10.3.2009

LFS-høringssvar:

Bemærkninger til Høringsudkast af rammeplan for strategien på området for udsatte børn og unge

Indledningsvis skal vi udtrykke vor tilfredshed med, at den ”gamle” sektorplan nu afløses, af først en rammeplan – senere en egentlig samlet strategi for områdets udvikling.
Strategien skal fungerer som bindeled mellem de overordnede politiske beslutninger og den konkrete indsats forvaltningens medarbejdere iværksætter over for udsatte børn og deres familier.

Vi er som udgangspunkt enig i, at der skal være en sammenhæng mellem de politiske prioriteringer og de konkrete indsatser, men ønsker også at pege på nødvendigheden af overenstemmelse med de økonomiske ressourcer, og medarbejdernes kompetencer.
Det er vor opfattelse, at der i dag ikke er denne overenstemmelse.

Der er desværre en del eksempler på, at børn, unge og forældre bliver svigtet af de sociale myndigheder i København, og den aktuelle situation på Nørrebro, peger på, at der ikke hidtil har været anvendt en tilstrækkelig indsats, for at dæmme op for ungdomskriminaliteten.

Den i mange år manglende prioritering af efterværnsindsatsen, samt satsningen på at indsatsen overfor de unge i et stort omfang skulle foregå via mere eller mindre ”løse” støtte kontaktpersoner, har vist sig ikke at være tilstrækkelig.

Den sidste år iværksatte meget alvorlige millionbesparelse på socialcentrenes børne/familieområde, er også et eksempel på en politisk prioritering – der ikke hænger sammen med områdets behov.
Det nytter ikke noget at sende socialrådgivere til skoler og daginstitutioner, eller sende flere gadeplansmedarbejdere på gaden for at styrke den forebyggende indsats, hvis der samtidig skal spares millioner på socialcentrene.

Det er derfor væsentligt for os, at politikerne er opmærksomme på, at skal rammeplanens massive satsning på udvikling af nye redskaber til screening, monitorering, auditering, kvalitetssikringskontrol, effektmåling, dokumentation, styring, udvikling og implementering af nye evidensbaserede programmer realiseres, skal der tilføres mange flere midler til området, og vi har vores tvivl om hvorvidt en sådan investering vil give det forventede resultat.

Det er også vores vurdering, at et lidt mindre ambitionsniveau på denne udviklingsdel, og lidt mere fokus og økonomi på driften, og udviklingen af de eksisterende tilbud, vil have en mere positiv effekt på kvaliteten af indsatsen overfor de svageste børn, unge og deres familier.

Det skal således sikres at planen i højere grad er i overenstemmelse med de økonomiske ressourcer, politikerne ønsker at prioriterer området med.
Samtidig skal det under alle omstændigheder sikres, at der løbende investeres i medarbejdernes kompetenceudvikling, således at de forskellige faggrupper er i stand til at løfte de opgaver der bliver prioriteret.

Vi er tilfredse med at de faglige organisationer mv.. bliver inddraget i arbejdet med formulering af planen, og håber endvidere at vi bliver yderligere inddraget i den fase hvor rammeplanen skal konkretiseres til en egentlig strategiplan.

Vi håber endvidere at forvaltningen og efterfølgende det politiske udvalg, ved at inddrage de faglige organisationer, anerkender at forvaltningens medarbejdere har kompetencer, viden og indsigt, der ud over at blive anvendt i det daglige, også skal inddrages når de større udviklingslinier skal tilrettelægges.

De faglige organisationer på området – der i forvejen har et flerårigt samarbejde – har valgt at udarbejde et fælles høringsvar.
Høringsvaret dækker således synspunkter hos SL- Storkøbenhavn, Forstanderklubben/KKE, LFS, HK-SOF, DS-SOF, og Dansk Psykologforening- SOF.

Rammeplanen tager udgangspunkt i 3 overordnede politiske effektmål, der understøttes af en række delmål m.v..

Vi kan tilslutte os de overordnede mål, men skal foreslå, at der i delmålene lægges mere vægt på det undervisningsmæssige aspekt. Det er vor opfattelse at den særlige undervisningsopgave der løses på de dagbehandlende tilbud, og på de interne skole på en række døgninstitutioner, bør have en mere fremtrædende placering i de oplistede delmål – på linie med delmålene omkring sundhed og fritidsliv.

Det er en vigtig socialpædagogisk opgave at sikre at børnene og de unge lære at læse m.v. – således at de senere hen, kan komme i en position hvor de kan deltage aktivt i uddannelses- og beskæftigelsesforløb.

