Kronik i Politiken 13. august 2018:
De er ikke uopdragne. De er bare for små
Børneministeren satte børneopdragelse på den offentlige dagsorden, fordi de yngste ikke kan sidde stille i skolen. Da loven om tvungen skolestart i det sjette leveår blev vedtaget, advarede forskerne netop mod at sende femårige i skole. I dag er det, som om at alle har glemt, at børnene måske bare er for små.
Af Britt Petersen og Jan Hoby, formand og næstformand i LFS, hovedstadens største pædagogiske fagforening.
Sigurd har fødselsdag i december. Han er derfor fem år og tre måneder gammel, da han for første gang går ind af skolens port og bliver del af en gruppe på mere end 100 nye skolebørn, der alle sammen skal mestre overgangen fra Elefantstuen i børnehaven til skolefritidsordningen i den store kommuneskole.
Sigurd er fem år og syv måneder, da skolen for alvor indhenter ham. Da det ringer ind til børnehaveklasse her i august, skal Sigurd lære at sidde stille og at øve i sig i at skrive bogstaver og tal. Når den lange skoledag er forbi, skal han selv finde ud af at få taske og overtøj med over i skolefritidsordningen. Og tasken er vigtig, for der er skiftetøj i – for Sigurd tisser faktisk stadig i bukserne, og det er blevet værre, siden han forlod børnehaven.
Hvis Sigurd var blevet født for bare 10 år siden, var han med stor sandsynlighed ikke begyndt i skolen, mens han stadig tissede i bukserne. I 2009 ventede en femtedel af den årgang, der havde seksårs fødselsdag, et år og begyndte først i skolen året efter. Hovedparten af dem var drenge, og hovedparten af dem havde fødselsdag om efteråret.
Der var ikke mange forældre, der pressede på for at få deres børn til at begynde i skolen, hvis de ville være små femårige ved skolestart. De fleste havde læst på lektien og vidste sammen med pædagogerne, at især små drenge kom i klemme, hvis de blev skolebørn, før de var klar. Der skal nemlig en vis grad af modenhed til, for at man kan indgå i et større fællesskab med endnu flere børn og færre voksne end i vuggestue og børnehave. Og før man kan se meningen med at sidde og arbejde med noget, man måske endda synes er kedeligt, for at blive dygtigere. Pædagogerne og mange forældre kendte også de ret massive forskningsresultater, som viste, at hovedparten af de børn, der fik specialundervisning var børn, der var begyndt tidligt i skolen.
De forskningsresultater blæste V-K regeringen højt og flot på, da de pressede den ny skolelov igennem i 2009. For børnene skulle så hurtigt gennem systemet som muligt, så de kunne blive nyttige samfundsborgere – jo før jo bedre. Den ny skolelov gjorde det obligatorisk for børn at starte i det sjette leveår, og indførte, at forældres skulle søge kommunen om udsættelse, hvis forældrene ikke mente, barnet var parat. Pædagogerne i børnehaven fik ikke noget at have sagt. Politikerne blæste også på alle de advarsler, der kom fra børneforskere og ditto praktikere, der sagde, at det var synd at tvinge femårige på skolebænken, og at det ville give bagslag.
Det har det så gjort.
Den uafhængige tænketank DEA publicerede lige inden årsskiftet 2018 en spritny undersøgelse. Formålet med undersøgelsen var at undersøge, hvordan det går med sammenhæng mellem skoler og dagtilbud. Men ét resultat trådte markant fem: Op mod halvdelen af de danske indskolingsledere mener op, at der sidder tre elever i hver 0. klasse, som slet ikke er skoleparate. De mestrer ikke fællesskabet i klassen, selv om de mestrer fællesskabet i børnehaven. De har endnu ikke udviklet lysten og evnen til at tage de udfordringer op, som skolen tilbyder – når det gælder skolens version af leg eller læring.
Undersøgelsen blev afsæt for børneminister Mai Mercados udspil, hvor hun satte forældrenes opdragelse på den offentlige dagsorden: Som hun udtalte til medierne: Det er et stort faresignal, at skoleledere siger, at der sidder i hvert fald tre i hver klasse - mellem ti og femten procent - som ikke kan finde ud af at modtage undervisning. De kan ikke sidde på en stol, de kan ikke række hånden op, de kan ikke modtage en besked. Det er noget, man skal have lært hjemmefra. Det går ud over vores fællesskab og især de svage elever, som folkeskolen skal rumme i de almindelige klasser i dag. De elever betaler for, at nogle forældre ikke opdrager deres børn godt nok.
