Kronik i Politiken 31. marts 2016:

Social (børnepasnings) dumping rammer ikke bare løn og arbejdsforhold

Af Jakob Sølvhøj, MF, Rikke Lauritzen, medlem af Borgerrepræsentationen i København og Thomas Enghausen, formand for almenområdet i LFS, Hovedstadens største pædagogiske fagforening

Der er et pivåbent hul i markedet for social dumping på børnepasningsområdet. Man kan for kommunale tilskudskroner starte en pasningsordning for børn af udstationerede forældre, der arbejder midlertidigt i Danmark, og kommunerne stiller ikke krav om overenskomster. Det betyder, at vi jævnligt sender skattekroner efter børnepasning, som er langt under niveau.

Gabriella er 32 år og uddannet som pædagog i Italien. Nu bor hun i Danmark og arbejder i en privat børnepasningsordning. Her tjener hun 80 kroner i timen. Der er ingen pension oveni, og hun får ikke løn, når hun er syg. Hun ved først ved hver uges begyndelse, hvor mange timer hun skal arbejde den uge – det kan være alt fra 15 til 48 timer.

Og så er der selvfølgelig de uger, hvor der slet ikke er arbejde til hende. Hun har imidlertid lært, at man ikke problematiserer forholdene. For sidste måned blev en af hendes kolleger, polske Maria, fyret, da hun fortalte, at hun var gravid. Og det er ikke lang tid siden, at en anden kollega fik sparket, fordi hun sagde, at det var alt for lidt, at der kun blev gjort rent en gang om ugen, når der var små børn, der kravlede rundt på gulvene hver dag. Gabriella brokker sig ikke. Hun har brug for jobbet, og hun vil gerne bruge sin pædagoguddannelse, og hjemme i Italien er der ingen jobs at få overhovedet.

Social dumping er ikke noget, der kun foregår på byggepladserne. Det har sneget sig ind i velfærdssamfundets allerhelligste haller, nemlig i de dagtilbud, vi ellers er så stolte af i Danmark, og som vi faktisk satser på som nødvendige for børnenes udvikling. Det er jo ikke noget tilfælde, at der er kommet et voksende politisk fokus på dagtilbuddenes opgaver og pædagogiske kvalitet. Det er fordi vi alle ved, at netop årene fra nul til seks år er afgørende for barnets videre udvikling.

Netop i disse dage går bølgerne højt i diskussionen mellem fagfolk og politikere, fordi Ellen Trane Nørby, minister for børn, undervisning og ligestilling, har varslet, at hun vil have centrale læringsmål for nul til femårs området, og hun har i første omgang nedsat et såkaldt kvalitetsforum for dagtilbud med de centrale parter på området. Der er generelt fra alle fløje af det politiske spekter enighed om, at pædagogiske kvalitet skal være høj – også på småbørnsområdet. Er der politisk uenighed, går den på, om kvaliteten skal højnes via bedre normeringer og mere uddannelse til personalet eller flere centralt fastsatte kvalitetsmål.

Det er derfor paradoksalt, at den stigende anerkendelse af behovet for daginstitutioner og dagpleje af høj kvalitet er blevet ledsaget af en voksende privatisering af området, der risikerer at spænde ben for kvalitetsudviklingen bl.a. ved at undergrave vilkårene for det pædagogiske personale. Der er nemlig opstået en underskov af små uregulerede, private børnepasningstilbud, der fungerer som forretninger, der skal give overskud, og hvor der eksempelvis konkurreres på brugerbetalingen.

Det er blevet enormt nemt at oprette private børnepasningstilbud i Danmark, og kommunerne betaler festen med det månedlige tilskud, der følger barnet. Der er på den måde åbnet en mulighed for entreprenante personer, som ser et hul i markedet. Et af hullerne i markedet er for øjeblikket, at der er et stigende antal mennesker, der kommer til Danmark for at arbejde i en kortere eller længere periode, men som ikke planlægger at blive her evigt. De arbejder måske på metrobyggeriet i København, er ansat på en større uddannelsesinstitution eller er tilknyttet en multinational virksomhed.

En del af dem har børn, og de skal passes, mens far og mor går på arbejde. Og når man er udlænding i Danmark, er det ikke sådan lige til at finde ud af, hvordan man skaffer sig en kommunal dagpleje eller daginstitutionsplads. Man er måske heller ikke pokkers interesseret i, at lille Miguel eller Yoko havner et sted, hvor der kun tales dansk, hvis planen er, at man skal rejse hjem eller videre ud i verden i løbet af få måneder eller år. Hvad gør man så? Jo man googler. Og vupti så præsenteres man for en række tilbud om privat børnepasning, hvor personalet overvejende kommer fra udlandet, og hvor talesproget typisk er engelsk.

