Teksten kan være relevant, f.eks. når der henvises til gamle overenskomster
LFS Pressemeddelelse:
12. december 2011
5000 underskrifter for bevarelse af de 4 bemandede legepladser i København; Nørager Plads, Christians Vold, Ørstedsparken og Gunløgsgade.
Igennem længere tid har de bemandede legepladsers fremtid været usikker for byens børn, forældre, borgere og ikke mindst de ansatte. Derfor kan det med stor tilfredshed konstateres at der er massiv opbakning i form af 5000 skriftlige tilkendegivelser for at de bemandede legepladser i København bevares.
5000 underskrifter viser med al tydelighed at de bemandede legepladser er et af de kernevelfærdsområder i København, som skal bevares og udvikles, så de trygge, sikre og udviklende legepladser fortsat er til rådighed for byens borgere – både store og små.
De bemandede legepladser supplerer i høj grad kommunens øvrige pædagogiske tilbud. De forskellige tilbud handler ikke kun om udendørs lege på legepladserne. Et godt eksempel på dette er Ørstedparkens bemandede legeplads, hvor personalet ugentligt arrangerer og tilbyder byens forældre og børn aktiviteter som Rytmisk Legestue, Fredagsdans og Legestue for Adoptivforældre. Andre steder i byen arrangeres sportsaktiviteter for de ældre børn og unge i nærområdet og andre aktiviteter med udspring i det lokale behov.
De bemandede legepladser har en vigtig social funktion i nærmiljøerne, hvor forældrene, børn og unge kan mødes og deltage i fælles aktiviteter og tilbud i trygge rammer med udgangspunkt i de forskellige lokale forhold og behov.
Når politikerne mandag d. 12. december møder ind på Københavns Rådhus har LFS arrangeret en happening ved bagsiden af Københavns Rådhus fra kl. 14.30, for at markerer at de bemandede legepladsers fremtid skal sikres og ikke afvikles!
I den forbindelse vil de 5000 underskrifter bliver overbragt til Teknik- og Miljøudvalget.
For yderligere information
Thomas Enghausen,
Almenområdeformand - Tlf. 30 71 75 97
LFS, Landsforeningen for Socialpædagoger.