LFS-høringssvar til inklusionspolitik

Til
Børne- og Ungdomsudvalget
Københavns kommune

18. maj 2009

Vedr. høringssvar til en inklusionspolitik

LFS finder det positivt, at Københavns kommune ønsker en formuleret politik for den inkluderende indsats og at det samtidig er besluttet at sende forslaget ud i en bred høring.

Indledningsvis har vi nogle generelle og principielle kommentar til forslaget.

Vi er grundlæggende meget betænkelige ved det menneskesyn, der tilsyneladende ligger bag det samlede politiske forslag. I indstillingen til punktet for den inkluderende indsats, fremstår det mere som om ønsket er en økonomisk effektivisering og omprioritering og hvilken indsats, efter forvaltningens opfattelse, der er brug for at iværksætte over de fagprofessionelle.
LFS finder det problematisk, at fokuspunktet bliver det økonomiske, strukturelle og organisatoriske, frem for et menneskesyn hvor barnet og dets behov er i centrum. LFS vil foreslå, at menneskesynet der ligger til grund for inklusionspolitikken fremhæves, - for først herefter vil det være relevant at vurdere det strukturelle og organisatoriske omkring mangfoldighed af dagtilbud København og de fagprofessionelle, på tværs af forvaltningerne, og hvordan de kan udmønte en målrettet indsats der modsvare barnets behov.

Grundlæggende er vi også betænkelige ved de afledte konsekvenser, set i forhold til betragtningen der kommer til udtryk i inklusionspolitikken (side 4 2.afsnit).
Her fremgår det, citat..”at det gavner flest børn og unge at blive i fællesskabet i deres vante miljøer, frem for at blive udskilt til specialområdet, idet alle har et ønske om at være ”normale”. Når der udmøntes en politik ud fra denne grundlæggende betragtning, vil der for det første altid være risiko for en eksklusion frem for inklusion, ved fokus på hvad der gavner de fleste børn og unge.
For det andet, vil denne betragtning også medvirke til at de børn der er indskrevet i et specialtilbud, oplever sig endnu mere ekskluderet. Forvaltningens betragtning er, i vores optik, igen et eksempel på højere vægtning af det økonomiske, strukturelle og organisatoriske, frem for fokus på barnet/den unge, og herefter hvilket dagtilbud der matcher barnet bedst

Specialreformen og dens 8 spor, hvor Inklusionspolitikken er en del af spor 1, er et omfattende projekt og med meget korte tidsintervaller i forløbet. Med baggrund i dette forhold, oplever LFS et stort demokratisk underskud i forløbet og implementeringen, også for de arbejdspladser der er direkte involveret på nuværende tidspunkt. En situation der i høj grad kan medvirke til, at det bliver yderst vanskelig at etablere en fælles forståelse og medejerskab til reformen.

LFS er repræsenteret i en følgegruppe. Vi kan i denne forbindelse oplyse, at vi blandt andet ved et af de første møder, blev præsenteret for et omfattende antal af arbejdsgrupper, der var blevet nedsat under de respektive spor i reformen. Et tydeligt problem i repræsentationen i arbejdsgrupperne var, at det stort set kun var forvaltningsmedarbejdere og medarbejdere fra skolerne der var repræsenteret. Så allerede i de indledende arbejder til reformen, er det demokratiske underskud tydelig signaleret.

I indledningen til Inklusionspolitikken i København kommune (Inklusionspolitik, forsiden) fremgår det bl.a, at de faglige organisationer har bidraget til udformningen af politikken. Vi har haft yderst begrænset mulighed for at komme med bidrag til forvaltningens udkast til politik, da der var ganske kort tidsfrist for kommentar hertil. Igen et udtryk for et demokratisk underskud og problematisk ageren, ved på denne måde at forsøge og legitimere et politisk oplæg.

Nedenfor er vores kommentar beskrevet ud fra de formulerede temaer der fremgår af forslaget til politik og vi vil særlig beskrive hvilke forudsætninger der nødvendigvis skal være til stede.