Der annonceres med sætninger som ”small and cosy International Day Care Centres and Preschools” – og den hyppigt brugte: ”Fully licensed pre-school for children aged one to five”, hvor det med “licensed”, godkendte, simpelthen bygger på, at institutionen opfylder de formelle krav for, at forældrene kan få et månedligt tilskud til forældrebetalingen fra kommunen. Det, som de udenlandske forældre ikke kan vide, er, at deres børn risikerer at blive brikker i et spil på et højst ureguleret marked.

Jamen, hvad er problemet, kan man spørge. Det er jo på ingen måde nyt, at alle børnehaver ikke er kommunale. Der har da altid været både selvejende og frie børnehaver og skoler for den sags skyld, og hvad er nu problemet i, at nogen ønsker at skabe en virksomhed på baggrund af et hul i markedet? Det er vel bare sund iværksætterånd?

Det er rigtigt, at vi i Danmark har en smuk tradition for en mangfoldighed af dagtilbud. Nogle har været kommunale, mens andre er oprettet på privat initiativ på baggrund af særlige ønsker fra en forældregruppe eller lignede. Diversiteten har altid været stor, men fælles for alle dagtilbud, kommunale som selvejende, har været, at personalet er omfattet af de samme overenskomstmæssige vilkår.

Der er en stærk tradition for, at det pædagogiske personale er organiseret i en af de danske pædagogiske fagforeninger. Det vil for daginstitutionernes vedkommende sige i enten BUPL eller LFS/FOA. Det betyder, at medarbejdernes løn og arbejdsforhold er aftalt mellem arbejdsmarkedets parter og løbende udvikles. Dette har en betydning, som set fra et samfundsperspektiv rækker langt ud over den enkelte medarbejders mere eller mindre slunkne løn og pensionskonto.

Dansk daginstitutionspædagogik er berømt over hele verden. Delegationer fra andre lande kommer på besøg i danske daginstitutioner for at se, hvordan vi har indrettet os. Konceptet er endda en eksportsucces, som er blevet købt af den kinesiske koncern Golden Apple. Koncernen har omkring 8.000 børn indskrevet i sine børnehaver i det vestlige Kina.

Golden Apple har simpelthen åbnet børnehaver i Kina med dansk pædagogisk ledelse, og hvor alt fra inventar til dagsrutiner er direkte kopieret efter dansk forbillede, lige som det kinesiske personale sendes på studieophold i danske børnehaver. Koncernen undersøgte pædagogiske systemer i en lang række vestlige lande, men det var altså det danske, den kinesiske kærlighed faldt på.

Der er en grund til, at det er i Danmark, Kina køber ind, og der er en grund til, at danske daginstitutioner får besøg fra hele verden. Det er blandt andet fordi der er en klar sammenhæng mellem udviklingen af den pædagogiske kvalitet og de vilkår, det pædagogiske personale arbejder under. Dansk daginstitutionspædagogik er fremelsket og udviklet over adskillige generationer i et vellykket partnerskab mellem det offentlige Danmark på den ene side og fagbevægelsen på den anden side. Fagbevægelsen er med ved forhandlingsbordet, når de pædagogiske uddannelser ændres og udvikles.

Fagbevægelsen samarbejder - og strides - med de enkelte kommuner, når dagtilbudsområdet skal omstruktureres. Det er fagbevægelsen, der ved overenskomstforhandlingerne på vegne af medlemmer forhandler penge til efteruddannelse, og det er ofte også fagbevægelsen, der administrerer disse. Et godt eksempel er Den Kommunale Kompetencefond, som er et overenskomstresultat mellem KL og de forbund, der organiserer medlemmer inden for det kommunale område.

Sidst men ikke mindst er det også i høj grad via fagforeningernes medlemsblade, at det enkelte medlem bliver informeret om ny viden, nye metoder og nye strømninger inden for det pædagogiske felt. Fagforeningerne spiller en vigtig rolle i udviklingen af det pædagogiske område, ligesom det er tilfældet på de andre velfærdsområder.

Gabriella har helt sikkert en fremragende pædagoguddannelse fra Italien. Men hun er i Danmark ansat på en arbejdsplads, hvor ejeren ikke vil tegne overenskomst med en fagforening. Det ville nemlig betyde, at han skulle betale en overenskomstmæssig (læs: anstændig)løn og sikre medarbejderne normale rettigheder i forhold til deres ansættelsesforhold.

Derfor har Gabriella ikke adgang til efteruddannelse eller til at holde sig ajour med sit fag. Hun får ikke den tilstrækkelige viden om, hvad en pædagogisk arbejdsplads rent faktisk skal tilbyde børn i Danmark, og hun får heller ikke viden om, hvad hun skal stille op, hvis hun oplever, at daginstitutionens rammer ikke tilfredsstiller børnenes behov for omsorg og udvikling. Hun lærer ikke, hvordan hun skal skrive en underretning til de sociale myndigheder, hun kender ikke til kommunens tilbud om talepædagoger, inklusionsstøtte, motorikkonsulenter og alle de andre tilbud, som kan hjælpe børn, der risikerer fejludvikling.

