LFS-høringssvar til Målsætninger for fritidshjem og KKFO´er 2009

Til
Børne- og Ungeforvaltningen
Københavns kommune

6.2.2009

Høringssvar til oplægget: Høringsforslag til ”Målsætninger for fritidshjem og KKFO´er 2009”

LFS vil hermed skriftligt tilkendegive vores svar på oplægget: Høringsforslag til ”Målsætninger for fritidshjem og KKFO´er 2009”.

LFS finder det positivt, at Københavns kommunes politikere og dermed forvaltningen har ønsket at formulere visionerne og værdierne for det fritidspædagogiske område i en tæt dialog med det pædagogiske personale.

Selve Høringsforslaget rummer, indfanger og beskriver på udmærket vis, nogle af de vigtigste elementer i det fritidspædagogiske relationsarbejde.

LFS synes dog, at der er få men væsentlige svagheder i høringsforslaget.
Der skrives om barnet og om børn, mens anerkendelsen af børns selvstændige kulturproduktion og reproduktion er fraværende.

LFS mener, at en anerkendelse og beskrivelse af børn og unges kulturproduktion og reproduktion vil styrke ”Målsætninger for fritidshjem og KKFO’er 2009” og samtidig indarbejde nyere og væsentlige forskningsbidrag på børne- og ungdomsområdet.

I børns kultur er der tale om en grundlæggende kultiveringsproces som er vital. Gennem det børnene gør, konstruerer de aktivt deres relationer, venskaber og fællesskab. Der udvikler sig en (lege)kultur i og med at med at de efterligner hinanden og gentager visse (lege)handlinger, som dermed bliver til rutiner.

Det at legehandlinger dyrkes over tid og bliver til rutiner, viser at aktiviteterne hviler på udveksling af fælles følelser, en fælles forståelse og fælles intentioner børnene imellem, - og dermed er der tale om en selvstændig børnekultur produceret af børn og børn imellem.

Æstetiske og kulturelle udtryksformer

På side 13 i Høringsforslag til ”Målsætninger for fritidshjem og KKFO´er 2009”, beskrives æstetiske og kulturelle udtryksformer.
LFS mener at dette vigtige område ikke vægter nok i målsætningerne i forhold til hvor meget det fylder og vægter i børns moderne liv og i det fritidspædagogiske rum. Den æstetiske dannelse er oplevelses- og helhedsorienteret og den væsentlige interaktionsform med verden.

I de første 8 til 10 leveår udgør den sanseligt symbolske interaktionsform (oplevelsen) den eneste symbolske interaktionsform, mennesket kan betjene sig af, fordi mennesket ikke før for alvor er i stand til at begribe abstrakte begreber. I resten af livet forbliver denne tilgang den måske væsentligste for de fleste mennesker.

I en verden fuld af sanselige indtryk bør den æstetiske dannelse prioriteres og understøtte den enkeltes forståelse for flertydige udtryk. Ved at styrke den æstetiske sans bliver vi bedre til at formulere og afkode forskellige udtryk, så den kommunikation der ligger bag, bliver opfattet som den er ment.

Produktion af videofilm er f.eks: ”læreprocesser hvor de særlige kundskaber der består af æstetiske formsprogs teknikker og betydninger, formidles til mennesker på en måde, der gør det muligt for mennesker at formgive deres erfaringer. Og det er læreprocesser, hvor mennesket lærer at fortolke og forholde sig til de sanselige symboler, som de optræder i kulturen; med andre ord til kulturens formsprog.” (Ankerstjerne, 2004)

Børn/unge lærer at se bag om udtrykkene og blive bevidste om, at der kan gemme sig andet end det de umiddelbart kan genkende med deres blotte øje og kropslige erfaringer. Det kan være med til at give dem et nuanceret billede af verden og et varieret og bevidstgjort billedsprog, der igen styrker deres kommunikative færdigheder og dermed deres evner til at kunne begå sig – altså udvikling af børn og unges livsduelighed og livslæring.

Digitale medier - også i det fritidspædagogiske rum

På baggrund af dette foreslår LFS, at ”Målsætninger for fritidshjem og KKFO’er” udvides med et afsnit om børns kultur og de digitale medier, som et væsentligt element i børns kulturproduktion og dannelse og som fylder meget i det fritidspædagogiske rum.

De digitale medier er en almindelig del af deres hverdagsliv, legekultur og børne-ungdoms kulturproduktion og reproduktion. Børn og unges sprog bliver påvirket og udviklet af medieverdenen, men de bruger samtidig sprog til at udforske denne verden med, og i denne udforskning af mediernes muligheder udvikler de komplekse kommunikative kompetencer, der ikke altid kan forstås og rummes af de voksne. Børn stimuleres til at afprøve hypoteser om det de ser, og hvordan de digitale og visuelle oplevelser bliver en væsentlig indgang til sprogtilegnelsen.

Børn og unges brug af medier er et kulturskabende samvær, hvor børn og unges samspil åbner for nye relationer og samværsformer, venskaber, kammerater mv. - og anvender sprog til at forklare, instruere, diskutere og fortælle med. Sprogstimulering i det digitale mediefelt udfordres af de digitale medieindtryk.

Børns sprogbrug er påvirket af mediekulturen både i forhold til det sprog de modtager fra medierne (det receptive aspekt), og det sprog de bruger (det produktive aspekt), når de selv skaber forskellige medieudtryk. Disse nye tegn er medskabere af den fortælling om den verden, som børn og unge påvirkes af og skal fungere i. Det er samtidig en verden de selv har indflydelse på at bygge op ved at deltage aktivt i dannelsen af de mange udtryk, der har betydning for dem selv og deres omgivelser.

Barnets aktive brug af mediet åbner for forståelse for den digitale verden, for nydannelser og for digital beherskelse der giver adgang til både barne- og voksenverden. Børnenes naturlige eksperimenterer og nysgerrighed med medier øger deres kompetencer til at deltage i voksne verden.

Denne viden og indsigt er vigtig at medtænke i ”Målsætninger for fritidshjem og KKFO’er” fordi det får afgørende betydning for fremtidens børne- og ungdomskultur og dermed de udfordringer det fritidspædagogiske område står overfor. De fritidspædagogiske udfordringer består i at kunne rumme den digitale kultur og forholde sig kritisk til den.

I småtingsafdelingen:

LFS mener ikke man kan tale om en ”anerkendende pædagogik”. Det er et modebegreb og er meget lidt anerkendende! Modspørgsmålet er: ”findes der en ikke-anerkendende pædagogik?”. Svaret er Nej.
Pædagogik reflekterer et mellemværende og pædagogik handler først og fremmest om relationer, - og ”Det er i relationen, anerkendelsen kommer til udtryk, det er relationen, der skaber gensidigheden og udfolder ansvaret” (Gustavsson,2000). Det giver derfor ingen mening at tale om en ”anerkendende pædagogik”. Pædagogik er anerkendende, ellers er det ikke pædagogik, men noget andet.

LFS mener, at det er udtryk for en disrespekt for det fritidspædagogiske område, at der bruges snævre stillingsbetegnelser som ”pædagog” og ”fritidspædagog” i ”Målsætninger for fritidshjem og KKFO’er 2009”.

Der findes en lang række andre pædagogiske medarbejdere på de fritidspædagogiske institutioner, så den rigtige beskrivelse skal være ”pædagogisk(e) medarbejder(e)” og ”pædagogisk personale”.
LFS forventer at denne fejl rettes.

Med venlig hilsen
p.v.a LFS
Jan Hoby, Næstformand i LFS