Det var lige præcis det, som forskere og pædagoger advarede om i 2009: Børn, og især drengebørn, der er født i den sidste del af året, er ikke nødvendigvis skoleparate. Det er ikke noget, man kan opdrage sig ud af. Det handler om modning af hjernen. Og der er grænser for, hvor meget man kan tvangsmodne børnehjerner. Det er heller ikke noget, man realistisk set kan afbalancere ved at gøre skolen mere børneparat. Der er gjort meget godt, og der bliver gjort meget for at gøre skolen mere spiselig for de yngste elever. Men man kan grundlæggende ikke ændre ved det faktum, at skolen er et sted, hvor man modtager undervisning, og at det er man ikke nødvendigvis klar til, når man er fem-et-halvt og har en umoden hjerne, der kun er indstillet på at lege.
I skoleåret 2016/2017 startede 93 procent af alle de danske børn, der havde seksårs fødselsdag i løbet af året, i skolen. Tendensen er, at børn kun bliver skoleudsatte, hvis der er egentlige problemer omkring barnet, såsom at det har et handicap eller er for tidligt født. I mange kommuner skal børn og forældre vurderes af pædagogisk-psykologisk rådgivning, før der kan bevilget skoleudsættelse. I de mindre stramme kommuner som eksempelvis København skal skolelederen, der i parentes bemærket overhovedet ikke kender barnet, skrive under på ansøgningen. Hun skal desuden godkende en handleplan, der beskriver, hvad der skal sættes ind i forhold til barnet, så det kan udvikle sin skoleparathed. Og nej – man slipper ikke afsted med at skrive, at ”Sigurd er helt normal og alderssvarende. Han er bare alt for lille til at begynde i skole, når han er fem år gammel. Derfor synes vi, at han skal have lov til at lege videre i børnehaven et år mere.”
Det er blevet gjort godt og grundigt besværligt at få skoleudsat et barn, og det er også blevet gjort til noget, som man nemt kan komme til at skamme sig lidt over. Derfor fortæller pædagogerne om, at forældre stejler, hvis fænomenet skoleudsættelse bliver nævnt. De bliver bange for, at deres barn bliver stigmatiseret, og at det vil fremgå af barnets papirer op gennem barndommen. De bliver også flove – de føler, at deres barn har dumpet børnehaven. Det er selvfølgelig ikke generelt. Faktisk er der noget, der tyder på, at især forældre fra uddannelsesfremmede hjem og forældre med anden etnisk baggrund end dansk bliver mere bekymrede end danskere, der selv har lang skolegang bag sig. Og det kan netop bekymre, for det kan betyde, at det måske er de børn, der har mest behov for skoleudsættelse, der så ikke får det.
Et meget stort dansk registerdatastudie[1], hvor man har set på data for 50.000 børn, født i årene 1997 til 2004, viser, at de ældste skolestartere, som har fødselsdag først på året og derfor når at blive mellem seks og seks et halvt år gamle, før de får skoletasken på, får et forspring. De klarer sig eksempelvis bedre i de nationale tests. Studiet viser også, at meget ung alder ved skolestart er signifikant forbundet med større risiko for problemer med hyperaktivitet, som i denne sammenhæng kan defineres som manglende evne til at fokusere og indlære. Dette resultat genfindes ved 11-års alderen. For læringens dybde afhænger af elevens grad af opmærksomhed
Der er altså håndfast dokumentation for, at det kan være omkostningsfuldt for nogle børn at starte tidligt i skolen. Det kom faktisk også ud mellem sidebenene i en ministeriel rapport fra selveste Undervisningsministeriet i 2017.
