Teksten kan være relevant, f.eks. når der henvises til gamle overenskomster
juli 2011
LFS:
Privatisering: Et bevidst, men forkert valg!
Private daginstitutioner udgør nu 7 pct. Der er tale om en stigning på 65 pct. siden 2007.
På to år er antallet af børnehavebørn i private daginstitutioner steget med over 50 pct. - fra 2.526 børnehavebørn i 2008 til 3.835 børn i efteråret 2010.
Og siden er der kommet mindst 50 nye private institutioner til. Samme tendens gør sig gældende for aldersintegrerede institutioner, der har oplevet en stigning på 30 pct. til 5.282 børn sidste år, skriver Berlingske.
De private institutioner udgør nu syv pct. af samtlige daginstitutioner i landet, kommunale såvel som selvejende, og tendensen er hastigt stigende. I Hørsholm er fem institutioner blevet private 1. juni, og i København er man ved at behandle ni ansøgninger om privat pasning.
BUPL & FOA vurderer, at antallet af private daginstitutioner nu er oppe på 375. Det er en stigning på 65 pct. siden 2007. I alt er der cirka 4.700 daginstitutioner i Danmark
Private dagtilbud er ikke længere en nødløsning for forældre, men et bevidst valg
Visse pædagogiske fagforeninger har været ude med budskabet: Dæmoniser ikke forældre og pædagoger, der privatiserer.? Men på avisen.dk kan man d.28.07.2001 læse: Flere og flere forældre vælger at anbringe deres børn i en privat dagpleje, og det er ikke som før i tiden en nødløsning mens man venter på en plads i kommunal pasningsordning.
Så det er en underlig argumentationslogik som man benytter sig af. For det første hvem dæmoniser forældre og pædagoger? For det andet så handler dette spørgsmål om politiske, økonomiske og pædagogiske valg og alle valg medfører fravalg. Som minimum må man kunne kræve at voksne mennesker kan og vil stå til ansvar for deres valg og fravalg, - også når det gælder deres politiske valg eller fravalg af dagtilbud, skole eller sygehus.
De forældre og pædagoger som vælger private løsninger om det er dagtilbud eller skoler, er ikke magtesløse individer der er ofre for onde politikere handlinger.
Nej det er forældre og pædagoger (godt understøttede af de selvejende paraplyorganisationer), der med åbne øjne fravælger den offentlig universelle velfærd.
Et valg som med 110% sikkerhed vil medfører øget ulighed og en forstærket underminering af den skrantende velfærdsstat.
At det ikke er forældre og pædagoger der har skabt muligheden for at drive private dagtilbud, fratager dem altså ikke ansvaret for deres handlinger.
Så vælger forældre og pædagoger at oprette private daginstitutioner, ja så gør de sig automatisk til abonnenter på den nyliberale minimalstatspolitik som har styret udviklingen i Danmark de sidste 10 år. I tilgift svækker de vores andres kamp for at forsvare de sidste rester af velfærdsstaten og den kommunale velfærd.
At kritisere dem er altså ikke udtryk for dæmonisering, men en politisk, økonomiske, faglig og pædagogisk uenighed. Spørgsmålet er blot hvorfor visse pædagogiske fagforeninger følger sig kaldet til at forsvare forældre, pædagoger og de selvejende paraplyorganisationers lyst til det private?
Jan Hoby er næstformand i LFS (Landsforeningen for Socialpædagoger)