Kære medlemmer af LFS.
Vores fagforening er blevet mødt af en række ret så alvorlige beskyldninger i en kronik i Politiken den 19. november, hvor en mor beretter om de dårlige oplevelser, hun havde, da hendes barn gik i en institution i Københavns Kommune for tre år siden.
Kronikken handler dels om klyngestrukturen, som den pågældende mor er utilfreds med, og så retter hun en stærk kritik mod os som fagforening og skriver, at LFS favoriserer og beskytter vores ledermedlemmer, samt at vi er indspiste med Københavns Kommune og derfor ukritiske.
Kronikken er bag betalingsmur, men hvis du er abonnenent, kan du hente den viadette link
Vi har desværre ikke ret til at offentliggøre hele teksten.
Vi har prøvet at rede nogle af trådene ud i dette svar - men vi har valgt ikke at gå ind i de mange faktuelle fejl, der er i kronikken, lige som vi selvsagt ikke forholder os til de nævnte personsager.
Du kan læse vores svar herunder:
Børnene er de største tabere, hvis fagforeningen graver grøfter
Det er voldsomme beskyldninger, som fagforeningen LFS bliver udsat for i kronikken i Politiken den 19. november.
Vi er til en hver tid indstillet på at diskutere vores gøren og laden med vores medlemmer og kan sagtens stå på mål for det, vi gør, og som vi undervejs har været med til at udvikle, herunder også klyngestrukturen, som på mange måder blev opgøret med, at de enkelte institutioner lukkede sig om sig selv. Har vi nået målet, så alle institutioner i København er højkvalitetsinstitutioner med et fælles blik? Nej selvfølgelig ikke, men vi ved, hvor vi er på vej hen.
Vi vil ikke komme ind på den lange række af faktuelle fejl, herunder omkring klyngeledernes repræsentation i LFS’ ledelse, der er i kronikken. Vi vil heller ikke kommentere på de personangreb, der rettes mod den ene af underskriverne på denne kommentar, lige som opfattelsen af begrænset pædagogisk råderum eller længere afstand til ledelse må stå for skribentens egen opfattelse.
Men vi vil gerne understrege, at vi som fagforening ikke ser det som vores rolle at udpege en skurk, når der opstår gnidninger i samarbejdet, eller når det faglige niveau ikke er godt nok på alle parametre i et dagtilbud.
Det er klart, at det principielt er lederen eller ledelsens opgave at sikre, at både arbejdsmiljø og det faglige niveau er i orden. Men det er højst tvivlsomt, at de alene kan være ansvarlige. Medarbejderne har også deres andel i, at kvaliteten af kerneopgaven, arbejdsmiljøet og samarbejdet fungerer. Derfor er samarbejdsproblemer eller genopretning af det faglige niveau langt mere komplekst end som så.
Det er meget sjældent, at der kun er skyld på den ene side. Og det er på den anden side nemt at komme til at lave sin egen fortælling fra sit eget perspektiv om, hvad der er foregået.
Vi køber derfor ikke præmissen om, at ledere har patent på pissedårlig ledelse, eller at det altid er ledelsen, der er eneansvarlig for alle fiaskoer i landets 4000 daginstitutioner.
De første og største tabere, hvis man graver grøfter i samarbejdet, er børnene. Derfor er vores fornemste opgave at understøtte det gode børneliv. Her er der faktisk ret godt forskningsbelæg for, hvad der skal til: Fælles opfattelse af kerneopgaven i ord og handling, struktur og organisering, der understøtter kerneopgaven, og ledere og medarbejdere der spiller hinanden gode.
I København har vi haft mange år med meget langvarige processer og mange forskellige aktører, der som regel ikke har ført til konkrete og varige ændringer. Derfor er LFS’ vurdering, at det først er, når fagforening, forvaltningen, ledere og medarbejdere er fælles om processen, at vi på forholdsmæssig kortere tid kan skabe mere holdbare og bæredygtige arbejdsfællesskaber med en strukturel kvalitet og organisatorisk tryghed til gavn for både børn og medarbejdere.
Og ja, det kan været svært at være en del af en ”turn around”, hvor alle skal til at gøre andet, end de plejer. Og det er ikke alle, der vil kunne se sig selv være en del af det. For den privatpraktiserende medarbejder og leder og den persondefinerede kerneopgaves tid er forbi. Det har vi prøvet i 30 år, og det skaber ikke noget godt for hverken børn, medarbejdere eller ledere.
Her har udviklingen af det pædagogiske tilsyn været en af vores kæpheste. Et tilsyn, som går meget tæt på praksis og samspil, og som har været med til at få et fælles og meget mere konkret blik på, hvor det gør ondt og går skævt for at komme frem til noget klarere og mere virkelighedsnært.
Det handler om at skærpe bevidstheden om, hvad der skal til få højere kvalitet i relationsarbejdet i daginstitutioner. Når børn tilbringer deres vigtigste timer på dagen og vigtigste år af deres liv i landets daginstitutioner, så har de krav på det bedste. Intet mindre.
Det er heldigvis sådan, at vi som fagforening har et udmærket samarbejde med Københavns kommune, et tæt samarbejde det har taget mange år at udvikle. Vi er ikke i tvivl om, at det er til gavn for både vores medlemmer og for børn og borgere i al almindelighed.
Vi kan heldigvis konstatere, at det dagtilbud og den klynge, der omtales i kronikken, i dag er kommet langt videre, og at der er en personalegruppe, der hver eneste dag kæmper for at skabe en god hverdag for de børn, de passer på. Og som Charlotte Ringsmose så rigtigt er citeret for i ovennævnte kronik, så er der meget fokus på at sikre kvaliteten i institutionerne i Københavns Kommune. Også meget mere end mange andre kommuner gør.
Britt Petersen, formand LFS, og Jan Hoby, næstformand LFS