Teksten kan være relevant, f.eks. når der henvises til gamle overenskomster
Presseklip fra dr.dk 20.1.2015:
Manu Sareen bøjer sig og stopper udskældt handicapforslag
Efter hård kritik fra handicaporganisationer fortæller socialminister Manu Sareen nu, at han sætter en stopper for regeringens forslag om ændringer af serviceloven.
"Et absurd og ensidigt knæfald for KL's krav om endnu større handlefrihed i kommunerne".
Kritikken har været hård af et forslag om ændringen af serviceloven - så hård, at socialminister Manu Sareen nu vælger at bøje sig for presset.
- Jeg har valgt at lytte til de høringssvar, der er kommet, siger Manu Sareen til DR Nyheder.
- De er ret kritiske og siger, at det ikke er en måde, man ønsker lovforslaget skruet sammen på. Og jeg synes alt andet lige, at når man har en høring - når man hører borgere - så har man selvfølgelig også pligt til at lytte til de høringssvar, der er kommet.
Kritik fra mange sider
Det er formanden for interesseorganisationen for udviklingshæmmede og deres pårørende, LEV, der står bag kritikken om et "absurd og ensidigt knæfald" for Kommunernes Landsforening, men også Dansk Handicap Forbund, Landsforeningen for Socialpædagoger og en række andre organisationer har udtrykt deres utilfredshed.
En frygt har blandt andet været, at udviklingshæmmede og andre med handicap ikke længere ville have ret til at komme uden for deres institution eller bosted for at deltage i beskyttet beskæftigelse eller aktivitetstilbud sammen med ligeværdige.
Ganske enkelt fordi de foreslåede ændringer ville give kommunerne muligheden for at tilbyde socialpædagogisk bistand inden for hjemmets fire vægge i stedet for aktiviteten ude i samfundet. I dag er det en lovsikret ret at komme i eksempelvis beskyttet beskæftigelse, som Ankestyrelsen slog fast i en sag for få uger siden.