Til
Justitsministeriet
Lovafdelingen
Slotsholmsgade 10
1216 København K.

8.2.2010

Høringssvar over udkast til forslag om ændring af Straffeloven, Retsplejeloven og Lov om erstatning fra Staten til ofre for forbrydelser (Ungdomskriminalitet)

Landsforeningen for Socialpædagoger ønsker gennem dette høringssvar at kommentere lovforslagene vedrørende udkast til ændring af Straffeloven, Retsplejeloven og Lov om erstatning fra Staten til ofre for forbrydelser (Ungdomskriminalitet).

LFS vil ikke, indgå i systematiske overvejelser om de enkelte punkter i de enkelte lovudkast, men ønsker helt grundlæggende at udtrykke vores dybe bekymring over den retspolitiske forråelse som forslagene er udtryk for.

LFS finder intet forskningsmæssigt- eller socialpædagogisk belæg for, at de strafferetlige og disciplinære stramninger samt indskrænkninger overfor kriminelle og kriminalitetstruede børn og unge, som lovforslagene hovedsagligt er udtryk for, – vil have nogen gavnlig virkning overfor en målsætning om at bekæmpe ungdomskriminalitet.

Fænomenet ungdomsvold – radikaliseringen af den sædvanlige trang til selvhævdelse

Inden LFS kommenterer på selve udkastet til lovændring, vil vi gerne begrunde hvorfor vi finder de ønskede stramninger dybt problematiske.

Ungdomsvold handler ikke om en stridsgenstand, der eksisterer adskilt fra stridens parter. Her findes der ikke et sådant objekt, højst i form af et påskud. Forskning har derimod registreret det særlige forhold, at striden og stridens genstand, middel og formål er sammenfaldende.
De unge som begår vold, ved godt at slåskampe ikke kan bruges til at komme videre, hverken i skolen eller i arbejdslivet.

Man bliver hverken rig eller et samfundsmæssigt anerkendt idol på denne måde.
De unge er selv udmærket klar over, hvad de i øvrigt måtte risikere af sanktioner. Når de reagere med et skuldertræk på bebrejdelser og henvisninger til konsekvenserne, har det ikke noget at gøre med ”manglende uretsbevidsthed”.

De har bare valgt, at være imod de gældende regler for god opførsel. Og de har deres begrundede anledning til handlingerne. De ønsker også at opnå noget – blot ikke noget, som er samfundsmæssigt accepteret i denne form og for denne aldersgruppe, ikke noget, der er anstændigt, og ikke noget, som efter gældende opfattelse kan karakteriseres som ”meningsfuld” vold.

Der kan altså ikke, i LFS’s optik, herske tvivl om de motiver, som disse unge forfølger med deres vold, hærværk osv. De er alt for selvbevidste og overlagte i deres iscenesatte demonstrationer af overlegenhed; de er alt for åbenbare i deres fremstilling af ønsket om ubetinget anerkendelse.

Når børn og unge truer hinanden med våben eller smadrer skoleinventaret, og når de overfalder andre og tester deres ”knojerns effektivitet” på det i fuld bevidsthed om, at de gør sig skyldige i en forseelse mod moral og orden. Så de udtrykker kun behov for at bevise selvværd, som alle kender, blot i en radikaliseret udgave.

Deres radikalitet handler ikke om etniske, religiøse eller politiske positioner, men om ”kampen om anerkendelse”. Deres kamp for anerkendelse bryder på fire punkter, med det alment gældende:

• For det første: De skaffer sig selv anerkendelse i stedet for at prøve at gøre sig fortjent til den.
• For det andet: De er ude på at hævde sig som vindere, adskilt fra og uafhængigt af den institutionaliserede konkurrence
• For det tredje: De efterligner ikke konkurrencen, men praktiserer konkurrenceprincippet abstrakt
• For det fjerde: At sætte sig igennem som (i sig selv) indebærer vold

Der er altså tale om en social problemstilling, som kræver en tidlig, helhedsorienteret og sammenhængende social indsats: 1) En indsats der ønsker at fremme et mere lighedsorienteret samfund. 2) En indsats der bygger på inklusion, anerkendelse og kulturel accept. Der kommer intet godt ud af, at udvide mulighederne for flere tvangsmæssige indsatser.

LFS finder på den baggrund, de ønskede stramninger dybt problematiske, - og mener derfor at en sænkelse af den kriminelle lavalder og en fjernelsen af straf maksimum på 8 år hverken er løsningen i forhold til en mere aktiv bekæmpelse af ungdomskriminaliteten, - eller at give den unge en hjælpende hånd til en bedre fremtid.

LFS mener, at en sænkelse af den kriminelle lavalder vil være at sammenligne med en dæmonisering af børn og unge udsat for massivt omsorgssvigt. Ved at sænke den kriminelle lavalder havner vi i en situation, hvor vi berøver børn deres barndom.
LFS finder det både betænkeligt og bekymrende at stigmatisere utilpassede børn og ung på denne måde. Dels viser statistikken, at voldskriminalitet generelt er faldende, og dels vil en kriminel lavalder på 14 år, (12 år ved ungepålæg), - blot fastlåse børn og unges kriminelle løbebane. LFS bygger sit udsagn på engelske erfaringer.

LFS mener at en sænkelse af den kriminelle lavalder åbner for en glidebane i retning af mere meningsløs straf, som genererer flere kriminelle, flere ulykkelige pårørende og flere ofre. Straf, fængsel og tvang løser ikke ungdomskriminalitetsproblemet. Worst case fører det kun til at udsatte børn og unge bliver presset endnu længere ud i kriminalitet.

LFS ønsker at påpege at det allerede i dag er muligt at spærre utilpassede unge under den kriminelle lavalder inde på en sikret institution, hvis en kommune vurderer, at den unge er til fare for sig selv eller samfundet, - og LFS mener at denne sanktionsmulighed er tilstrækkelig.
FN's Komite for Barnets Rettigheder fastslog i 2007 i rapporten 'Children's Rights in Juvenile Justice', artikel 30, at en kriminel lavalder mellem 14 og 16 år er acceptabelt. Men komiteen gjorde det samtidig klart i artikel 32, at medlemslande hele tiden skal arbejde på at hæve den kriminelle lavalder. Lovudkastet om sænkning af den kriminelle lavalder går med andre ord imod FN's anbefaling. LFS støtter flertallet i Ungdomskommissionens synspunkt om at fraråde en sænkelse af den kriminelle lavalder og foreslår at der i stedet intensiveres en social og forebyggende indsats overfor børn og unge, - og at der gennemføres ikke-strafretlige reaktioner over for unge kriminelle.

LFS mener at der skal satses på god og kvalificeret socialpædagogisk forebyggende indsats, - en kvalificeret socialpædagogisk indsats der også sættes ind når det er gået galt for barnet og den unge. Vi mener ikke, at lovforslagene på nogen måde vil styrke netop denne indsats.

LFS finder at hverken fængsel, ungepålæg, eller elektronisk fodlænke i forbindelse dermed, vil have nogen gavnlig virkning overfor kriminalitetstruede eller kriminelle børn og unge. Tværtimod er det vores opfattelse, at sådanne foranstaltninger netop vil kunne skærpe børn og unges modstand mod at blive en del af et samfund – et samfund som i forvejen har travlt med at stigmatisere dem.

Med venlig hilsen

Jan Hoby
næstformand i LFS (Landsforeningen for Socialpædagoger)