel vi har nu, være en økonomisk rigtig skidt forretning, at lægge sig sammen.
Ingen kan være tjent med en uretfærdig budgetmodel og ingen kan være tjent med at struktur og budgetmodel stritter i hver sin retning, derfor må scenarie 3 fravælges helt og aldeles.
Bevarelse af pladskapaciteten er selvfølgelig vigtigt, men at gøre dette til hovedet argument i valg af budgetmodel, samtidig med at alle de kommunale institutioner er besluttet i klynger, det vil ganske enkelt være uhørt.
Præmissen om at den hidtidige budgetmodel fratrukket besparelser vil kunne bevare kapaciteten, bygger på en antagelse om, at de privatiseringstendenser og trusler som vi allerede har set, stopper af sig selv ”hvis blot de får det, som de vil ha’ det”?
Det er naturligvis alfa og omega at finde en god balance mellem kapacitet og drift/ressourcer. Men en budgetmodel kan ikke redde kapaciteten, det kan kun anlæg og en løbende tilretning hen imod en mere fleksibel dagtilbudsstruktur. Samspillet mellem budgetmodel og udbygningen af kapaciteten går ud på at skabe gode rammebetingelser for pædagogisk mangfoldighed, ikke mangfoldighed i mursten eller i økonomiske grundvilkår for driften!
LFS peger på scenarie 1 – ren pladspris – med en indfasningsperiode. Men uanset hvilket scenarie der kommer til at danne grundlag for en ny budgetmodel, bør alle puljer og alle kompensationsordninger gennemgås og så meget som muligt lægges i pladsprisen. Kun det der objektivt set giver en meget forskellig belastning, skal kompenseres - det er vores bud. Budgetmodel, kompensationsmidler,indfasning skal ses i sammenhæng, således at det samlet understøtter den valgte og bæredygtige institutionsstruktur.
For en god ordens skyld vedlægges høringssvaret liste over forhold der bør indgå i den endelige udformning af budgetmodellen.
I forhold til basisinstitutioner og særlige dagtilbud så vil LFS foreslå, at budgetmodel på dette område tænkes mere sammen med den ”almindelige” model og at der så aftales tillæg/”byggeklodser” oveni, svarende til den særlige opgave differentieret af belastningsgrad i relation til de ”særlige” børn.
Ingen af de særlige dagtilbud bør være undtaget, som det ellers er beskrevet i bilaget – der er simpelt hen ingen objektive begrundelser eller i praksis opgavemæssige begrundelser for at fritage nogen i forbindelse med ny budgetmodel for hele området. Vi skal således anbefale udvalget, at pålægge forvaltningen at optage forhandling om evt. driftoverenskomster, således at særstatus og særbudgetter ophører med indfasningen af ny budgetmodel.
LFS vil et selvstændigt opsamlingsforløb vedrørende basisinstitutioner og særlige dagtilbud, så snart vi kender den nye ”almindelige” budgetmodel. Ligesom vi senere i dette høringssvar vil forslå en ændret administrativ fokus på disse tilbud.
Børne- og ungeområdet har gennem årene kæmpet med en masse udfordringer; gentagne besparelser, stigende børnetal, for lille kapacitet pga. manglende anlæg i tide, deraf følgende merindskrivning etc. og en nuværende budgetmodel der i vid udstrækning har en række problemer indbygget. Uigennemskuelighed og skævvridning af enhedsprisen, forfordeling af små institutioner og underfinansiering af store institutioner… spørgsmål som LFS allerede har problematiseret i ”Høringssvar på klynger mv.”:
En af de helt store problemstillinger var og er, at antallet af selvejende institutioner er så voldsomt stort i København – det betyder nemlig, at der ikke med sikkerhed kan gennemføres strukturelle beslutninger på hele institutionsområdet i praksis, uagtet at disse måtte være politisk besluttet og det indebærer, som vi så det efter 2007 sammenlægningerne, at den tildelte budgetramme for det første ikke kan udnyttes optimalt i forhold til kerneydelsen og for det andet, at der er meget uensartede udgifter på samme type af institutionspladser, alene betinget af størrelsesforhold. Mangfoldighed og pædagogisk kvalitet handler ikke om hverken institutionsstørrelse eller ejerforhold, men de økonomiske rammer og udnyttelsen heraf er væsentlige forudsætninger for det pædagogiske arbejde.
Ideen om at kommunalisere dagtilbuddene er måske ikke politisk muligt pt., men det er utvetydigt den mest effektive, langsigtede og driftsikre løsning.
En ny budgetmodel skal rette op på gennemskueligheden og understøtte den struktur som nu er besluttet – men den hverken kan eller skal løse alverdens problemer.
Eksternt handler det kort sagt om, hvorvidt man mellem ØKF og BUF kan sikre en faktisk afregning af ressourcer i takt med at opgavernes omfang stiger.
Internt skal kapacitet og ressourcer bringes til at spille sammen, ikke modarbejde hinanden eller ligefrem blive hinandens modsætninger. Hvis det at lave en ny budgetmodel samtidigt kan være en anledning til at få lavet et ”serviceeftersyn” på økonomien i BUF, skal man selvfølgelig benytte muligheden for at kigge på, om der også internt i forvaltningen har været skævvridninger? Eksempelvis mellem skole, dagtilbud og administration. Eller om pengene er fosset ud af forvaltningen til eksempelvis Koncernservice, KEjd eller eksterne konsulenter? LFS vil i sagens natur til stadighed gerne have, at disse forhold gøres til genstand for analyse og debat.
LFS har, udover allerede nævnte overvejelser om implementeringen af en ny budgetmodel, en opfordring til at man dels i forbindelse med indførelsen af modellen, som naturligvis kommer til at foregå samtidig med indførelsen af ny klyngestruktur, nedsætter en task force som kan støtte og vejlede, samt opsamle erfaringer og gode ideer.
Fremadrettet forestiller LFS sig en form for strategisk administration. Forstået på den måde, at på nær de helt særlige områder, som specialtilbud, garantipladser, særlige bygningsmæssige forhold etc. så bør næsten alle dagtilbud kunne driftes forholdsvist enkelt, i hvert fald enklere end i dag. Dermed vil der kunne fokuseres administrative ressource til de ”særlige” områder, der erfaringsmæssigt er sværere at styre – og som udviklingen har vist er stigende over tid. Hertil skal lægges at den øgede administrative fokus kunne medvirke til, at der kan kigges på synergieffekter mellem eksempelvis BUF og SOF, eller måske strategiske samarbejder med andre kommuner. Hvorfor ikke bruge hinandens kapacitet, der hvor det giver mening?
Denne form for strategisk, mere fokuseret styring kunne også gøre det muligt, i dialog via direkte bottom-up processer, at fastlægge passende serviceniveauer/”byggeklodser” for de forskellige tilbud.
Ligesom samarbejdssystemets arbejde med budgetprocessen ville være med til at skabe en bedre dialog og dermed større gensidig forståelse mellem ressourcer og kapacitet, mellem rammer og indhold. Styring og medarbejderindflydelse kunne således bringes til at spille sammen, i stedet for at være hinandens modsætninger.
En mere gennemskuelig budgetmodel kunne generelt gøre de politiske prioriteringer og besluttede serviceniveauer mere sagligt funderet og tidssvarende. Der er her også en direkte kobling til fremtidige politiske temadiskussioner – selvforvaltning, minimumsnormeringer, børnetid, kvalitet og arbejdsmiljø.
Østerbro d. 15.10.2010
Med venlig hilsen
Britt Petersen
Formand