Åbne og udviklingsorienterede miljøer

Åbne og udviklingsorienterede miljøer forudsætter, at synet på barnet ses som - forskellighed er en ressource frem for en begrænsning. Altså fokus på dét barnet kan, - frem for mangelsynet hvor fokus er på dét barnet ikke kan.
Det beskrives i indstillingen, citat.. at målgruppen især er børn med problemer i forhold til adfærd, kontakt og trivsel (AKT-børn).. citat slut. Forudsætningen for at de rette betingelser kan være til stede, er at der er etableret en fælles forståelse for synet på barnet og identifikation af målgruppen. Dette kræver, at de pædagogiske medarbejdere reelt inddrages. Det har også stor betydning, at der foregår en kontinuitet i arbejdet, så de erfaringer der gøres målrettet medinddrages. Det står beskrevet, at der påtænkes udarbejdelse af en handlevejledning – med hvilken begrundelse? Hvis en inkluderende indsats skal lykkes, er det utrolig vigtigt at de fagprofessionelle kan fastholde autonomien i arbejdet og har metodefrihed i udmøntning af politikken.

Åbne og udviklingsorienterede miljøer kan kun etableres i rammer hvor der rent fysisk er plads, til at modsvare at et barn eller en lille gruppe af børns behov for at være i ”eget rum”, for at kunne reflektere og fordybe sig. Forudsætningen for at kunne skabe de disse miljøer, stiller krav til de fysiske rammers beskaffenhed og børnegrupperne størrelse. For øjeblikket ser vi lange ventelister og derfor et voldsom pres på kapaciteten i daginstitutionerne. Presset på kapaciteten og ønsket om mere inklusion i de almene dagtilbud er et krydspres, som i høj grad forringer mulighederne for en udmøntning af den ønskede politik. Derfor vil det være nødvendigt med mere end de 90 % pladskapacitet, set i forhold til det reelle behov for antallet af daginstitutionspladser. Inklusion kræver, som tidligere nævnt, fysisk rum og mindre børnegrupper.

Det fremgår af forslag til politik (side3 af 4, 1. afsnit): Det enkelte barn skal have et tilbud der svarer til barnets behov. Dette stiller store krav til visiteringen og til en evt. revisitering. Kravene omhandler også en organisering af en hurtig og kvalitativ visitering, herunder vigtigheden af at de pædagogiske medarbejdere der er omkring barnet og/eller børnegruppen og deres forældre, inddrages i vurderingen af barnets situation. Det grundlæggende princip for en visitering eller revisitering af et barn, skal altid betragtes som en inkluderende indsats desuagtet at barnet visiteres til en specialdaginstitution.

Forældresamarbejdet har i denne forbindelse afgørende betydning. Det har også stor betydning, at forældre og pædagogiske medarbejdere har samme oplevelse og opfattelse af – hvad betyder en inkluderende indsats? – har vi en fælles forståelse for indholdet og omfanget af indsatsen? – mener vi det samme som forvaltningen? For at disse grundvilkår kan være til stede i samarbejdet stiller det krav til både politikere og forvaltningen om, at være tydelige i sin kommunikation - skriftligt som mundtligt – omkring indsatsen.

Faglig, social og personlig udvikling for alle

Synet på barnet og den unge, - og gruppen af børn og unge skal altid være ud fra perspektivet at - forskellighed er en ressource. Set i dette perspektiv vil social inklusion og rummelighed betyde, at man (forsøger) bekæmper udstødelsesmekanismer frem for de udstødte individer. Altså konstruerer en ny humanistisk og dermed socialt funderet tilgang til inklusionsbegrebet, som skal afspejle praksis.
Menneskets egenaktivitet er fundament for menneskets udvikling og væren. Derfor vil det altid være af stor betydning, at fokus holdes på barnets/den unges virkelige liv i ”nutiden”, barnets/den unges evne til mestring af eget liv. I forlængelse heraf, er det væsentligt at have øje for at forudsætningen for at børn/de unge kan forblive ligeværdige medlemmer af et fællesskab er, at barnet og den unge har andre børn og unge at kunne ”spejle sig i”. Eller sagt med andre ord, kunne identificere sig med andre. Først her vil der være det rette grundlag tilstede for at kunne indgå i relationer. Set i dette perspektiv vil det også være væsentlig at gøre sig det bevidst, at inklusion ikke er synonym for en ”ny normalisering”

Som nævnt tidligere er det derfor også væsentligt, at indsatsen ikke anskues ud fra en økonomisk og strukturel vinkel, ved blandt andet at beskrive at børn/de unge bliver udskilt til specialområdet, men i stedet anskue mangfoldigheden af dagtilbud i København som en ressource der kan medvirke til det rette grundlag for børnene/de unge.

