Teksten kan være relevant, f.eks. når der henvises til gamle overenskomster
Stop nu diskriminationen
FOA-pressemeddelelse den 20. juli 2009
Dansk Folkeparti kræver nu forbud mod, at offentligt ansatte bærer tørklæder. Det sker i lyset af debatten om tørklæder i hjemmeværnet.
"FOA har før advaret mod en udvikling i retning af et religiøst baseret Berufsverbot for offentligt ansatte, der bærer muslimske hovedtørklæder", siger Dennis Kristensen, formand for FOA.
"Konsekvensen af dagens forslag fra Martin Henriksen, Dansk Folkeparti, om forbud mod at offentligt ansatte i eksempelvis børnehaver, ældrepleje og kommunale servicecentre bærer hovedtørklæde, er et Berufsverbot på linje med det politisk betingede forbud mod offentlig ansættelse, som vi så det i 1970'ernes Vesttyskland.
Det er i bund og grund ikke blot en særdeles usympatisk tanke. Det er også et direkte angreb på den lighedstanke, som enhver demokratisk offentlig sektor naturligvis skal bygge på".
"Vi kommunikerer med hele ansigtet, og derfor skal offentligt ansatte naturligvis ikke kunne tildække ansigtet, ligesom tørklæder ikke må udgøre en sikkerhedsrisiko i forbindelse med arbejde med eksempelvis maskiner, men når det er sagt, så må et demokratisk samfund i sagens natur ikke kunne nægte borgere ansættelse på baggrund af etnisk oprindelse, religiøs eller politisk overbevisning, seksuel orientering eller hudfarve. I mine øjne vil et tørklædeforbud være direkte diskrimination af borgere".
"Det ville klæde det danske folketing snart at slå fast, at folketingets flertal ikke vil medvirke til at lovliggøre denne form for diskrimination".
"Vi slås i disse år en brav kamp for at skaffe tilstrækkelig arbejdskraft til de offentlige velfærds- og serviceopgaver.
Vi har ganske enkelt ikke hverken brug for eller råd til, at folketingspolitikere skræmmer mennesker væk fra offentlig ansættelse gennem religiøs diskrimination", siger Dennis Kristensen, der opfordrer Dansk Folkepartis ledelse til én gang for alle, at stoppe de tilbagevendende forsøg på at diskriminere offentligt ansatte.