Teksten kan være relevant, f.eks. når der henvises til gamle overenskomster
LFS: Supplerende bemærkninger til Administrationsanalysens – Fase 2
LFS - Landsforeningen For Socialpædagoger fremsender hermed supplerende bemærkninger til det høringssvar som HSU-BUF allerede har afgivet.
Onesize-fits-all økonomiske teorier om effektivitet tager ikke højde for den kompleksitet, der er i Københavns Kommune og dermed heller ikke for forvaltningernes meget forskellige rammebetingelser. Hvis man eksempelvis blot ser på BUF og SOF. Så er BUF et meget decentraliseret forvaltningsområde. Selvom der er selvforvaltning og mangfoldighed, er det et forholdsvis homogent område. Hvor imod SOF er karakteriseret ved at have store og meget specialiserede institutioner, samt en hel ekstrem afhængighed af lovbestemte økonomirefusioner. Disse forvaltningers forskelligheder, som har afsæt i deres serviceopgaver, spiller meget dårligt sammen med, at man i analyserne blindt sætter centralisering lig med effektivisering.
Begge forvaltninger bliver samtidig ramt uforholdsmæssigt skævt på demografi, sammenlignet med landets øvrige kommuner og det er endnu en gang undsluppet analysefirmaernes opmærksomhed.
Når det alligevel skal nævnes i denne sammenhæng, er det fordi der i forbindelse med analyserne hurtigt opstår "magiske tal " på hvor meget det økonomiske potentiale er og så har den politiske dagsorden sig med at bide sig fast i disse teoretiske tal. Så selv om demografi-diskussionen kører i forskellige spor, så er den også væsentlig her. Manglende korrektion for hovedstad/storby, kort sagt Københavns særligheder, viser politisk uvilje mod at forholde ideerne til virkeligheden. Det er et grundlæggende problem for hele analysen.
En anden pointe som vi ikke synes HSU-BUF har præciseret nok i sit høringssvar, er det problematiske i at Fase 2 bygger videre på Fase 1, som fra mange sider retmæssigt har fået en sønderlemmende kritik. Fejlene bliver kun større af, at man bygger videre på dem.
At konsulentfirmaet undlader at korrigere de fejlopfattelser og manglende konkret viden, som var tydelig i Fase 1, er også en af årsagerne til at forslagene forbliver så ukonkrete og dermed svære at se realiserbarheden af, det er elastik i metermål. Det gør naturligvis heller ikke tingene bedre, at der er et misforhold mellem det kommunen har bestilt, altså kravspecifikationen om realiserbarhed, og så de data og modeller konsulentfirmaet arbejder med, generelle gennemsnitsbetragtninger og onesize-fits-all. Det er et generelt problem i mange af de rapporter, der ligger til grund for Københavns Kommunes udvikling.
Det er påfaldende at der igen og igen vælges en form og et indhold, som besværliggør en sagligt og demokratisk drøftelse, om hvordan forslagene kan blive til virkelighed. Det er i bedste fald ansvarsforflygtigelse og det er selvfølgelig heller ikke konsulentfirmaerne, der har ansvaret for Københavns Kommunes drift og politik – men dem der har ansvaret, burde ikke kunne leve med det grundlag, som analyserne er et udtryk for.
Den allerede rejste kritik har tilsyneladende ikke fået nogen betydning for det videre arbejde, som Fase 2 er produktet af - og dét er i sig selv en hån mod samarbejdssystemet (og for så vidt også over for forvaltningerne/kommunens ansatte). Det er et mønstereksempel på de ansvarshavende politikeres mistillid til kommunens ansatte. Det kollidere med intentionerne om at gøre Københavns Kommune til en attraktiv arbejdsplads – hvem gider arbejde et sted, hvor man bliver mødt med mistillid og hvor man taler for døve øre?
Mange af de eksterne konsulenter som Københavns kommune og de 7 fagforvaltninger bruger, bliver sat til at undersøge ting, som kommunens embedsfolk selv kunne afdække. Men rapporterne, der udarbejdes, bliver desværre brugt til at legalisere forandringer, som ledelsen ikke har mod til at gennemføre uden en rapport i ryggen.
Det mest positive der er at sige om måden analysen er lavet på og det grundlag den bygger på, er at analyserne burde være utroligt billige, når konsulentfirmaet bare kan tage analytiske hyldevare og ikke er blevet bedt om at tilpasse det til de faktiske københavnsk forhold og være realiserbare. Det var netop det sidste der var en af præmisserne i Fase 2. Det er ikke så mange steder man betaler, hvis man ikke får det man bestiller, eller hvis det man bestiller, ikke kan bruges til noget. Men mon ikke konsulentfirmaet får deres betaling, det plejer de - og den plejer ikke at være billig.
Al forskning om kommuneforvaltning viser at større ikke bare er bedre, når vi taler om kommunestørrelser kontra bæredygtighed i forhold til kompetencer og administrativ effektivitet. Der er simpelthen en meget klar viden om hvad der er den økonomiske, styringsmæssige og demokratiske idealstørrelse for en kommune (København og storkommunerne ligger langt over idealet).
Pointen er at bliver kommunerne for små, har de svært ved at løse alle deres opgaver, ressource og kompetencemæssigt (ex. skatteligning er et godt eksempel) og bliver de for store, stiger den administrative og organisatoriske kompleksitet til et niveau, hvor det bliver en byrde. Det sidste er Københavns Kommune et alt for godt eksempel på - og det er da også en af årsagerne til at kommunen på mange områder forvaltningsmæssigt minder mere om 7 mindre ineffektive kommuner.
Det er alt sammen nogle grundbetingelser som giver anledning til at arbejde med, hvordan man kan optimere og effektivisere administrationen af Københavns Kommune - en ambition vi er meget interesserede i at forfølge. LFS indgår gerne i den diskussion
Problemet er blot at administrationsanalyserne skyder helt ved siden af, som det kritisable grundlag de forsat er. Dermed fjerner de fokus fra de nødvendige organisatoriske, styringsmæssige og administrative diskussioner, som i virkeligheden kunne føre til bedre effektivitet. En effektivitet som ikke modarbejder, men kan spille sammen med sikringen af velfærden. Valget står mellem mere markedsgjort styringslogikker eller velfærdsstyringslogikker.
Københavns Kommune kunne passende starte med at droppe enhver brug af eksterne konsulenter. Ugebrevet A4 har netop fået aktindsigt i de præcise opgørelser over det statslige forbrug af eksterne konsulenter og kan for første gang offentliggøre et samlet tal for statens forbrug af konsulenter. Opgørelsen viser, at der i 2008 i alt blev udbetalt 3,7 milliarder kroner til private konsulentvirksomheder, som Accenture, McKinsey og Rambøll Management Consulting, hvor timelønnen nemt kan snige sig op på et par tusinde kroner.
Det kunne være interessant at få indsigt i hvor stor Københavns kommunes udgifter til eksterne konsulenter beløber sig til.
LFS mener, at forbruget har taget overhånd og at politikerne bør se på om nytteværdien står mål med de store udgifter Københavns kommune har til konsulenterne.
LFS mener, at forbruget skal gennemgås med en tættekam, og det vil ikke komme bag på os om der kan hentes en halv milliard kroner - eller mere - ved at lave en gennemgribende revision.
Med venlig hilsen
Jan Hoby
Næstformand i LFS - Landsforeningen for Socialpædagoger