’Udvalget om ligestilling i dagtilbud og uddannelse’ barslede i juni 2017 med en diger rapport[2], som gennemgik alle de hurdler, der er for ligestilling i uddannelses- og karrierevalg i danske børns liv. Rapporten dvælede ved det faktum, at drenge modtager mere specialundervisning og kommer ud af folkeskolen med dårligere faglige resultater end piger. En af anbefalingerne fra udvalget var i al sin diskretion: ”Begrebet ’rettidig skolestart’ bør i denne sammenhæng revurderes – dette særligt for at forebygge, at drenge tabes i overgangen fra dagtilbud og børnehaveklasse.” Oversat til almindeligt dansk betyder det, at udvalget anbefaler, at man ser på, om det nu også er så smart, at man siger, at rettidig skolestart er i (drenge)barnets sjette leveår, hvis det indebærer, at han skal begynde i skolen som femårig med en umoden børnehavehjerne. Rapporten blev desværre og på trods af de mange timer og kræfter, der var lagt i arbejdet, sparket til hjørne – i hvert fald når det gjaldt begrebet rettidig skolestart.
Det ligger snublende nært især at tale om de små drenge, når man problematiserer den tidligere skolestart. Det er drengene, der ender med at få specialundervisning, det er dem, der ender ud med de laveste karaktergennemsnit, og det er også i vidt omfang dem, der ”dumper” børnehaveklassen. Antallet af omgængere i børnehaveklassen er stedet med knap en fjerdedel, siden den ny skolelov i 2009 trådte i kraft, og drenge udgør 66 procent af de børn, der må tage 0. klasse to gange.
Men hvis man udelukkende fokuserer på de konkrete beviser på, at mange drenge ikke tåler den tidlige skolestart, taber vi de piger, der lider under det samme. Ovennævnte rapport slog nemlig også fast, at drengene ganske vist fik de laveste karakterer - men de trives bedre i skolen end pigerne. Skolen har en pris i et samfund, hvor fokus er på, at børn skal videre – og at det skal gå stærkt.
Loven fra 2009 handlede om, at V-K regeringen ville have danske børn til at få gjort sig færdige med barndommen så hurtigt som muligt, så de kunne komme videre i systemet. De danske kommuner har lidt under en benhårdt økonomisk pres fra statens side lige siden. Det har betydet, at hver eneste halvtredsøre er blevet vendt. Og da et skolebarn er billigere for kommunen end et børnehavebarn, har fristelsen været for stor: Kommunerne har plukket de lavthængende frugter ved at gøre det så inderligt besværligt at skoleudsætte børn som overhovedet muligt, indtil forældrene holdt op med at spørge, fordi det blev til noget, man bare ikke gjorde.
Det betyder, at Sigurd går og tisser i bukserne i skolegården sammen Alba, Josefine, Amina og Ahmed. Det betyder også, at hverdagen bliver ekstra hård for de mange børnehaveklasselærere, der kæmper for at skabe en udholdelig hverdag for de yngste elever og for de forældre, der slæber grædende børn afsted i skole.
Det er slemt nok i sig selv. Men det kan godt føles som en hån, at børneministeren blandt andet på baggrund af urolige børnehaveklassebørn starter et statsligt initiativ som "Opdragelsesdebatten". Først bestemmer man, at småbørn skal tvinges i skole. Når de så opfører sig som de småbørn, de er, gør man det til forældrenes problem ved at sige, at de er dårligt opdragede.
Pædagoger har intet imod at diskutere opdragelse, eller mere præcist dannelse af det hele menneske. Pædagoger ved godt, at der er børn, som har svært ved at afkode de sociale færdselsregler og institutionens hastighedsgrænser. Det kan være hjemmefra – men det kan så sandelig også være, at de simpelthen har fået for lidt voksenkontakt i daginstitutionerne på grund af for dårlige normeringer. Det, pædagoger har noget imod, er, at man ikke vil vedkende sig den fejltagelse, man lavede i 2009, hvor man mod pædagogernes og børnepsykologernes råd bestemte sig for at lave fremdriftsreform i børnestørrelse og tvinge børn til at begynde i skole, når de er fem år og få måneder gamle. Det er ikke kønt, at man nu – små 10 år senere – tørrer konsekvenserne af på forældrene.
[1] Sivertsen, H.H og Dee, T.S.: The Gift of Time? School Starting Age and Mental Health. Health Economics 12.12.2017.
[2] Rapport fra Udvalget om ligestilling i dagtilbud og uddannelse. Undervisningsministeriet. Juni 2017