Teksten kan være relevant, f.eks. når der henvises til gamle overenskomster
LFS-pressemeddelelse 8.8.2008
På vej mod kommunal ”minimalstat”
Højere takster, dårligere normering, modulpasning og færre fritidshjem. Krydret med udlicitering og privatisering af grundlæggende velfærdsopgaver. Sådan lyder nogle af forslagene i en rapport fra revisionsfirmaet Deloitte.
”Sidste år var det 278 millioner kr., i år er det ”kun” 194 millioner kr. i Børne- og Ungdomsforvaltningen. Men uanset nedskæringernes størrelse, så er de uacceptable. Det pædagogiske område er skåret helt ind til benet. Sygefraværet er i top, det psykiske arbejdsmiljø i bund og afvandringen fra det pædagogiske område ses tydeligere og tydeligere”, udtaler Jan Hoby, Forretningsudvalgsmedlem i LFS og HSU-medlem i Børne- og Ungdomsforvaltningen og forsætter;
”Regeringen har hovedansvaret for at den offentlige velfærd er ved at blive smadret. Det er en meget bevidst strategi, som bærer navnet nyliberalisme. Men det er også en strategi som centrum-venstre (A,B og F) flertallet i Københavns Borgerrepræsentation åbenbart deler, om ikke de jure (ifølge loven) så de facto (i praksis)!
Deloitte’s rapport er som at se en afskrift af Anders Fogh Rasmussens bog Fra socialstat til minimalstat.”
Gennemføres nedskæringer på 194 millioner kr. svarer det til at gennemføre en operation uden bedøvelse, ifølge rapporten skal der spares omkring 32 millioner kroner på fritidshjem, som skal laves om til KKFO’er (som SFO’er hedder i København).
Der skal spares omkring 26 millioner kroner ved at indføre såkaldte modulordninger i daginstitutioner.
”Som politiske ledere af centrum-venstre flertallet i København har Ritt Bjerregaard, Bo Asmus Kjeldgaard og Klaus Bondam et særskilt ansvar for at markedsgørelse af Kommunen og nedskæringerne stopper.
I skal starte med at sige fra overfor en økonomiaftale med regeringen der ikke dropper serviceloftet og sikrer markante forbedringer til den kommunale velfærd. Så skal I droppe alle jeres forkromede prestigeprojekter og al jeres kontrol af jeres medarbejdere.
Sidst men ikke mindst så skal I droppe alle nedskæringerne på Børne- og Ungdomsområdet. Københavns Kommune skal ikke forvandles til en minimalstat ” siger Jan Hoby, Forretningsudvalgsmedlem i LFS og slutter;
”Det pædagogiske personale i København håber meget I kan se skriften på væggen.
Som Arbejdsgivere – for 18.000 medarbejdere i Børne- og Ungdomsforvaltningen – kan I om nødvendigt blive tvunget til at forstå, at det er jeres politik, der langsomt men sikkert tømmer det pædagogiske område for dets mangfoldighed og livskraft.
Politikerne i Københavns Kommune skal huske at der er kommunalvalg næste år.”
For yderligere information Jan Hoby, Forretningsudvalgsmedlem i LFS, mobil tlf. 3094 8142