Teksten kan være relevant, f.eks. når der henvises til gamle overenskomster
FOA-pressemeddelelse 17.11.2016:
Forskellen mellem højt- og lavtlønnede vokser
51 procent af FOAs medlemmer ser deres løn som uretfærdig. Forskellen mellem højt- og lavtlønnede vokser. FOA starter ny kampagne. ’Det du er værd’ sætter fokus på lavtløn og ligeløn.
’Det du er værd’. Det er navnet på FOAs nye kampagne om lavtløn og ligeløn, der lanceres i dag på FOAs kongres i Aarhus.
Kampagnen løber frem til 2018 og sætter fokus på den skæve lønudvikling i bl.a. det offentlige, hvor de lavtlønnede faggrupper taber terræn til højtlønnede.
”Den er gal med lønudviklingen. Det er de højtlønnede, der scorer, og det er de lavtlønnede, der taber. Det er hverken rimeligt eller retfærdigt, og det skal der simpelthen gøres noget ved,” siger Dennis Kristensen, forbundsformand i FOA.
Nettolønnen for kommunalt ansatte er i gennemsnit steget med 2.924 kroner fra maj 2011 til maj 2016 for ansatte, der i perioden har varetaget den samme stilling. Men alle FOAs større faggrupper ligger under gennemsnittet.
Samtidig viser udviklingen, at løngabet mellem lavt- og højtlønnede er vokset. Skævheden opstår i høj grad i kraft af, at lønstigninger fastsættes i procent. Det bevirker, at alle vokser med den samme procent, mens det faktiske udbytte varierer med tusindevis af kroner.
Oveni går FOAs faggrupper glip af lokale lønmidler.
Det sætter følelserne i kog: 51 procent af FOAs medlemmer føler i ringe grad eller slet ikke, at deres løn er retfærdig målt i forhold til de opgaver og det ansvar, de varetager. Det viser en undersøgelse, hvor 5.451 FOA-medlemmer har deltaget.
”Vores medlemmer er stærkt utilfredse. Det handler grundlæggende om, at de ikke føler, at deres arbejde bliver anerkendt. Det gælder både, når de ser på lønkontoen, men så sandelig også respekten for det vigtige arbejde, de udfører for samfundet og borgere. Det er baggrunden for den nye kampagne,” siger Dennis Kristensen.
Se mere på 'Det du er værd'