Vi er dybt forundrede over, at der i oplæg til inklusionspolitik ikke indgår en beskrivelse og stillingtagen til legen og dens betydning for barnets/den unges personlige og sociale udvikling.
Som LFS har fremhævet i mange tidligere høringssvar, vedr. politikker på Børne- og Ungeområdet, så er LFS generelt bekymret for Københavns Kommunes nedtoning af legens centrale betydning for børn og unges udvikling, trivsel og selvfornemmelse. Børns leg må aldrig blive en pause, der alene skal reduceres til at give næring til læring både i skolen og daginstitutionerne. Børns leg risikerer at blive stærkt opsplittet og kommer til at handle om at udvikle færdigheder eller kompetencer – som igen kan kontrolleres og defineres af den voksne. Legen bliver underordnet læring, frem for at se legen som en forudsætning for læring. Det legende barn er også det lærende barn, uanset om det er i vuggestue, børnehave, fritidsinstitution eller skole.
Den manglende politiske og forvaltningsmæssige forståelse af legens centrale rolle er dybt problematisk. Legen er barnets nærmeste zone for videre udvikling, for i legen bliver barnet et hoved højere end sig selv - emotionelt, socialt og kognitivt. Legen er det bedste mødested for social og kulturel integration, for medmenneskelig forståelse og respekt. Den omfatter alle børn uanset socialgruppe og øger motivationen for modtagelse af læring.
Leg er et livslangt læringsprojekt, men de politiske beslutninger i København afspejler ikke denne kendsgerning. I leg skelner man ikke mellem, om der er læring eller ej. Der er læring i al leg, men al læring er ikke leg.

LFS mener, at børne- og ungdomsperspektivet skal fylde mere i Københavns Kommunes inklusionspolitik. LFS mener, at det smalle børnekulturbegreb skal skiftes ud med det brede børnekulturbegreb.
I børn og unges kultur er der tale om en grundlæggende kultiveringsproces som er vital. Gennem det børnene og de unge gør, konstruerer de aktivt deres relationer, venskaber og fællesskab. Der udvikler sig en (lege)kultur i og med at med at de efterligner hinanden og gentager visse (lege)handlinger, som dermed bliver til rutiner.
Det at (lege)handlinger dyrkes over tid og bliver til rutiner, viser at aktiviteterne hviler på udveksling af fælles følelser, en fælles forståelse og fælles intentioner børnene imellem, - og dermed er der tale om en selvstændig børnekultur produceret af børn og børn imellem. Når (lege)handlingerne er blevet til gentagne og forudsigelige rutiner, er der etableret en selvstændig ”toddlerkultur”. Altså måden at kommunikere - at være sammen - og lære af hinanden ved at indgå i relationerne. Kulturen er ikke statisk, men dyrkes videre i stadig nye variationer. ”Fællesskabet” giver således mulighed for individuel bevægelighed og social mobilitet.

Fleksibel ressourcetildeling

Når hensigten er, at medarbejderne skal se mening med indsatsen og opleve ejerskab hertil forudsætter det grundlæggende at få indflydelse på og viden og forståelse af under hvilke vilkår der udmeldes en fleksibel ressourcetildeling. Ellers kan det ikke opfattes som andet end at ”købe katten i sækken”, og dette perspektiv er yderst vanskelig at få et ejerskab til.
Herudover er det vigtigt at være opmærksom på, at en ressourcetildeling nødvendigvis skal have et omfang og en vis tidshorisont, for at kunne spore en reel effekt af indsatsen.

Vi har allerede nu fået oplysninger om, at de institutioner der konkret indgår i den inkluderende indsats på nuværende tidspunkt udtrykker, at det koster flere midler end de sædvanlige pladspriser kan modsvare.
Alene tiden til at forberede, udvikle og videndele med kolleger, forældre og andre faggrupper er økonomisk omkostningskrævende.
Vi er også bekendt med, at de institutioner der indgår i Familie- og Basispladsprojektet konstaterer, at den inkluderende indsats ikke er billigere men dyrere.

Som nævnt tidligere har København en mangfoldighed af dagtilbud, som er vigtigt at værne om. Ikke på grund af tilbuddene som sådan, men fordi tilbuddene kan modsvare børn/de unges behov. Hvis mangfoldighed af dagtilbud mindskes vil risikoen for at børn/de unge oplever eksklusion være større.

Tidlig og forebyggende indsats

En tidlig og forebyggende indsats for at hjælpe i tide, stiller store krav til både pladskapaciteten, dimensioneringen af pladser, visitationen og mulighederne for revisitation. En vellykket inkluderende indsats og ordentlige rammer, ressourcer og vilkår i øvrigt er hinandens forudsætninger.

