Teksten kan være relevant, f.eks. når der henvises til gamle overenskomster
Pressemeddelelse fra LFS
5.3.2009
”Reclaim the Streets” med fritidstilbud, pædagoger og respekt!
”Det er udtryk for politisk populisme, når politikerne tror at man kan løse sociale problemstillinger med mere politi ” udtaler Jan Hoby, næstformand i LFS og forsætter; Politikerne kræver flere penge til politiet. Hvorfor er der ingen politikere, der kræver millioner af kroner til flere, bedre og gratis fritids- og klubtilbud til byens børn og unge?
Regeringen er klar med en bandepakke. Overborgmesteren vil have mere nærpoliti. Dansk Folkeparti vil have hårde straffe og udvisninger af danske børn og unge? De fleste politikere nævner kun i bisætninger, det nødvendige lange seje træk i arbejdet med byens børn og unge fra de udsatte og socialt belastede områder i København. Det forebyggende arbejde er politisk nedprioriteret. Der mangler fritidshjems- og klubpladser og der mangler flere ressourcer til det opsøgende arbejde i lokalområderne. Det nytter ikke noget at sende socialrådgivere i skoler og daginstitutioner for at styrke den tidlige forebyggende indsats, hvis der samtidig skal spares millioner på socialcentrene. Massive sparekrav sidste år følges nu op af flere sparekrav netop på Nørrebro.
”I stedet for bandepakke, skulle politikerne investere i en ”fritids- og klubtilbudspakke”, i det lange seje træk og forbyggende socialt arbejde og flere pædagoger i fritidstilbuddene og på gaderne. Udvid åbningstiden i Byens klubber, Medborgerhuse udtaler Jan Hoby, næstformand i LFS. Og fortsætter; ”De aktuelle besparelser på Socialcenter Nørrebro skal trækkes tilbage, og der skal i stedet afsættes flere ressourcer til at få børnene og de unge holdt ude af de kriminelle cirkler. Og det kan ikke gøres når der samtidig spares millioner.
Det kræver massive investeringer i Socialforvaltningen (SOF) og Børne- og Ungdomsforvaltningen (BUF), at skabe meningsfulde, attraktive og inkluderende tilbud til byens udsatte børn og unge” slutter Jan Hoby.
For mere information;
Jan Hoby
Næstformand i LFS
Landsforeningen for Socialpædagoger
Direkte: 46 971 638
Mobil: 30948142