Hun ved heller ikke, at hun i Danmark har krav på hjælpemidler og ordentlige arbejdsvilkår og et godt fysisk og psykisk arbejdsmiljø, så hun eksempelvis ikke ødelægger sin ryg, når hun løfter rundt på børnene. I Danmark er arbejdsmiljøet nemlig i høj grad også en sag for fagbevægelsen, og de små private pasningstilbud uden arbejdsmiljørepræsentant kan ikke trække på viden og støtte fra fagforeningens arbejdsmiljø-medarbejdere.

Det er derfor en ualmindeligt dårlig ide at se gennem fingrene med social dumping på børnepasningsområdet. Det underminerer nemlig ikke bare de overenskomstmæssige og arbejdsmiljømæssige vilkår for de ansatte. Det skaber også risiko for, at børn i Danmark kan blive passet under forhold, der langt fra er gode nok og for at føje spot til skade, at det foregår for kommunale midler Spørgsmålet er, om vi vil være det bekendt, og om vi vil sende skattekroner efter det?

Og ja. Der er kommunale tilsyn. Men som så meget andet i velfærdsdanmark bygger systemet på en udbredt grad af tillid. Vi stoler på hinanden, og vi stoler især på vores velfærdstilbud, og vi er bestemt ikke vant til, at udbydere af børnepasning kan finde på at feje ting ind under gulvtæppet eller direkte snyde. Så tilsynene baserer sig på tillidsfuldt samarbejde og er som oftest anmeldt på forhånd. Det betyder, at det er nemt at sørge for ekstra rengøring, bedre normering og mad i køleskabet til de små, når tilsynet dukker op.

De faglige organisationer har siden privatiseringen af det pædagogiske område for alvor tog fat i slutningen af 90’erne arbejdet målrettet med at tegne overenskomst med ejerne af de private daginstitutioner. Det har ikke altid været lige let, men det er de seneste år blevet kompliceret yderligere af nye private pasningstilbud, der retter sig mod børn af udenlandske forældre, der kommer til Danmark for at arbejde.

LFS er en selvstændig del af FOA, som organiserer flertallet af de pædagogiske medarbejdere i København. For LFS ligger der et kæmpe arbejde i at informere de udenlandske medarbejdere om deres rettigheder, der som oftest kommer totalt bag på dem. LFS lægger pres på ejerne for at tegne overenskomst, men den fagpolitiske indsats er som at reparere et brud på en hovedvandledning med modellervoks.

For der bliver ved med at komme nye udenlandske forældre, som ikke kan finde kommunal børnepasning, og derfor bliver der ved med at være smarte forretningsfolk, der regner ud, at de kan score kassen på de kommunale tilskud til børnepasning. Det handler bare om at holde omkostningsniveauet langt nok nede; det vil sige så billige lokaler som muligt, så lave lønninger som muligt, så dårlige normeringer og så lidt rengøring som muligt.

Problemet er ikke isoleret til København, men kan utvivlsomt genkendes i andre af landets store byer med udenlandsk arbejdskraft. Derfor er det på høje tid med en målrettet indsats for at forhindre, at dele af børnepasningsområdet udvikler sig til et ”working poor” område, hvor børn, hvis forældre ikke kender deres rettigheder, afleverer deres børn til tvivlsom pasning.

Der skal sættes ind både på landsplan og lokalt i de enkelte kommuner. Der skal presses på for en ændring af lovgivningen, så der ikke længere kan trækkes profit ud af børnehaver og andre dagtilbud for børn, og der må samtidig arbejdes for at få kommunerne til at sætte en stopper for social dumping på børneområdet. Det kan med fordel ske ved at kommunerne vedtager, at alt hvad der foregår og finansieres via kommunale skattekroner, sker på ordnede forhold. Hvis ikke dette sker, har kommunerne de facto anerkendt og accepteret social dumping som et naturligt vilkår.

Kommunerne må også sikre, at de mennesker, der kommer til Danmark for at arbejde i kortere eller længere perioder og betaler skat her, får adgang til anstændig, sikker og udviklende børnepasning til deres børn. Det kan gøres nemt, hurtigt og effektivt ved at oprette internationale grupper i de i forvejen eksisterende kommunale daginstitutioner rundt omkring i byerne eller ved at målrette nogle af de kommunale dagplejere til engelsksprogede børn.

Kompetencerne og viljen er der derude. Spørgsmålet er, om der er politisk vilje og mod til at sikre ordnede forhold for ansatte, for børn og for forældre.