De faglige organisationer kan tilslutte sig, at de overordnede linier i strategien, forklares ved hjælp af forandringsteorier, der beskriver de virkninger, der forventes at blive resultatet af forskellige former for indsatser.
På det konkrete individniveau anvendes der jo også i det daglige ”forandringsteorier” – f.eks. i handle- og udviklingsplanerne.

Som vi alle ved, er det ikke altid at det kommer til at gå som forventeligt – og så må der justeres i planerne.

Vi forventer at de ”store” forandringsteorier som der arbejdes med i planen, også skal betragtes som ”fleksible” i den forstand – at de ikke skal opfattes som ”den sande/rigtige vej” – men mere betragtes som vejvisere for indsatsen – pejlemærker og langsigtede mål for hele forvaltningens indsats.

Vi skal endvidere anføre vor frygt for, at den megen fokus på etablering af forskellige målesystemer, som det også fremgår af målene formuleret som ”tentative” indikatorer, - vi forstår det skal oversættes til ”forsøgsvise” indikatorer, flytter fokus fra arbejdet med de udsatte børn, unge og deres forældre, til med jævne intervaller at udfylde diverse skemaer, hvis anvendelse er rent administrativt eller ukendt for institutionerne.

Skal der måles – evalueres – skal det gøres på en sådan måde, at de involverede medarbejdere kan bruge evalueringen til at udvikle deres metoder og praksis.

Planen opererer endvidere med 5 fokusområder:

1. Udvikling af metoder, ansvarlighed og evidens

2. Bedre myndighedsarbejde

3. Tidlig indsats i forhold til udsatte børn

4. Hurtig og insisterende indsats i forhold til uroskabende unge

5. Styrkelse af anbringelsesviften

Vi har følgende bemærkninger til de enkelte fokusområder:

Udvikling af metoder, ansvarlighed og evidens:

Rammeplanen lægger op til at arbejdet med udsatte børn og unge i højere grad bliver mere videns- og evidensbaseret, dels igennem indførelse af flere evidensbaserede metoder, og dels igennem konstant vidensopsamling og evaluering af allerede benyttede metoder og praksisser.

Det er vor opfattelse at indførelse af udenlandske programmer – der er mere eller mindre evidensbaseret i en anden kultur, end den de nu skal fungerer under, kræver mange ressourcer at teste, og at en del erfaringer peger på, at det nok skulle være muligt at opnå de samme resultater, ved at udvikle de eksisterende tilbud.

Således peger mange undersøgelser på neutral effekter af en bestemt metode målt op imod en anden indsatsen. En svensk effektundersøgelse viser således at en indsats med MST, har samme virkning som at stå på venteliste til MST.

Vi er slet ikke afvisende overfor, at det er muligt at lære noget fra andre kulturer, men finder at det er en meget kompliceret sag, direkte at overfører hele programmer fra f.eks. USA, ind i en dansk sammenhæng.
Vi kan tilslutte os, at der sættes mere fokus på, at medarbejderne på de pædagogiske institutioner, løbende får tilbud om at blive inspireret af kollegaer fra andre byer og lande, f.eks. ved at der i højere grad åbnes op for at de nye centre på børne- og ungeområdet får økonomisk mulighed hertil.

Vi vil opfordre til, at der i stedet for indførelse af flere ”store og komplicerede effektmålingssystemer” som det er tvivsomt at områdets praktikere kan bruge til noget, sættes mere fokus på den løbende opsamling og evaluering af resultaterne af de metoder og praksisser der i dag anvendes på centrenes institutioner.

Vi foreslår derfor, at der snarest iværksættes et udviklingsarbejde, som har til formål at revidere det i dag anvendte handle- og udviklingsplan koncept, så det i højere grad bliver et samarbejdsredskab, der kan anvendes aktivt af myndighedscenter, anbringelsescenter og de anbragte børn/unge og deres familier, men også designet således, at det kan anvendes til løbende at evaluere effekterne af de konkrete anbringelsesforløb, og derved også bedre kan anvendes til at koorigere og ændre indsatsen i forhold til det aktuelle behov.
Evalueringerne skal efterfølgende kunne anvendes til at såvel myndighedscenteret som anbringelsescenteret, kan bruge evalueringen til at forbedre deres indsats, samarbejde, tilbud m.v.
Et sådant udviklingsarbejde skal gennemføres i et tæt samarbejde mellem medarbejdere i myndighedscentrene og anbringelsescentrene, og sikre at der sættes fokus på den ”samlede ydelse”, herunder undervisningsdelen.

