Til
Indenrigs og Socialministeriet
Departementet
Holmens Kanal 22
1060 København K.

22.1.2010

Høringssvar over forslag til lov om styrkelse af indsatsen over for kriminalitetstruede børn og unge samt forslag til lov om skærpelse af reaktionsmulighederne over for kriminalitetstruede børn og unge

Landsforeningen for Socialpædagoger takker for, at få lejlighed til at kommentere lovforslagene vedrørende styrkelse af indsatsen over for kriminalitets-truede børn og unge, samt forslag til lov om skærpelse af reaktionsmulighederne over for kriminalitetstruede børn og unge

LFS finder ingen forskningsmæssige eller socialpædagogiske belæg for, at de disciplinære stramninger og indskrænkninger overfor kriminalitetstruede børn og unge, som de to lovforslag hovedsagligt er udtryk for – vil have nogen gavnlig virkning overfor en målsætning om at styrke indsatsen mod ungdomskriminalitet.

Fænomenet ungdomsvold – radikaliseringen af den sædvanlige trang til selvhævdelse
Inden LFS kommenterer på selve udkastet til lovforslagene, vil vi gerne begrunde hvorfor vi finder de ønskede stramninger dybt problematiske.

Ungdomsvold handler ikke om en stridsgenstand, der eksisterer adskilt fra stridens parter. Her findes der ikke et sådant objekt, højst i form af et påskud. Forskning har derimod registreret det særlige forhold, at striden og stridens genstand, middel og formål er sammenfaldende.

De unge som begår vold, ved godt at slåskampe ikke kan bruges til at komme videre, hverken i skolen eller i arbejdslivet. Man bliver hverken rig eller et samfundsmæssigt anerkendt idol på denne måde.
De unge er selv udmærket klar over, hvad de i øvrigt måtte risikere af sanktioner. Når de reagere med et skuldertræk på bebrejdelser og henvisninger til konsekvenserne, har det ikke noget at gøre med ”manglende uretsbevidsthed”. De har bare valgt, at være imod de gældende regler for god opførsel. Og de har deres begrundede anledning til handlingerne.
De ønsker også at opnå noget – blot ikke noget, som er samfundsmæssigt accepteret i denne form og for denne aldersgruppe, ikke noget, der er anstændigt, og ikke noget, som efter gældende opfattelse kan karakteriseres som ”meningsfuld” vold.

Der kan altså ikke, i LFS’ optik, herske tvivl om de motiver, som disse unge forfølger med deres vold, hærværk osv. De er alt for selvbevidste og overlagte i deres iscenesatte demonstrationer af overlegenhed; de er alt for åbenbare i deres fremstilling af ønsket om ubetinget anerkendelse.
Når børn og unge truer hinanden med våben eller smadrer skoleinventaret, og når de overfalder andre og tester deres ”knojerns effektivitet” på det i fuld bevidsthed om, at de gør sig skyldige i en forseelse mod moral og orden. Så de udtrykker kun behov for at bevise selvværd, som alle kender, blot i en radikaliseret udgave.

Deres radikalitet handler ikke om etniske, religiøse eller politiske positioner, men om ”kampen om anerkendelse”. Deres kamp for anerkendelse bryder på fire punkter, med det alment gældende:
• For det første: De skaffer sig selv anerkendelse i stedet for at prøve at gøre sig fortjent til den.
• For det andet: De er ude på at hævde sig som vindere, adskilt fra og uafhængigt af den institutionaliserede konkurrence
• For det tredje: De efterligner ikke konkurrencen, men praktiserer konkurrenceprincippet abstrakt
• For det fjerde: At sætte sig igennem som (i sig selv) indebærer vold

Der er altså tale om en social problemstilling, som kræver en tidlig, helhedsorienteret og sammenhængende social indsats. En indsats der bygger på inklusion, anerkendelse og kulturel accept. Der kommer intet godt ud af, at udvide mulighederne for flere tvangsmæssige indsatser.
Det er endvidere LFS’s standpunkt, at en god og kvalificeret socialpædagogisk indsats, er det der skal til, også når det er gået galt. Vi mener ikke, at det foreslåede på nogen måde vil styrke netop denne indsats.

LFS ønsker ikke, systematisk, at indgå i overvejelser om de enkelte punkter i de to lovforslag, men vi har dog særlige kommentarer til tre punkter i det foreslåede. Helt grundlæggende, er vi dog dybt bekymret over den retspolitiske forråelse som forslagene er udtryk for.

Første punkt er vedrørende forslag til lov om ændring af lov om socialservice og lov om rettens pleje (Styrkelse af indsatsen overfor kriminalitetstruede unge), punkt 2.3 - delvist lukkede døgn-institutioner.
Vi er, i LFS, modstander af det foreslåede, både ved den udvidede adgang til at tilbageholde børn og unge i alderen 12 – 17 år og for, i perioder, at låse yderdøre og vinduer på døgninstitutionerne, ligesom vi finder at yderligere fysisk magtanvendelse og mandsopdækning, ikke vil have den ønskede effekt på indsatsen over for kriminalitetstruede unge.

Forslaget vil være i strid med FNs børnekonvention, menneskerettighederne, der som bekendt også gælder for børn, samt grundlovens § 71, hvis man kan tilbageholde børn og unge tidsubestemt på en delvist lukket døgninstitution, blot ved en politisk beslutning i et kommunalt Børne- og Unge udvalg.

Andet punkt er vedrørende forslag til lov om ændring af lov om social service (skærpelse af reaktionsmuligheder over for kriminalitetstruede børn og unge) punkt 2.1 Elektronisk overvågning (elektronisk fodlænke) i tilknytning til et ungepålæg.

LFS finder ikke, at hverken ungepålæg, eller elektronisk fodlænke i forbindelse dermed, vil have nogen gavnlig virkning overfor kriminalitetstruede børn unge – tværtimod er det vores opfattelse, at sådanne foranstaltninger netop vil kunne skærpe børn og unges modstand mod at blive en del af et samfund – et samfund som i forvejen har travlt med at stigmatisere dem.

Vi finder endvidere, at forslaget om skærpelse af husarresten (Børn og ungepålægget) gennem politiafhentning og elektronisk fodlænke, næppe er i overensstemmelse med FNs børnekonvention, menneskerettighederne og Grundlovens § 71, om forbud mod administrativ frihedsberøvelse.

Tredje punkt drejer sig om samme lovforslags punkt 2.3 Lempelse af kriterierne for anbringelse på sikrede institutioner. LFS finder, at det foreslåede er et yderligere eksempel på mere straf og flere restriktioner over for børn og unge, som vil have den modsatte virkning at det tilsigtede. Vi mener, at mere tvang og straf skader børn og unge og det er yderst tvivlsomt om der kommer noget godt ud af mulighederne for yderligere tvangsmæssige indsatser.
Denne tvangsbehandling, og lovforslagenes øvrige punkter af lignende karakter, vil efter vores grundlæggende opfattelse ikke kunne ændre på nogen uhensigtsmæssig adfærd hos børn og unge.

Med venlig hilsen

Jan Hoby
Næstformand i LFS (Landsforeningen for Socialpædagoger)