Under dette tema kommer forvaltningen ind på valg af metoder, samt der også er vedlagt beskrivelse for udformningen af en handlevejledning. Vi er dybt betænkelige ved, at udmøntningen af den inkluderende indsats skal have en så høj detaljeringsgrad. Den høje detaljeringsgrad er, for os at se, et eksempel på ønsket om at kunne styre indsatsen qua resultat- og dokumentationskrav. En vægtning som flytter fokus fra det der er kerneopgaven, nemlig den direkte udmøntning af en pædagogisk praksis der har fokus på at understøtte børns de unges relationer.
En formuleret handlevejledning og kriterier for konkrete handlinger i udmøntningen af inklusionpolitikken fratager de pædagogiske medarbejdere deres metodefrihed. At rette fokus på det enkelte barn/den unge, de rette vilkår for en inkluderende indsats og den faglige autonomi er hinandens forudsætninger.

Helhedstænkning og brobygning

Der formuleres et ønske om helhed og sammenhæng i opgaveløsningen og at de professionelle skal samarbejde på tværs af traditionelle kulturer, for også at udvikle et fælles fagligt sprog om de enkelte børn, – er en rigtig god hensigt. Det har dog afgørende betydning, at der etableres en bevidsthed omkring de kulturelle barrierer der altid vil forekomme i et tværfagligt samarbejde. Vi er enige i, at kommunikationen mellem faggrupperne er essentiel for at en helhedsorienteret indsats kan iværksættes. Det har derfor også afgørende betydning at der afsættes økonomi og tiden til iværksættelse af flere forløb for at nedbryde disse barrierer.

På nuværende tidspunkt er der, i flere sammenhænge, allerede etableret nogle formelle organer der mødes på tværs af institutioner, lokalområder og forvaltningsmæssige ressortområder, inden for egen forvaltning og på tværs af forvaltningerne. De nuværende erfaringer med tværfagligt arbejde, viser tydeligt at der er langt fra beslutning og iværksættelse af tværfaglige organer og så en daglig praksis der skal medvirke til at kunne udføre opgaver på tværs af områderne. Dette kræver langt større indsats end der hidtil er set, både i tiden hertil og den økonomiske ressource til opgaven.

Inklusion er en dynamisk og vedvarende proces

Forudsætningen for en fælles forståelse og medejerskab, kræver helt grundlæggende at det også opleves som reelt medejerskab.
En dynamisk proces forudsætter, at hele medarbejdergrupper, som indgår i det direkte arbejde med børnene, deltager i samme tiltag for instruktion til opgaven. Vi kan desværre konstatere at dette ikke sker, men tværtimod er der tale om en medarbejdergruppe som bliver ekskluderet. Vi har fået verificeret af forvaltningen, at det er korrekt at pædagogmedhjælperne på daginstitutionerne ikke kan deltage i et kursusforløb i de bydele hvor der foregår pilotprojekter omkring inklusion. Begrundelsen fra forvaltningen side er, at specialreformen er et selvfinansierende projekt og kurserne kræver en baggrundsviden. Med hensyn til den økonomiske begrundelse for at ikke alle kan deltage, har vi formuleret kommentar til andet steds i høringssvaret. Men herudover er vi dybt forundrede over, at der ikke professionelt kan tilrettelægges et kursusforløb der inddrager alle de pædagogiske medarbejdere der skal arbejde med den inkluderende indsats i den pædagogiske praksis.
I forlængelse heraf er det væsentlig at notere, at hvis det ikke allerede er beskrevet i kursusprogrammet, så bør et kursusforløb bør også indeholde en introduktion til og gennemførelse af observationer af mønstre mellem børn/de unge i en gruppe.

I en dynamisk og vedvarende proces forudsætter vi, at der indtænkes kontinuerligt og kvalificeret supervision af alle pædagogiske medarbejdere, samt ressourcer og tid hertil.
Det er også utrolig vigtigt at der gives tid og mulighed for, at opbygge faglige fællesskaber, netværk mv. hvor der også kan ske en vidensoverdragelse.

Afslutningsvis vil vi gøre opmærksom på, at LFS kontinuerligt har skærpet opmærksomhed på udmøntningen af reformen når det får konsekvenser for medlemmernes arbejds- og ansættelsesvilkår, og vil begære forhandling hvis vi finder dette nødvendigt.

Med venlig hilsen

Jan Hoby
næstformand i LFS