Endvidere finder vi det væsentligt, at forvaltningen fremadrettet støtter den udvikling, mange institutioner har været igennem via KIA projektet, herunder understøtter og videreudvikler metoder, til evaluering af institutionernes praksis (gør de det, de siger de gør!).

Bedre myndighedsarbejde

Vi kan overordnet tilslutte os de foreslåede initiativer og målsætninger for indsatsen.
Vi må dog igen pege på behovet for tilførelse af ressourcer, da de enkelte socialcentre i stort omfang har svært ved at løse de aktuelle opgaver. Der er et meget stort flow af medarbejdere på socialcentrene, og den store sagsmængde, de pålagte besparelser, og forvaltningsstrukturen i København kommune, gør det svært at fastholde medarbejderne i socialforvaltningen.
De massive besparelser på socialcentrene i 2008, har bevirket at sagsbehandlerne i et vist omfang, ikke indstiller de optimale forslag til foranstaltninger, men billigere løsninger. Denne nedgradering – og manglende respekt for de faglige vurderinger – giver ikke optimale arbejdsforhold, og medvirker ikke til en faglig udvikling af kvaliteten i arbejdet.

Der er derfor behov for at der på alle måder støttes op om den nye teamorganisering, også med ressourcer der matcher behovet for øget kvalitet i myndighedsopgaven. Det drejer sig om flere medarbejdere, kompetenceudvikling, og mulighed for udvikling af samarbejdet med samarbejdspartnerne, f.eks. ved anbringelser og andre indsatser.

Tidlig indsats i forhold til udsatte børn

De faglige organisationer kan tilslutte sig de foreslåede initiativer og opstillede mål.
Vi vil specielt pege på, at der er behov for at udvikle samarbejdet med andre faggrupper i andre forvaltninger, således at det bliver muligt at iværksætte en tidlig indsats.
Vi kan således tilslutte os forslagene om, at sikre at der bliver mere opmærksomhed i de almene tilbud om risikofaktorer, at almen systemet tilbud gøres mere rummelige m.v., men også at det bliver lettere at kontakte de sociale myndigheder, f.eks. ved at der bliver tilknyttet socialrådgivere til daginstitutionerne og sundhedsplejen.
Dette indebærer dog også, at socialforvaltningen reelt har mulighed for at følge op på det forventeligt større antal henvisninger, og ikke af økonomiske grunde må afvise at gøre noget ved de synliggjorte problemer.
Efter vor opfattelse er der ikke store problemer med at reinkluderer børn/unge i de almene tilbud, men opfattes det sådan i almen systemet, må der selvfølgelig etableres procedure der sikre en bedre overgang.
Vi kan tilslutte os forslaget om etablering af fælles kompetenceudvikling af medarbejdere i BUF og SOF.

Hurtig og insisterende indsats i forhold til uroskabende unge

De faglige organisationer tilslutter sig de overordnede initiativer – men finder at der grundlæggende mangler en bedre organisering af arbejdet med de unge – der på forskellig vis er fordelt på op til 3 forskellige forvaltninger.
Det er vor opfattelse at en del unge i dag ikke får tilbudt den hjælp de har behov for, fordi strukturen modvirker en effektiv indsats overfor de unges problemer. Derfor er det afgørende at der sættes mere ind på at udvide det tværfaglige samarbejde forvaltningerne imellem, og opbygge procedurer og samarbejdsformer lokalt, der matcher de lokale behov.
Der bør derfor indgås egentlige samarbejdskontrakter, der sikre at unge på vej ud af børne/familieteamets regi, bliver taget hånd om i såvel socialforvaltningens voksenteam som BIF såfremt der er behov herfor.

I resumeet fremgår det at der skal lægges mere vægt på det man ved fungerer – f.eks. gadeplans- og kontaktpersonarbejdet.
Os bekendt er der ikke evidensbaserede undersøgelser der understøtter at den nuværende model for anvendelse af gadeplans- og støttekontaktpersoner fungerer bedre end så meget andet.
Vi er dog enig i, at der gøres et rigtigt godt stykke arbejde på gadeplan – men det er også vores opfattelse, at denne indsats i et vist omfang ”lever sit eget liv” – og kan blive bedre.
Vi finder at der er behov for at kvalificere dette arbejde, og i højere grad sikre at der etableres et fagligt miljø omkring kontaktpersonerne – f.eks. også ved at anvende færre – men fuldtidsansatte medarbejdere til opgaven.

Endelig finder vi, at der også skal tages initiativer der kan medvirke til at den faglige viden og ressourcer f.eks. på center for udsatte og kriminalitetstruede unge, bringes i spil med kollegaer fra de forebyggende centre og lokalcentrenes børne/familieteam. En enklere organisering af tilbuddene i egen forvaltning, vil angiveligt også give mulighed for mere fælles læring, og dermed bedre indsats overfor de unge. Se endvidere bemærkningerne under næste afsnit om lokaltbaserede ”opholdstedslignende” tilbud.

Styrkelse af anbringelsesviften:

Vi kan tilslutte os forslaget om at der etableres flex-pladser, således at der åbnes op for en mere fleksibel indsats. Vi skal dog advare imod at der lægges op til etablering af discounttilbud, i konkurrence med et måske dyrere helhedstilbud som man vil kunne finde inden for de forskellige centre.
Etableringen af flexpladser, kunne f.eks. også være hybellignende tilbud, tilknyttet et center, der kan anvendes overfor unge der har svært ved at være på en mere traditionel institution, og eller anvendes i efterværnsindsatsen, som vi mener skal prioriteres på en hel anden måde end den gøres i dag.
Efterværn skal gøres obligatorisk, og vi mangler at planen forholder sig ordentligt til problemet.

Vi kan tilslutte os forslaget om at der etableres flere mindre ”opholdstedslignende” døgntilbud til børn/unge, beliggende i de forskellige bydele, således at barnet/den unge fortsat kan gøre brug af skole og andre tilbud i dets ”gamle” nærmiljøområde.
Opholdstederne bør være tilknyttet et anbringelsescenter, således at det sikres at medarbejderne løbende er i faglig udvikling/at den socialpædagogiske indsats løbende vurderes/evalueres, og at opholdsstedets ydelser synliggøres som en del af anbringelsescentrenes vifte af tilbud.
Konstruktionen med lokalt baserede opholdsstederne, vil give bedre mulighed for, at der etableres et tættere samarbejde til det lokale socialcenter(børnefamilieteam), til centerets forebyggende/opsøgende medarbejdere, sagsbehandlere mv..
Udviklingen af nye samarbejdsflader mellem den traditionelle ”forebyggende” indsats og den ”behandlende” indsats, sætter fagligheden i spil på en ny måde.
Den tættere beliggenhed i forhold til barnets/den unges familie, netværk m.v. giver bedre muligheder for at etablerer et tættere samarbejde/inddragelse af familie,netværk mv.,og dermed optimere de behandlingsmæssige muligheder.

Satsningen på større inddragelse af forældrene/pårørende og netværk i den samlede indsats, samt etablering af mere intensivt familiearbejde i tilknytning til anbringelsen, kan vi tilslutte os fuldt ud.

Det er vores opfattelse, at dette element i mange tilfælde, vil udvikles til at være en væsentlig del af den samlede indsats overfor de udsatte børn/unge og deres familie, men også skal opfattes som en nyudvikling af indsatsen, der fordre megen opmærksomhed og kompetenceudvikling af medarbejdere på institutionerne.
En del institutioner har allerede arbejdet med forældreinddragelse/familiearbejde i forskelligt omfang, og det vil være hensigtsmæssigt at inddrages disse erfaringer i den videre udvikling af denne indsats, i stedet for ”blot” at indfører et nyt evidensbaseret program fra USA.

Vi kan tilslutte at der anvendes flere netværksfamilier, men skal gøre opmærksom på, at også SFI’s seneste forskning viser, at der faktisk er rimelig overenstemmelse mellem de anbragte børns problemstillinger og deres anbringelsested. Det vil således være forkert at forestille sig at en række børn/unge i døgninstitutioner kan få samme effekt ud af at komme i en plejefamilie. Ofte vil udgangen på en sådan placering være at barnet fjernes fra familieplejen/hvis de ikke selv stikker af – for efterfølgende at komme på en døgninstitution, og familieplejen vil få et nederlag fordi de ikke kunne magte opgaven.

På vegne af nedenstående organisationer

Niels Andersen 10.3.2009

Lars Petersen / SL

Lars Rosenberg / Forstanderklubben/KKE

Helle Haslund / LFS

Linda Svendsen / HK - SOF

Joan-Marie Nielsen og Dorthe E. Nielsen / Socialrådgiverne- SOF

Bjørn Sørensen og Grethe Jayatissa /Psykologerne - SOF